HÅRDE BLIKKE

*

*

*

*

*

*
*                                                                                                               

En verden af disharmoni og brutalitet – det fortæller flere af de nye balletter på Det Kgl. om under fællestitlen ‘Sidste Skrig’.

Spiller på Skuespilhuset indtil 6. juni 

****

VERDEN er ikke bare sukkerstads. Den slags skal man til ’Den eneste ene’  for slupre i sig. Eller ’Napoli’ – for nu at holde os til balletten.
Og dér er vi så lige nu.
Det Kgl. har sat fire splinternye balletter op – de går i Skuespilhuset – og byder på en del grumheder.
Franskmanden Patrick Delcroix har begået et drama, der slutter i noget, der nærmet er håbløshed og disharmoni. De otte dansere er rykket væk fra hinanden. Det er en slags total, ikke -renovering, men -nedbrydning. Uløselige pardannelser, desperation, magtkampe, alt slutter i panisk isolation. Til en musik, der hvisker og pusler, stiger og rusker og så hvisker igen. ’Impénétrable songe’ – uigennemtrængelig drøm.
Det er ballet af vor tid. Selvom de otte dansere, fire af hvert køn, som de skal, rubriceres som ’Damer og ’Herrer’ i programmet. Balletten er fortsat på papiret en høflige, nobel verden.
Men se dem gå løs på hinanden i værker, der fortæller om en nutidig mentalitet, en verden af usikkerhed og fremmedgørelse. En bedre verden, en kærligere, en venligere, en mere human er noget, man kan drømme om. Men man trænger ikke igennem til den.
Det fortæller dén ballet.

BRUTALT

Som franskmandens nye ballet klinger også englænderen Wayne McGregors ’Chroma’. Skåret rent i en dekoration, som var den en blank undervisningstavle i storformat.
En brutal ballet. Mænd, der behandler kvinder med foragt, kvinder der svarer igen med hårde, hadefulde blikke, distancerer sig fra mændene, tager kamp op, vender ryg til og går – hele tiden koreografisk hasarderede yderpunkter i kroppenes bevægelser, voldsomme, svære, og frem for alt aggressive.
Musikken, som er af Joby Talbot og Jack White, er enten på rockuberegnelige rytmer, som kræver nærmest polyrytmisk fornemmelse hos danserne, eller strygerpassager, der fortæller ubestemmelige løgne.

I PAGT MED NATUREN

Men så dukker Tina Tarpgaard da op med et helt nyt værk, der bringer os i svævende harmoni og undrende lyksalighed. Hun er i pagt med naturen, og hun har visuelle visioner, som vi kender dem fra ’Frost’ og ’Living Room’.
Her i ’Dew’ oplever vi ikke bare ’duggen’ falde, vi er på forunderlig vis som nedsænket i hav eller sø, som var det selveste det wagnerske rhinguld, vi var på vej til.
Tina Tarpgaard og hendes faste makkere af lyd- og lysdesignere, Pelle Skovmand og Jonas Jongejan, leger med lys og skygge, farver og bevægelser, så det er en fryd, danserne er vores havfruer og elskværdige havmænd, en leg så luftig og alligevel så undervands, at vi bare spærrer øjne op.

NARCISSUS
 
Aftenen har endnu en ballet – som jeg af forskellige grunde måtte afstå fra. Den er af russeren Yuri Possokhov og bærer den utrolige titel: ’Ergo ubi Narcissum per devia rura vagantem’. Det betyder så meget som ’Da jeg så Narcissus vanke omkring i ødet…’
Hvis man går til Ovid og hans metamorfose ’Ekko og Narcisssus’, kan man se, hvordan citatet fortsætter: …’brød hun i elskovs brand og fulgte ham hemmeligt’… ’Hun’ – det er Ekko.
Hvis balletten er lige så smuk og velformet  og underholdende som Ovids digt om den elskovssyge, men også drillesyge Ekko, og den sindsvagt selvoptagne Narcissus, så må man fortryde, at man måtte forlade aftenen inden det fjerde værk. 

GregersDH.dk