‘Hvad natten er til’ Teater Får302 29.8.08 Anm.

far-302-hvad-natten-er-til-27808.jpg 

Charlotte Munck og Lars Bom i ‘Hvad natten er til’. Tegning: Claus Seidel. 

PÅ SENGEKANTEN

Charlotte Munck og Lars Bom rusker i ægteskabs-tremmerne i engelsk komedie på Får302

****

ET KIK gennem nøglehullet. Sådan er det at sidde i Teater Får302 og se stykket ’Hvad natten er til’. Peep-show.
Det er det sådan set altid i det teater i Toldbodgade, når du træder ind indenfor i stueetagen. Mere eller mindre. Smask! Du er på! Men i dette her stykke er du anbragt på sengekanten. Simpelthen. Sengekanten i et hotelværelse.

SULT

Stykket handler om en mand og en kvinde, der mødes på hendes værelse. Begge omkring de fyrre år. Gift hver for sig og med børn. Men de har haft noget fjas sammen ti år før.
Det har nu fået ham til at gribe mobilen og melde sig. Måske kunne der være bid igen. Og det er der. Sådan set.
Han er en frisk fyr, ikke de store intellektuelle overvejelser, jævnt hen flot og lige-ud-ad-landevejen. Lige en rolle for Lars Bom. Hun er mere kompleks, sulten på et erotisk ryk i hormonerne, men også temmelig neurotisk og – som det viser sig: Med et rusttæret parforhold, der huserer i pletvise natlige opringninger fra ægtemanden. Charlotte Munck har godt fat på følelsesudsvingene hos kvinden.
De spiser middag med champagne på værelset. Dobbeltsengen står klar, og manøvrerne frem mod dynerne kører som gensidig katteleg med mus. Lars Bom med et evigt lille saftspændt smil på læben, Charlotte Munck skiftende mellem liflig sarkasme og hudløs nervøsitet.
Derefter – som forventet – antiklimaks, små opgør, optrevlinger af de respektive motiver  – hvisken og råb. Skal det nu være det store skridt mod skilsmisser, de arme svigtede børn og ægtefæller? Eller kan man køre et længere varende utroskabs-show fremover?

FOR LANGT

Stykket er for langt. Vi mattes efterhånden en smule af fægteriet, der forløber i velkendte kurver af give-and-take. Levende og meget velspillet, ikke mindst i Charlotte Muncks let flippede underspil og lynhurtige small talk, som er hendes konstante skjold mod sin egen lyst til de robuste fristelser.
Vi er med på komedien, men også ret sikre på, hvor den fører hen og aldrig dybt interesseret i dens afslutning.         
Stykket er skrevet af englænderen Michael Weller og iscenesat af den herboende, russiskfødte Nikolaj PapaDuke. Får302 lægger hus til det nystartede ’Kompagniet’, som instruktøren og Lars Bo har etableret.
’Hvad natten er til’ spiller indtil 20.9. i Toldbodgade og er derefter på turné.

GregersDH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *