John Lundgren og Majken Bjerno i  ‘Den Flyvende Hollænder’ (foto: Anders Bach)  

HUSBÅD I DRIFT

Peter Langdal forvirrer med ’Den Flyvende Hollænder’, men John Lundgren holder Wagner-skuden på plads.

***

PETER Langdal prøver lidt af hvert med ’Den flyvende Hollænder’ på Den Jyske Opera.
Der skal ske noget. Han er ikke meget for at dvæle i romantisk magi og sjælens gedulgte kræfter.
Hollænderen som action man? Trods alt ikke. Af én grund: John Lundgren, der har titelrollen, står dér med sin enorme ro, sin sorte, glansfulde baryton, sin evne til at suge os til en grum skikkelse, dyster og hjerteskærende ensom.
Han er ganske vist sat til at gøre sin entré fra en landgangstrappe på en forvokset hollandsk husbåd.
Og han bliver ganske vist sendt på løbetur blandt publikum, fordi Peter Langdal ikke kan finde ud af, hvordan han skal håndtere spøgelsesskibet scenisk. Langdal vælger at gøre publikum til spøgelsesskibets besætning, en operation, der skaber betydelig optisk forvirring, fordi evighedsskonnerten samtidig er et monstrum af en husbåd, der har plantet sig på scenen.
Og han bliver ganske vist lagt under dynerne i en parcelhus-dobbeltseng i tredieakten for at overhøre Sentas og hendes jordiske tilbeders opgør. En ægte reality show-scene. 

RASTLØS

Ganske vist så meget. Alt dét, Langdal i sin rastløshed synes, der må tilføres for at gøre ’Den flyvende Hollænder’ relevant for et moderne publikum. Hvis han altså har tænkt så langt. Umiddelbart virker det mest som en hittepåsomhed, der trivialiserer operaen og sætter rifter i musikkens psykologiske dybdevirkning.   
Nu nævner jeg noget af alt det, John Lundgren må stå model til, men som han altså modstår, fordi han i så eminent grad er i overensstemmelse med Giordano Bellincampis flydende musikalske fortolkning. Partiturets indre liv bragt til live med stor intensitet. Denne opsætning er i høj grad Lundgrens og Bellincampis. Men også Maiken Bjerno har meget bevægende øjeblikke som Senta. Selvom partiet udfordrer hendes sopran til det yderste. Og Sten Byriel er den mest jordbundne og joviale skipper Daland, man har set, siden Mogens Wedel i begyndelsen af 60’erne overførte tonefaldet fra Den Gamle Gartners Sang til Det Kgl. i Wieland Wagners opsætning.
Der er sangligt og musikalsk en del at hente i Århus-opsætningen  – også fra Jens Krogsgaard som Erik, fra David Danholt som styrmanden  – selv om han ikke havde sin bedste aften denne mandag – og ikke mindst fra Mette Ejsings robuste amme.  

KVINDERNE

Tvivlen og irritationen indfinder sig bare konstant over dekoration og scenegang. Det retningsløse i 1.akten omkring skipperfartøj og det kæntrede skrummel af en hollænderskude.
Taler vi om retning og målsøgning, så går det helt galt i 2. akten i spindestuen, hvor omkringfarende uro hos pigerne tager livet af spindesangen, og hvor Sentas henførte fortælling om den fordømte hollænder og hans evighedssejlads bliver ledsaget af en art gymnastikopvisning af pigerne og ender i Mette Ejsing håndfaste mutter med kost og spand.
Folkeliv. Yes. Men det fordriver også besættelsen. Sentas besættelse. Af myten og drømmen. Den freudianske drøm om at blive den frelsende engel. Wagners drøm om kvindens forløsende kraft og frelserrolle.

HAVET

Og så var Wagner foruroliget til bristepunktet af havets dæmoniske kraft. Det var hans egen stormfulde flugttur fra sine kreditorer i Riga, gennem Østersø og Nordsø, der satte skumsprøjt og lynild i hans hjernevindinger.
Havet er fanden og frelsen i den historie. Senta kaster sig i havet til sidst. Langdal ekspederer hende ud af scenen med sin lysegrønne kuffert, som om hun var en forurettet forstadsfrue, der render hjemmefra i en Herman Bang-novelle. Senta skal kaste sig i det sortladne hav.
   
GregersDH