SOM FAR, SÅ SØN 

’Begravelsen’ er en fortsættelse af ’Festen’. Den stivner i det forventelige og kalkulerede på Aalborg Teater

**

DE fleste ved, hvad Vinterbergs og Rukovs ’Festen’ handler om. Alligevel kan de se den igen og igen – som film eller teater – og opleve den som et drama, der borer sig frem mod et dramatisk højdepunkt og udløses i katastrofe. Virkningen er voldsom og slående.
Nu har Vinterberg og Rukov skrevet en fortsættelse. Den hedder ’Begravelsen’. Den er på en måde skrevet efter samme model. Men den slår langt mindre hårdt. Selvom den saft suse mig er voldsom, rent korporligt.
Når den slår mindre hårdt er det, fordi plottet i modsætning til ’Festen’ emmer af det forventelige, det kalkulerede. Desuden at stykket når sit dramatiske højdepunkt alt for hurtigt. Og at det har indbygget surrealistiske elementer, der ikke rigtig virker.

SAMLET IGEN

Lad os se, hvad der sker: Familien fra ’Festen’ er samlet ti år efter. Faren, Helge, er død. Det var ham, der i ’Festen’ under sin 60-års fødselsdagsfest blev afsløret af sønnen Christian for års incestforhold til både Christian selv og søsteren Helene. Incest, pædofili og voldtægt – i en kage.      
Nu er der gravøl i det fine hjem. Og ikke mange sekunder efter familiemedlemmernes gensyn med hinanden, er vi klar over, hvor vi skal hen: Alle har fortiden siddende i baghovedet, gemmer sig enten under dynen, eller eksploderer i falsk humør eller lyslevende had. Christian er fra start helt forkrampet. Ser sin afdøde far som genfærd, og vandrer selv fra det øjeblik som et plaget genfærd gennem handlingen.
Det endelige og alt for hurtige ’point of no return’ indtræffer, da Christians lille brorsøn, Henning, en dreng i 12-års alderen tager brusebad, og Christian får uro i blod og bukser og går i lag med ham. Et skrig fra drengen off stage markerer ugerningen.

UBEHJÆLPSOMT

Fra det øjeblik er alt panisk og psykisk spændetrøje for alle i familien. Nogle – de, der hurtigt har opdaget, hvad der er sket – forsøger at lægge låg over skandalen. Christians kone og brorens nyanlagte kæreste kaster sig ud i amatørpsykologisk behandling af den arme dreng. Total ubehjælpsomt. 
Afdøde Helge optræder igen i forskellige pinefulde excesser, bl.a. som pervers sexpsykolog over for brorens kæreste. Vi er til mere grand guignol og Henry James-gys på amatørplanet.
Der bliver spillet på livet løs af alle på scenen, Lise Baastrup med rå slagfærdighed som Christians søster Helene, Marianne Høgsbro er den totalt virkelighedsforskræmte noble fru moder – en rolle hun altid mestrer, Laura Kold slider smukt med den umulige opvågnen til det helvede, hendes ægtemand Christian, bereder hende -, Amalie Dollerup er brorens nyetablerede veninde, som kaster sig ud i problemerne med sit kønne hoved under armen, Mads Rømer Brolin-Tani, huskok og husven serverer drinks i en uendelighed – alt sammen mens vi møjsommeligt arbejder os frem mod det blodige slagsmål, der afslutter tragedien: Drengens far, Michael, spillet af Steffen Eriksen, som rasende tager livet af sin bror Christian. Christian, der som dramaets omdrejningspunkt bliver fint spillet af Martin Ringsmose som et ringvrag, der har mistet alt fokus, skrider fra selvbebrejdelser til håbløs defaitisme, forsøg på at forklare sig, finde en kattelem, men er fortabt.

UTROVÆRDIGT

Morten Kirkskov har iscenesat spillerne, tydeligvis med forsøg på at få de psykologiske vibrationer mellem personerne til at fungere med ekspressionistisk effekt, men der hviler en grundtone af utroværdighed over dele af dialogen. Der bliver spillet i en mellemting mellem brechtsk verfremdung og naturalistisk indlevelse i rollerne.
Uanset stor umage fænger intet for alvor, fordi opbygningen af denne fortsættelse – og afslutning – af ’Festen’ ligner lidt en pligtopgave på en dramaskole. Selvpålagt oven i købet.
Den arme dreng blev ved premieren spillet af Villads Staugaard Bøye – en udsat opgave, løst med stor sikkerhed. Et knugende billede af ham er tilbage: Han sidder med ryggen til os på en seng, kapslet ind i sig selv. Man gjorde et barn fortræd.  
 
GregersDH.dk