Mette Maria Ahrenkiel, Kurt Dreyer og Anders Gjellerup Koch i ‘Enron’ (Foto: Carsten Andreasen)

MATADORMIX

På Odense Teater er historien om det finansielle blålys Enron hverken fugl eller fisk.

**

EN mærkelig gang matadormix, det stykke. En blanding af dokumentar, farce, komedie og trivialrealisme.
Titlen er ’Enron’, et navn, der ringer i ørerne og får os til at ryste på hovedet og måbe ret grundigt: Var det virkelig muligt at få selv de skarpeste til at tro på den slags ’Chateaux en Espagne’, som franskmændene kalder det: Luftkasteller, kunstigt opbyggede, men ikke eksisterende milliard-gevinster, aktieudbytter på forventet efterbevilling?
Ja det var. Vi ved det mere end så mange andre i lille Danmark, hvor navnet Stein Bagger fremkalder de samme erindringer, om end formatet var mere beskedent.

SPLATTER

’Enrom’ handler om denne utrolige finansielle, amerikanske sæbeboble. Et finansielt splatter-eventyr med Texas-udgangspunkt, videreudviklet i Californien, og med tråde til N.Y.s Wall Street.
Det er skrevet af en ung engelsk dramatiker. Lucy Prebble hedder hun. Stykket har haft engelsk succes i kølvandet på den finanskrise, som Enron-skandalen var en af de tidlige symptomer på, og det føles allerede en smule passé, kastet på banen i 2009 som en af den slags hurtige pamflet-omsættelser af en aktuel hændelse, der hurtigt taber sin glød, hvis den ikke er perspektiveret og dramatiseret med dybere undertoner og greb, der får historien til at vokse ud over sig selv.

FARCE

På Odense Teater prøver trænede folk som instruktøren Morten Hovmand og scenografen Erik Søderberg at sætte liv i historien med mange kneb og effekter – sceneriet baseres på metropol-projektioner og storskærme, som fortæller om Enron-kursernes op og nedtur og om præsidenter, der er mere optaget af genvalg og ’No sexual relation to this lady’. Gældsspøgelset dæmoniseres af omflakkende øgler, især efter pausen, hvor farcepræget tiltager. Eksempelvis med introduktionen af investorerne Lehman Brothers, som svanser rundt som siamesiske tvillinger – et påfund, som åbenbart stammer fra forfatteren. Lucy Prebble citeres i programmet: ”Det er den slags infantile indfald i forhold til forretningsverdenen, det kan være godt at holde fast i”. Det gør Odense Teater så også.

NØDTØRFTIGT

Man er nødtørftigt underholdt. Anders Gjellerup Koch bruger sin pondus til at få det bedste ud af den centrale fantast Jeffrey Skilling, Kurt Dreyer og Anders Momme er fidusmagerne omkring ham, og Mette Maria Ahrenkiel er med al sin elegance den vistnok autentiske businesskvinde, der prøver at trække Enron på mere hæderlige spor. Gode karakterskuespillere som Malene Melsen og Klaus T. Søndergaard får ikke mange chancer for at udfolde sig i deres småroller. En enkelt scene mellem Anders Gjellerup Koch og Søndergaard rammer et øjeblik noget, der giver historien en stump perspektiv: Finansklovnen prøver i sin panik at overbevise sikkerhedsvagten om aktieinvesteringens lyksalighed, og den måbende sikkerhedsvagt nærmest flygter fra omklamringen.     
Gennemgående tror man ikke på figurerne og historien i den form, den har fået – de finansielle blålys-operationer virker tørlagte.

GregersDH.dk