Tammi Øst og Olaf Johannesen i ‘Tilbage til ørkenen’ (Tegning: Claus Seidel)

ET FRANSK GALEHUS

Et dramatisk og overraskende hug ned i Frankrigs nære fortid: Koltès’ ’Tilbage til ørkenen’ om Algierkrigens mentale efterladenskaber i en fransk provinsby

***

LÆS på lektien først. Det er altid godt. Ikke mindst, når det drejer sig om et stykke som ’Tilbage til ørkenen’, Det Kgl.s nye udspil. Uanset det er så tæt på som mands minde.
Hvor mange kan Frankrigs koloni-sammenbrud i Algeriet i begyndelsen af 60’erne? Og husker, at næsten en million franskmænd – de såkaldte pieds noirs – måtte smutte fra Algeriet over hals og hoved og bosætte sig, især i Sydfrankrig, for ikke at blive slagtet af rasende, afrikanske algierere? Selv rasende og forbitrede over at måtte forlade det Algeriet, de havde boet i gennem halvandet århundrede og terroriseret til underkastelse. I dag – et par generationer senere – stadig en levende realitet, mange af dem grundstamme i det ultranationalistiske parti Front Nationale.
Uden at være nogenlunde inde i den historie, kan det være svært at begribe, hvad der foregår mellem personerne i ’Tilbage til ørkenen’. Hvad er det, der har slået en bror og søster totalt ud af kurs? Hvad er det for en faldskæmssoldat, der pludselig daler ned fra himlen og bringer broren fra koncepterne? Hvad er det for nogle hadefulde, noble borgere, der bombesprænger en lokal café i en lille, tilsyneladende fredsommelig, fransk provinsby?
Hvad snakker de om, alle sammen? Ud i det blå. Eller belastet af grumme erfaringer.

BAG MUREN

Nå. Men nu forudsætter vi så, at viden og lærdom er på plads. Der står en masse godt om det i programmet.
Olaf Johannesen spiller broren Adrien, Tammi Øst søsteren Mathilde. Adrien driver farens fabrik videre og bor i barndomshjemmet. Mathilde vender hjem efter 15 år i Algeriet, og de to ryger lige i masken på hinanden om arven efter faren.
Det er så én tråd i historien. Ret forrygende og skrapt spillet af Johannesen og Øst, snerrende, hånende, rablende og morderisk indædt. Familiehygge på strindbergsk i et vanvittigt hus, som scenograf Friedländer har gjort til et konglomerat af til- og udbygninger – det hele kan snurre rundt på drejeskiven, så bagsiden bliver en mur. Den mur, Adrien har rejst omkring sit hjem, et fort, et gemmested, et billede på en fransk – vesteuropæisk – civilisation, der beskytter sig mod de væmmelige fremmede. Algiere, muslimer, alle fremmede.

LINEN UD

Det er undertonen af racisme, der pisker handlingen frem. Bror og søster er spoleret på hver sin facon. Bror: Sumpet ned i forbenet nationalisme – sammen med byens spidser planlægger og udfører han bombeterror mod den lokale indvandrercafé. Søster: Hysterisk neurotiker, aggressiv, paranoid, grebet af udefinerlig hævntørst og med en drøm om at vende tilbage til det koloniale luksusliv i Algier.
Der bliver spillet linen ud af både dem og de mere enkle brikker omkring dem i familie og provinsidyl: Marie Dalsgaard, der spiller Mathildes datter, som bærer det romantiske, men yderst provokerende navn Fatima. Peter Christoffersen, der spiller den grotesk umodne søn af Adrien, spærret inde i farens nostalgiske reservat af en muromkranset villa. Hanne Hedelund og Nabil Bakrawi, der er husets tjenende ånder. Bodil Jørgensen som Adriens fordrukne hustru. Plus flere endnu. Bl.a. byens politidirektør, Henrik Prip, der spanker byens advokat, Ulver Skuli Abildgaard på plads, så han får en hånd med i bombeattentatet.

SÅ FRANSK
 
Et besynderligt drama, temmelig omstændeligt, struktureret i en blanding af realisme og surrealisme – Adriens exhustru går igen som spøgelse, flere af hovedpersonerne bryder ud i stand up-monologer til publikum – vi skal have en del forklaringer undervejs, om hvad der gærer i dem.
Men vi følger det både novellistiske og dramadokumentariske, surrealistiske og kriminalistiske, psykologiske forløb med nysgerrighed – så fransk og sært det er, så glimrende og levende spillet af de medvirkende, med nærmest angelsaksiske gyser-ulvehyl i det fjerne, gengangere i parken og de sammensvorne by-honoratiores lurende bag muren, som var vi pludselig i en af Knud Meisters gamle Jan-bøger.     

FREMMEDANGST

Emmet Feigenberg, der har iscenesat plæderer selv i programmet for en relevans, der – udover den Algier-franske kontekst – handler om generel fremmedangst, og det er jo indlysende. Israelere gemmer sig for palæstinensere bag kæmpemure. Danskere vover sig kun med peberspray i baglommen ud i visse kvarterer på det ydre Nørrebro.
Alt sammen gør det ikke ’Tilbage til ørkenen’ til et bedre drama end det er. Interessant og et godt bidrag til vores kendskab til nyere fransk dramatik. Om ikke lige så godt som det stykke af dets dramatiker Bernard-Marie Koltès, vi tidligere har set: ’Roberto Zucco’, som gik på Det Kgl. for tyve år siden.
Algeriet? Jo da. Landet, der i dag virker lukket med dobbelt Ruko-lås og summer af glemsel hos danskere, bortset fra de få, der husker, da de Gaulle fik løsnet knuden i 60’erne.
I den sammenhæng fortæller stykket også noget om, hvorfor man i dag får kuldegysninger, når man i visse franske kredse pludselig kan konfronteres med et had til både algierere og til de Gaulle.

GregersDH.dk