(Foto: Natascha Rydvall)

FLYV OP TIL VORHERRE

Tommy Kenter er uimodståelig fræk og virtuos i sine overrumplende genbrugs-forvandlinger på Betty Nansens Edison Scene. 

*****

’FLYV op til Vorherre’ nynner vi ud af Edison Teatret, så det synger i de gamle elværk-tråde.
Ib Schønberg nikker fra sin sky, og Tommy Kenter kunne såmænd være den mariehøne i kæmpestørrelse, der flyver derop, han har letheden, han strækker bare armene ud, og så stepper han som en lille Fred Astaire, nej, for søren, som en stor Fred Astaire – for underet er, at Tommy Kenter kan være både bulldog og mariehøne, både et Herkules-fly og en spitfire, når han bevæger sig over scenen, og når han synger, og når han danser, og når han ser på os med et blik, der det ene øjeblik er ægtemandens, da kedsomheden over hvad konen siger til ham i telefonen, forvandler hans ansigt til et vulkankrater. Det næste øjeblik er fjernt og drømmende, da han synger Nat King Coles ’Smile’. Det tredje øjeblik er barnligt glad, da han haler sin gamle scrapbog frem og reciterer det vers, som halvtredsernes eleganteste skuespiller på en dansk scene, Henrik Bentzon skrev i hans lille bog, da Tommy stillede med en vissen buket blomster for at undskylde, at han havde glemt at sige stikord til Bentzon i Anouilhs ’Den forelskede kamphane’ på Det Ny Teater i 1960.
Tommy var ti år. Første verslinje fra Bentzon lød: ’Spil lille Toto, som gjaldt det dit liv…’ 

BRUTAL

Den anvisning har Tommy Kenter fulgt lige siden. Han investerer sig selv totalt. Rørende, forrygende, gribende, lattervækkende, brutal – også det. Brutal mod sig selv i sine krav til artistisk perfektion. Brutal i sin bevidste, beregnede ironi, når publikum utilsløret får at vide, at de vel fra sig selv kender de rædselsfulde egenskaber, han spiller ud i revymonologer fra Hjørring, fra Cirkusrevyen. Genbrug? En slags. Men både kært og nypoleret. En dag må han også gerne genbruge sin Hamlet-monolog fra Kentex-hvad-nummer-det-nu-var på Det Kgl. for nogle år siden. Forvandle den til Strindberg eller Simon Rosenberg eller Det Ny Testamente, eller hvad han nu kan finde på.
Med dimensioner af den dybeste forladthed og ensomhed kan han synge Osvald Helmuth-viser uden at sekund at overskride tærsklen til hverken efterligning eller pinlig nyformulering. Melankolien veksler med frækheden. Lysten til at begrave sig i det musikalske ligger der latent, som var han en pyroman, der ikke hele tiden kan få sin lyst styret til ildspåsættelser ved klaveret.
Det kan han ikke, for dér sidder Esben Just, og han og hans to musikere kan sandelig ikke undværes i forestillingen, men så kan Tommy i hvert fald kaste sig frem i firhændig furioso med Just, når han som en tyfon suser ind fra højre og overtager diskanten på tangenterne. Og så ellers danse quickstep med Sandie de Fries i vanvittig tour de force med et rødt, ti meter langt tørklæde – efter forlydende en ubrugt nummer i tv’s ’Vild med dans’.
Katja Holm, skuespillerforbundets formand med den forbløffende hårpragt koloreret som havde hun været udsat for samme behandling som Anders Fogh Rasmussen i Folketinget i sin tid, holdt som afslutning tale for 50-års jubilaren og talte om netop den bagved liggende melankoli som et træk hos Tommy Kenter.
Jo, et af mange. Smuk tale.
Flyv op til Vorherre. Men kom ned igen.  

GregersDH.dk