BENOVET
Det Kgl. kaster sig ud i revy-genren med musikalsk og sofistikeret dristighed, der ser ud til at komme bag på skuespillerne selv.
****
Kik på Det Kgl.s hjemmeside. Jeg mener: Lad være. Hvis du altså vil vide, hvad nationalteatrets nyskabning, ’Revy 08 – lidt sjov mens isen smelter’, er for noget.
Hjemmesiden viser en video-trailer med spots af, hvad der er i vente. De vil få dig til at tro, at du kommer i selskab med Ormslev Bingoklubs nytårsshow. Fnis og grin og ha! ha! hvor er vi sjove!
HENRIVENDE
Det skal du altså ikke lade dig skræmme af.
Selvom de kongelige skuespillere selv ser ud til at blive det. Lettere skræmte.
På en meget henrivende måde. Nu står de kraftknuseme dér hvor der dårligt nok er luftet ud efter ’Hamlet’ og spiller revy med fuldt udtræk, lidt undseligt ind imellem, for de skal overbevise os om en masse. Om at sådan en ballon kan man også sende til vejrs i det hus. Om at de kan holde tungen lige i munden, selvom sprechstallmeister Flemming Jensen skred og lod dem gå planken ud alene. Om at de ud over at være gode skuespillere hver for sig, også kan noget sammen i en genre, som ingen af dem har fået revypriser for. Med tekster der til dels er griflet hjemme ved køkkenbordene eller strikket undervejs i fællesskab.
IK’ SÅ RINGE
Så tak for sangen, venner. Det er ikke så ringe, som de sikkert siger i Ormslev. Slet ikke sangen. Og det kan de vel takke Lars Fjeldmose for, den musikalske klapperslange, der har forladt Bornholmerrevyen og smidt sin energi ind i ’Revy 08’, så isen virkelig smelter, og nummer efter nummer kommer hjem på det musikalske.
Jeg nævner i flæng: To satser med holdet in plenum iført lurendrejer-teashirten med påskriften ’Jeg er også dansker’. Begge savtakkede medley’er med henvisninger til Sangens År, og hvad deraf følger af nationallyrisk jubel, brugt og misbrugt nord for Kruså og Kongeå. Og så en mageløst upassende travesti på Den Kgl. Ballet, en sløret falde-på-halen nøgendans til Tjaikovskij-musik med de herrer og donnaer svingende med det hele. Det nummer indleder 2. akt, og hvis Nikolaj Hübbe græder, håber jeg de salte tårer blødgør hans hårdkogte æg.
Mere musik: De tre herrer plus en enkelt af damerne, rappe Signe Egholm, synger Four Jacks-udgaven af ’Mandalay’ så gribende, at de burde have været indlagt i Tivoli-showet tidligere på foråret.
GOD TÆNKT
For at snakke musikken færdig: Fjeldmoses band står højt hævet over scenen, så højt, at man aner de er på vej ud af scenetårnet. Dér må man sige denne kongelige revy virkelige kan distancere sig fra revyerne i hytte og vrå. Store forhold.
Men lige retur til ’Mandalay’. Kai Friis Møller-teksten er fikset skæv af Lars Mikkelsen, der selv er en af de medvirkende. Den er lige drejet en tand til ’frit spil ved Kina Bugtens kaj’ – danskere, der knalder løs ved Pukhet og omegn, hvor det ellers er englænderne, der lytter til burmeserpigernes suk.
Godt tænkt. Som en del i det hele taget er godt tænkt i den revy. En mere sofistikeret revy end vi er vant til i det bøgelyse, i øjeblikket temmelig visnende danske revylandskab. Bortset fra Cirkusrevyen.
SUK
Der er ganske vist numre, som jeg glad ville se vippet ud over trærampen på det nye Skuespilhus. ’Pasword Beograd’ f.eks. – som er et anstrengt forsøg på at være ironisk over det smalle repertoire på Det Kgl. og samtidig en ’munter’ parodi på nogle af teatrets egne skuespillere. Vi slipper ellers – næsten – for de revytraditionelle personparodier. Kun en enkelt gang lægger op til suk: Pia Kjærsgaard slipper ikke for sit lille monument. Ærgerligt nok, for det sker i et nummer, der ellers tilfører revyen den samme snert af herlig absurditet som Tjaikovskij-balletten: Søs Egelind og Jens Jacob Tychsen klunter rundt som tryllekunstnere, endda i Holberg-outfit. Dybt i skoven og grinagtigt. Men så skal vi altså lige have Pia med. Ja, ja.
GUL FARE
Bid, der sidder? Jo da. F.eks. ’Den gule fare’, der handler om kineserne, der sandelig ikke skal komme for godt i gang. Ikke komme her og spille det nye vesten. Skrevet og afleveret af Tina Gylling Mortensen med Signe Egholm som leverandør af mimiske kineserier. Mimik i høj klasse skal man ellers til Søs Egelind for at få i et nummer, hvor Lars Mikkelsen løber panden mod hendes automatiske telefonsvarer hos Arbejdsskadestyrelsen. Hun synger oven i købet en stump Bach-kantate-koloratur som pausesignal. Why not?
Og Gordon Kennedy? Snakker med sig selv, sådan da, i et bugtalernummer. Så pyt. Ham må selv en svigermor holde af.
En forestilling, der slynger os mod nye horisonter i revykulturen? Ikke sådan. Men den befrier os for en del af de ellers landsomfattende platheder og holder et vist sofistikeret niveau. De tåbelige fnis er forbeholdt revyens reklametailer på nettet.
