Peter Frödin og Søren Østergaard i Tivoli Varétéen 2008 (Tegning: Claus Seidel)
I BARNDOMMENS MILDE LAND
Tivoli Variétéen nedsmelter al logik og normal fornuft i et vildt underholdende show.
*****
———————————–
Prøv at sige ’rap-rap’ eller ’bum-bum’ til et to-års barn. Eller tryk dig selv på næsen og se skør ud. Barnet smiler glad. Aber dig efter. Du gør det igen. Og igen. Og barnet er lykkelig. Aldeles uden anden grund – ja, end hvad? At lykken er at gøre noget tosset. Sammen. Og gentage det.
RETUR TIL BARNDOMMEN
Hvad kan vi så bruge det til? Søren Østergaard er ikke i tvivl. Og vi andre er heller ikke i tvivl, når vi delagtiggøres i hans fremfærd sammen med Sidse Babett Knudsen og – i år for første gang – Peter Frödin. Vi sejler på det magiske tæppe tilbage over lande og riger, over tid og sted, til barndommens milde land, hvor smilet og latteren ikke har nogen mellem- eller omveje, hvor de er deres egen start og endemål. Vi ser Sidse Babett Knudsen løbe scenen rundt med en uformelig mave, som hun kan flytte rundt med, gøre til bryster eller noget andet klumpet på sin ellers nydelige korpus, og vi ler glad og undrende og bér ikke om nogen yderligere forklaring.
Eller vi ser hende og Østergaard som ’De to Falkonis’ tumle som et par klumpede, overfodrede hundehvalpe, og dér er vi straks en halv meter længere mod voksenverdenen, for her øjner vi, at noget velkendt ligger bag: en leg, der så rørende efterlignes.
FLYVENDE KEGLER
Sådan kan numrene i Tivoli Varieteen trappe op og suge løs af det velkendte, helt frem til det topraffinerede, artistiske, som vi i Variétéen sideløbende præsenteres for især hos den schweiziske jonglør Claudius Specht, der håndterer sine flyvende kegler, som vi andre drømmer om at håndtere tallerkenerne, når der skal vaskes op. Virtuositet. Så vægtløst som satellitter i rundfart på mælkevejen.
Numre som Specths er nemlig – uanset, hvor lette og underholdende de er – bevidst placeret som benhårde kontraster til Østergaard, Sidse Babbetts og Frödins demonstrative retur til barndommens umiddelbare, ureflekterede glæde ved overraskelsen, legen, veksel-strømføringen mellem mennesker.
På henrivende stenalderstadium som Sidse Babetts løbeture. Eller i hendes skæggede dame, hvor alene basstemmen er joken.
Og mere med opfordring til at se associationer i andre numre:
De tre – Frødin, Sidse Babett og Østergaard – som langt-ude, grotesk, teutonisk tøsetrio, tre styks Dirndl’er med Petula Clarks ’Downtown’ som topnummer. Er det Swing Sisters, der dingler i galgen?
FLERE MORDFORSØG
Man går heller ikke totalt forudsætningsløs til Denimparret Troels og Tanjas store musical-medley, der er så rædselsfuld og underholdende sunget og fremført, at mordforsøgene på alt fra Matador og West Side Story lurer i hjørnerne.
Spansk dans og opera skal på samme måde nok overleve Frödins og Østergaards attak i nummeret med ’Emanuel og Partner’.
Og overlevet har allerede nu flere sæsoners udlevering af provinsens mest ulækre forsamlingshus-entertainer, udbrudskongen og sprogforskeren Jørgen Svoverslev, som uopholdelig klør sig i skridtet med et slimet smil, mens han analysere interessante, verbale udbrud – er professor Jørn Lunds analyser i Politiken et skjult sigte?
Ligesom ’Smadre-manden’ på den ene side opfylder enhver barnlig sjæls fornøjelse ved at smadre en kokosbolle, men samtidig – som forlængelse af Østergaards klassiske wienerbrøds-slagtninger – efterlever alle irrationelle drømme om at udfolde det fuldstændige, individuelle raseri og anarkistiske oprør, der lurer i mennesker – på forfærdende og heldigvis også totalt lattervækkende vis.
VILDT HJØRNE
Cirkus Variétéen har placeret sig som et vildt hjørne af dansk underholdning, konsekvent og utrættelig hjemsøgende en nedsmeltning af logik og rationalitet og traditionel spot og satire.
Virkelig guf for et måbende, jublende, undertiden desorienteret, men åbent publikum.
