Asbjørn Krogh-Nissen, Danica Curcic, Martin Fredberg og Lærke Schjærff i ‘Sans’ (Tegning: Claus Seidel) 

GENERATIONS-RÆS

StatensTeaterskole sender nye skuespiller på banen plus en instruktør og en scenograf.  Talentet er umiskendeligt i forestilling ‘Sans’ på Skuespilhuset.

****

HVAD kikker vi efter? Hvad lytter vi efter?
Altså når vi ser en flok afgangselever fra en af teaterskolerne.
Vi kikker efter talent selvfølgelig. Talent – en uhåndterlig størrelse, som man kan stykke sammen af så meget: Karisma, udseende, højde, drøjde, stemmekarakter, fysiognomi, type.
Her er de så, denne gang fra Statens Teaterskole, der plejer at lancere deres nye unge på skolen selv, ovre på Holmen, men nu så i Skuespilhuset.
Højde og drøjde, ja. En er 1.98. En anden 1.60. En er skaldet. En lyshåret. En sorthåret. O.s.v.  Teatrene kan have mange sære, men afgørende kriterier for de engagementer, som nyuddannede forhåbentlig går ind til.
De otte har valgt at lancere sig med et stykke af den unge tyske dramatiker Anja Hilling, der skriver flittigt om sin egen generation, eller, skal vi sige, den generation, hun lige selv har forladt – hun er midt i trediverne, og stykket handler tydeligvis om dem, der kommer lige i hælene på hende eller dem, hun selv var en del af for en halv snes år siden.
Derfor: Den generation, som f.eks. netop de otte fra Statens Teaterskole, vi ser, tilhører. De er midt i tyverne.

DYGTIGT

De fem fyre og tre piger har en ting til fælles: Dygtigheden.
De kan en masse fysisk. De kan deres sprog (Gud, lad dem ikke for hurtigt skvatte i alle de grøfter, som film, tv og showbiz indbyder til: Misforstået naturlighed og mikrofonteknisk dovenskab). Og de skaber på stedet med stor sikkerhed de typer, manuskriptet byder dem, og som deres instruktørelev-kammerat Maria Kjærgaard-Sunesen har arbejdet med i sin pudsige og ganske effektive opsætning.
En opsætning, der bringer alle otte i spil. Det er i sig selv en kunst at finde stykker, der nogenlunde jævnbyrdigt klarer den funktion.
Stykket er finurligt bygget op med små handlinger omkring hver af de fem menneskelige sanser, men det kan man sådan set blæse på.
Handlinger er lidt kunstfærdigt vævet sammen, men også det kan man blæse på. For de, vi følger, er unge, som tumler sig i forelskelser, egocentriske trips, forsigtige tilnærmelser, venskaber, jalousi – det kunne sagtens være hentet alt sammen ud af traditionelle amerikanske tv-serie-snik-snakker om highschool-halløj i krogene, hvis ikke det også havde en god substans af rå realisme og poetisk følsomhed.

MEDSPIL

Det fine og pudsige ved iscenesættelsen er, at enkelthandlingerne nok koncentrerer sig om parvise smådramaer og enkelte trekantsdramaer, men at alle næsten hele tiden er på scenen og med. Som medkommentatorer, som kor, som aktive indgribere, som dele af scenografien – den svenske scenografelev Nathalie Mellbye har leveret en sjov gennemsigtig ud- og indgangsvæg, der hele tiden er i sving som dække, som legeværk, som medspiller.
Det giver fine udfoldelsesmuligheder for ustandselig nye vinkler og scener – de medvirkende kan skifte mellem håndholdte mikrofoner og real speak og rekvisitter er stort set overflødige. Vi er på disco- eller gadepletten præcis, hvor udfoldelserne foregår. Rastløs. Ømme. Komiske. Eller frustrerede.
Bekendtskaberne er interessante. De otte er: Asbjørn Krogh Nissen, Danica Curcic, Jonas Kriegsbaum, Katrine Murholt Rosenthal, Lærke Schjærff, Martin Fredberg, Mikkel Boe Følsgaard og Mikkel Kaastrup-Mathew.

GregersDH.dk