MED BANKENDE HJERTE
Verdis ’Trubaduren’ i musikalsk henførelse og scenisk fattigdom på Det Kgl.s Gamle Scene som gæstespil med Den Jyske Opera.
Spiller igen i aften onsdag. Derefter i Odense, Århus og Aalborg.
****
EN ødselhed! ’Trubaduren’! Verdi efterlader os ikke et øjeblik hensunket i kedsomhed – han finder på og finder på, et overskud af temaer, idéer og musikdramatiske udspil.
En forfærdelig røverhistorie bruger han alle de herlige påfund til. Slagsmål og blod, zigøjnere, der bliver brændt på bålet, bortførte og genfundne børn, kvinder, der dåner, går i kloster, tager gift, elsker og dør, mænd, der duellerer, gamle borge i måneskin, kor på scenen og i kulissen, de synger og synger alle sammen, og det er den røver historie, Den Jyske Opera er på rejse rundt i landet med og nu er nået til Det Kgl. Teater med.
Opera af den herligste, mest vanvittige skuffe – en af den slags operaer, der kan få hadere af genren til at le sig fordærvet over dens urimeligheder, mens de i smug nynner med og ligger vågne om natten og nynner videre.
ØSER AF HJERTET
Denne tirsdag aften var det så Gamle Scene med Sjællands Symfoniorkester i Kapellets grav – og det lader sig høre: Giordano Bellincampi går til Verdi uden taktstok, for han har musikken i sine lange fingre, han er orkestrets modellør, former det og øser af et hjerte, der er uden hæmninger og skepsis over for andet end æstetisk pedanteri. Verdi lever hos ham, musikken er et talerør, det er liv og død.
Jeg tør ikke bande på, at hans hjerte banker lige så hedt for det, der sker på scenen i denne opsætning – men hvem ved? Han har jo selv som chef ansvaret for valget af instruktør, scenograf og sangere.
De sidste, sangerne, er nok for ham afgørende, så lad os glæde os med ham over, at valget af sopranen Lina Valantiejute bringer os en bevægende Leonora, kostumeret som skåret ud af et modemagasin fra engang i 1930’erne, overordentlig flot, og det har sin forklaring: Den engelske instruktøren Olivia Fuchs har flyttet handling til den spanske borgerkrig, så vi aner selveste generalissimo Franco i Grev Lunas brutale fremtoning, og soldaterne som hans oprørske falangister. Robert Hyman hed denne effektive knytnæve-baryton Luna på den københavnske premiere-aften.
ARME ZIGEUNERE
Slemt er det ellers, stærkt præget af scenografen Niki Turners forsøg på en enhedsdekoration til turnébrug, en cirkelplatform dekoreret med ubegribelige gulvspande og i Olivia Fuchs hoved en handlingsgang, der i overensstemmelse med hendes spanske trediver-idé omsætter sigøjnerscenerne til situationer på et psykiatrisk internat, hvor de arme sigøjnere er konverteret til sygelige alumner – racediskriminationen huserede i Spanien som overalt i Europa i mellemkrigsårene og blev omsat i eutanasiprogrammer, der som næste skridt havde udryddelse.
Det er en brugbar pointe. Om end den berøver os, hvad Verdi havde for sig: De romantiske, farverige, temperamentsfulde og musik-summende sigøjnere på kanten af europæisk kultur.
Ellers generelt: Scenisk fattigdom.
GENNEM BORGMURE
Katja Lytting synger sin sigøjner-Azucena med nerve og power – hvad man vel også må sige om forestillingens Manrico, den katalansk-spanske tenor Josep Fadó, som ikke er den mest lyriske elsker, vi har set på denne jord, men som kan trænge gennem borgmure med sin magtfulde tenor. Igen holdt i tømme af Bellincampi.
Og så er vi tilbage i opsætningens største kvaliteter, en musikalsk bærekraft, der sætter glød i Verdis hæmningsløse røverromantiske udladninger.
Det er dét, vi kan anbefale andre københavnere at opleve, når forestillingen gentages på Gamle Scene i aften, onsdag. Og derefter i det odenseanske, det århusianske og endelig det ålborgensiske i de følgende mange uger. Sangerne skifter, allerede i aften er de andre end i aftes. Men Verdi og Bellincampi er der hver aften.
