RUNDT PÅ GULVET

Naja Marie Aidts ’Rundt på gulvet’ når dybt ind i skizofreniens hjælpeløse verden. Og Paw Henriksen er det hjertegribende offer på Teatret ved Sorte Hest.

****

DU godeste – her sker sære og forunderlige ting! Tæppet går – der er for resten slet ikke noget tæppe, vi er straks inde i Christians lille et-værelses – men jeg mener: Tæppet går for…et sind, et dybt kik ind i et sært sind, forulempet af skizofreni.
Paw Henriksen spiller denne Christian, hjælpeløst fortabt i en kaotisk forestillingsverden, der grænser til den normale virkelighed omkring ham og fylder ham med forbløffende billeder. Handlinger, der må foretages. Ting, der skal tages stilling til i fuld overbevisning om deres meningsfuldhed.
Paw Henriksen har denne hjertegribende troskyldighed og troværdighed, der får os til at omfavne hans vanvid, leve med i ethvert af hans besynderlige hjernespind. 
Så skiller han får fra bukke, så er han på de grønlandske vidder og lider med flokke af rensdyr, der er i nød, så er han – og det er det mest rørende – selveste ’the King’ og Frelseren i jublende forening, transplanteret til Domkirken den 23. juli 2002, hvor Presley med englekor og himmelske strygere løfter ’Glory, Glory Hallelujah’ mod skyerne – noget er hændt ham på den dato, vi ved ikke hvad, men han springer med jævne mellemrum op fra sin lænestol, stryger hånden over B&O-anlægget på væggen som en magisk besværgelse – praktisk og hverdagsagtig er hans vaner også – magien er bare musikken og det hjørne af Christians hjernevindinger, hvor han er Elvis med alle tribuneattituder på plads, øjnene halvt lukkede, mikrofonen krammet, fortabt i sin egen virkelighed.

KÆNTRINGER

I Naja Marie Aidts skrivende verden er der dæmoner, der huserer i menneskene. Dæmoner, som almindeligt dødelige, hverdagens mennesker støder panden ind i.
Og kæntrer mod.
Sådan er det i ’Bavianer’ – vi skrev i går om teaterudgaven i Aalborg efter premieren i går.
Og sådan er det her i ’Rundt på gulvet’, stykket, som blev skrevet allerede i 1999 til Teatret ved Sorte Hest, dengang med Nikolaj Kopernikus som den plagede, men ind imellem så lykkelige Christian.
Kæntringer i denne Christians indre. Og kæntringer mellem den dæmon, der huserer i ham, og den pragtfuldt jordbundne hjemmehjælper, der indfinder sig som vikar for at sørge for ham, hans rengøring, hans opvask, hans indkøb. Dæmonen er en dobbeltgænger af næsten E.T.A. Hoffmannske dimensioner – nu på Sorte Hest den unge Rosalinde Mynster, klædt i præcis samme tøj som Christian, en ond ånd, der driver på med alt det had til hjemmehjælper-normalitet og -virkelighed, som kan mobiliseres, og alle de forskruede visioner om et religiøst kald, der plumres til et kaudervælsk af løsrevne stumper af økologiske evangelier.
Drik ikke vandet! Det er guddommeligt vievand! Spis ikke hjemmehjælperens indkøbte italienske salat! Det er gift! ’Kilojule’ er det morderiske nøgleord, han har fået indpodet et sted i sin fortabte hjerne.

UTRÆTTELIG
 
Rosalinde Mynster spiller denne rolle med skærebrænderstemme og ung, sort engel-konsekvens.
Mens Anette Støvelbæk tørner ind på sine daglige besøg med al sin kække normalitet. Hjemmehjælperen, der utrætteligt gennemfører sin kommunale gerning, klar til med et smil at overvinde en hvilken som helst møde med en hvilken som helst socialt, medicinsk, mentalt retarderet, helvedes besværlig samfundsborger. Velfærdssamfundets storslåede håndsrækning.
Anette Støvelbæk er den ukuelige. Vrøvlet preller langt hen ad vejen mageløst af på denne pligtopfyldende, praktiske Vorherres socialdemokratiske, lyse engel.
Det er smukt, og vi elsker denne huslige, pragmatiske, humørfyldte og pivåbne kommunale sjælesørger frem til og med det øjeblik, hvor hun og Christian segner hjælpeløse om i hinandens arme, og hun bryder ud i den mest overgivne latter over absurditeten, mens han som slutreplik fjern og huldsaligt siger: ”Jeg er hyrden, og jeg passer på dig”.              
En absurd og henrivende forløsning i et lille drama, der borer rent og smukt ind til en dybere forståelse af menneskeværdighed. Paw Henriksens fortabte, søgende blik og aggressive nødråb bliver hængende.
Maria Walbom har iscenesæt nu, som dengang i 1999.

GregersDH.dk