Foto: Sven Berggreen
FLYGTNINGEN
En flygtnings labyrintiske mareridt oplevet i Københavns Musikteater som fortættet, øjenåbnende drømmespil. Afghanistans mareridt i nærbillede.
****
IKKE et ondt ord om pressefotos til teaterforestillinger. Men så alligevel. De har tit svært ved at ramme oplevelsen af den forestilling, man har set. De giver bare et hjørne. Sven Berggreens foto til denne anmeldelse er det eneste af mange, som giver en svag fornemmelse af, hvad ’Jeg er drømmenes labyrint’ er for en forestilling.
En mand, der kikker nervøst gennem sprækken i en mur. Han er den norske hip hop danser Ronni Morgenstjerne, og det er selvfølgelig en forvirrende oplysning. Han spiller end ikke hovedpersonen i stykket. Han spiller en anden af de afghanske mænd, der er på flugt fra militærpoliti.
DRØMMEVERDEN
Billedet rammer i hvert fald en smule af stemningen, atmosfæren, rummet i Københavns Musikteater, hvor vi sidder langs siderne og føler os som indkapslet en fremmed verden – en mur for enden af salen, et øde gulv, gråt og gulligt som den ørkenjord, der er Afghanistans, en svag forhøjning – det klaustrofobiske hjemsted for en kvinde og hendes søn, halvmørke det meste af tiden.
Et frygtens og terrorens hjemsted. Udvidet af handlingen til et alt og intetsted – for vi er hovedpersonens drømmeverden, en flygtning, der kan være havnet i Paris, i London, hvor som helst, en af den slags limbo’er, hvor man er henvist til at drømme om et andet liv, det liv, man har mistet.
Det er denne flygtning, vi følger. Og han følger selv sin egen fortid, sin skygge fra fortiden. Som fortælleren, der beretter for os om flugt, rædsler og om den kvinde, der har reddet hans liv på et tidspunkt – han er visualiseret af sin egen dobbeltgænger. Det er ren Heinrich Heines og Schuberts ’Der Dobbeltgänger’, hvis det ikke lige var, fordi vi er i den islamiske verden, gulvet har aftegnet teksten fra et kærlighedsdigt – nedfældet i verdens smukkeste kalligrafi, den arabiske. Og symbolsk for længsel og drøm.
BILLEDE. LYD. RUM
Det er denne atmosfære af både brutalitet og poesi, denne tungt duftende menneskelige varme og grumhed, der – undskyld – er svær at gengive i et billede. Gengive den scenografi, som Marie í Dali har skabt sammen med lysdesigneren Jonas Bøgh, og det, som naturen selvfølgelig forbyder: Gengive det lydbillede, der er forestillingens. Fra sangeren og sangskriveren Masoud Mohammadis omvandrende ord og toner, et kvad, som vi kan forstå er en suratbøn, til komponisten og musikeren Bebe Risenfors nærmest filmiske lydbilleder eller hans løsslupne rockmusik til akkompagnement af en scene, hvor den navnløse hovedperson drømmer sig tilbage til ungdommens nattefest med kammeraterne.
ØJEBLIKSBILLEDE
Knugende øjeblikke med kvinden og drengen, der slæber ham ind, da han er blevet taget og torteret af militæret. Og skjuler ham i kælderen, ned gennem en lem – her et enkelt scenografisk kup i et teater, der sandelig ikke er udstyret med lem og underscene: Det flade gulv løsner sig og stiger til vejrs og afslører kælderrummet.
Morten Lützhøft er flygtningen, Suad Demirovic er dobbeltgængeren, og Lila Nobel Mehabil kvinden, Jacob August Ottensten sønnen.
Et øjebliksbillede af en verden af nedværdigelse, katastrofe, stolthed, overlevelse og glødende menneskelig varme. Tankevækkende.
Forestillingen bliver om tre uger flyttet til Malmø og videreført delvis med svenske spillere.
