DANSER-KRAV
Den 17-årige kgl. danser-aspirant Ida Prætorius’ fine debut lørdag aften i ’Enetime’ på Gl. Scene
*****
HVIS der er nogen, der hævder, at Nicolai Hübbe er skrap og krævende over for ballettens dansere, så skal de lige gå ind og se ’Enetime’. Der skal de se skrappert. Og krav. Den fransk-rumænske forfatter Ionesco, der har skrevet det drama, som Flemming Flindt gjorde til en ballet, forestillede sig en sadistisk intellektuel litterat i rollen som læreren.
På Det Kgl. kan vi se Mads Blangstrup som den dansemester, Flindt konverterede professoren til. Blangstrup kommer luskende ind som en lyssky, forkrampet højskolelærer, skægget, håret uredt, en galning, der ligner en, som ikke har været udendørs i årevis. Han fører sig frem i rykvise bevægelser, som om han lider St. Veitsdans eller noget lignende. De krav, han stiller til sine elever, rækker en bid ud over, hvad Hübbe byder.
Blangstrups dansemester er livsfarlig for sine omgivelser.
Pianistinden ved det. Som Mette Bødtcher gengiver hende, er hun dybt skadet selv af mange år med galningen. Hun har ubevidst tillagt sig sine egne kramper, hovedet kører som i en ukontrolleret, nedslidt skruestik, hendes gang og hendes greb i tangenterne er som Olympias i Hoffmanns Eventyr i en fase, hvor troldmandens mekanik er gået i baglås.
Konceptet er Flindts, og Vivi Flindt har videreført det. Men enhver danser lægger sit eget til.
FORVANDLET
Og så det ekstra interessante på denne debutaften: Den 17-årige Ida Prætorius som eleven, forvandlet fra forventningsfuld spænding til angstfyldt agtpågivenhed, derefter til panisk genstridighed og vrede, alt mens hun demonstrerer sin indlysende kunnen. Først intetanende om andet end perspektiverne i situationen – den begejstrede lærevillige – så undrende over balletmesterens blanding af tilnærmelser og brutale irettesættelser, til sidst den rasende unge pige, der bider og slår og sparker fra sig. Fordi hun selv bliver sparket, slået og til sidst: Bidt og voldtaget som af en Dracula.
Det er en teenageagtig, sønderrivende stærk debut, hvor denne Ida Prætorius’ tekniske kunnen blot opfattes som en selvfølgelighed, men hvor karakteren er ramt med uhyggelig præcision.
De, der eventuelt brokker sig over Nicolai Hübbes store krav til Den Kgl. Ballets dansere, skal lige kikke på, hvad krav om talent og teknik resulterer i.
F.eks. udvikling af denne art.
Hvis man ønsker det yderligere bekræftet, kan man se ’Sylfiden’ bagefter med Alban Lendorf som James.
De to forestilling går i de kommende uger som samlet pakke.
