FLÅET I TO
Cranko-balletten ’Onegin’ – lidenskab i fuld udfoldelse, oplevet i skyggen af Tjaikovskijs opera.
*****
Yao Wei, Jean-Lucien Massot og Femke Mølbach Slot i ‘Onegin’. Tegning: Claus Seidel
Jamen, altså: Den drøner gennem hovedet. Og det er min fejl. Men der er ikke noget at stille op. Fyrst Gremins ges-dur arie i sidste akt af Tjaikovskijs opera ’Eugen Onegin’. Hvordan kan den være så påtrængende, når den ikke løsner et skud i Crankos ballet ’Onegin’? Skal det så virkelig være den, man går hjem med i ørerne?
Det er det bare. Selvfølgelig fordi historien punkt for punkt, scene for scene følger operaen. Som begge følger Pusjkins romantiske digt. Ord for ord, havde jeg nær sagt. Men altså ikke tone for tone. For det er det besynderlige og ganske forrygende: Musikken til Cranko-balletten er hundrede pro cent Tjaikovskij, arrangeret, flyttet, erobret, annekteret fra klaversuiten ’Årstiderne’, fra det symfoniske Dante-digt ’Francesca da Rimini’, fra ’Romeo og Julie’-ouverturen, nedfældet med suveræn elegance af Crankos nære samarbejder, komponisten Kurt-Heinz Stoltze, der er krøbet helt ind i Tjaikovskij-hammen, ånder med hans orkestrering, genskaber stilen som en brillant konservatorieøvelse. Ja, mere end det: Omskaber den til handling.
DOBBELTTYDNING
Men altså ikke en takt fra operaens partitur. Så dér sidder man som førstegangs-oplever af denne Cranko-ballet. Skam få en. Og flyder scene for scene gennem handlingen, sluger pragtfulde pas de deuxer og ensembleoptrin med genkendelsens lyksalighed, med en uforvekslelig svingende Tjaikovskij-musik fra kapellet, der kobler sig til hver eneste bevægelse og udtryk hos danserne. Men samtidig med en konstant transponering i baghovedet til operaens temaer, en dobbeltydning, der det ene øjeblik hælder til lyksalighed over de overraskende nye valg, det andet øjeblik tvinger operaens partitur og tematik igennem: Lenskijs vidunderarie før duellen i 2. akt, her matchet af en violinsolo, hentet fra ’Årstiderne’ – var det oktobers ’Efterårssang’, præcis så smertefuld som arien. En polonaise til åbningen af 3. akten, så elegant afmålt, men glødende som den berømte i operaen. Fyrst Gremins….
Nå, altså. Flået i to. Det lidenskabelige forløb svidende, splittet og fordoblet på samme tid.
SKÆBNESVANGERT
Udenomssnak? Men det afgørende: I ingen opførelse af ’Eugen Onegin’ har man set en så sort, sleben, livstræt og kynisk Onegin som den Jean-Lucien Massot, der her afviser Tatjana og jonglerer skæbnesvangert med hendes søster Olga under dansen ved festen i 2. akt. Og en så blodig, fortvivlet, lidenskabelig duet, undskyld pas de deux, med Yao Weis Tatjana i 3. aktens slutscene, hvor det er Onegins tur til at blive afvist.
Det er romantisk ballet i overdådigt smukke dekorationer. Med et blomstrende korps og et lysende ungt par, Femke Slot og Charles Andersen som Olga og Lenskij. Kapellet i glimrende form, dirigeret af Graham Bond, som jeg ved gud oplevede som en reinkarnation af Ernest Ansermet, da han gik på scenen ved fremkaldelserne. Suisse Romande Orkestrets legendariske chef. Altså endnu en afsporing til operaens verden. Tilgivelse, tak.
GENOPTAGELSE
Crankos ’Onegin’ er en genoptagelse af en opsætning fra 1989, spillet hyppigt gennem 90’erne.
Hvad man dog er gået glip af indtil nu! Når nu man ellers mest forbinder Cranko med revy-musical-balletten ’Cranks’, hvor Preben Uglebjerg, Birgitte Reimer, Erik Mørk og Flemming Skov pjankede elegant og uforglemmeligt på Merkur Teatret i 1957.
