SÅ DET STRITTER
Holbergs ’Henrik og Pernille’ er fuld af herlig galskab på Grønnegaards Teatret – især takket være Jens Jacob Tychsens Henrik.
*****
SCENEN i Grønnegaarden er vendt på langs til ’Henrik og Pernille’, og det er en god idé. Som publikum sidder man lige så godt, som man plejer. Men man ser bedre. Alle er tættere på.
Der er andre points at hente i den lange facon – i den ’catwalk’, scenografen Birgitte Mellentin har skabt.
’Henrik og Pernille’ handler om afstand. Mellem høj og lav, rig og fattig, herskab og tjenere. Upstairs, downstairs. Og afstand rent fysisk mellem to huse. To familier. Ikke Montague og Capulet som i ’Romeo og Julie’. Vi er ikke til nogen blodig fejde mellem slægter. Vi er i bette København hos borger Jensen og Hansen, eller hvad de nu kan hedde – vi får jo bare at vide, at hr. Leander bor i det ene hus og Leonora i det andet, hos sin far, og han hedder bare Jeronimus. Og de har ikke andet at slås om end de misforståelser, som deres tjenerskab kyler i hovedet på dem.
DER SKAL SCORES
Og dér kommer så lange Jens Jacob Tychsen ind fra den ene ende af scenen som Leanders tjener Henrik, svansende som en påfugl på stoffer. Han har iført sig sin herres luksuskluns, øvet mimikken foran spejlet, fundet ud af, hvordan man stepper dansetrin og stritter med skuldre og hænder, så man kan føre sig frem over for naboens unge datter med påstanden om, at man er hr. Leander på frierfødder. Der skal scores.
Og dér kommer Ann Leonora Jørgensen svansende ind fra den anden ende af scenen som Pernille, naboens tjenestepige, forklædt som Leonora, så det dufter af karneval, lige så optaget af at score sin kollega i nabo-domænet. Og der begynder frierdansen, som er en fåre-svingom i ulve-klæder, selvbedrag og gensidig bedrag, og overordentlig morsom.
En forestilling, der er så skæg som Odense Teaters ’Henrik og Pernille’ tidligere på sæsonen, hvor man også havde valgt en scenisk opbygning, som kunne gøre de medvirkende stakåndede af at rende frem og tilbage, men som også spillede spillet ud i det tårnhøje skaberi, der netop er så meget for meget, at vi hengiver os forlystelsessyge til krukkeriet.
BOKSEBOLDEN
Ann Eleonora Jørgensen er ellers i denne teaterverden mere til saftspændt sensualisme end tindrende komik, men hun rives herligt med af både sin baghånds-makker, portnersken Madelone, som Sarah Boberg beånder med sin ruststemme-frækhed, og af Tychsens blæksprutteagtige sabeldans og pariserfranske, der ikke er hørt mere komisk, siden Poul Hagen spillede Ulf Pilgaards tjener i ’Jean de France’ på Nørrebro Teater for to hundrede år siden. Og her med en boksebold af en gårdskarl Arv, som Thomas Bo Larsen forvalter med en gang over den alenlange catwalk, der må kunne indbringe ham en rolle i næste udgave af John Cleese’s ’Halløj på badehotellet’, hvis der nogensinde kommer en sådan.
Hvorfor instruktør Højfeldt synes, han skal smøge Grøn Cecil og hvorfor Mellentin synes, han skal være iført søndagstøj fra en ukendt dal i Tyrol, lader sig næppe forklare. Smøgen måske en betingelse, Thomas Bo Larsen har stillet for at medvirke.
I KOMIKKENS GRÆNSEOMRÅDE
En ekspert i gestik må kunne skrive en afhandling om brugen af hænder, fingre, tunge og løftede øjenbryn i denne opsætning. Balletdansere lærer den grafisk hypnotiserende anvendelse af langefingeren hos Bournonville. I Grønnegårdens ’Henrik og Pernille’ vil en analyse kunne katalogisere mindst halvtreds variationer af hånd-, finger- og armpositioner hos både Tychsen, Jørgensen og Boberg.
Det kan være en side af instruktøren Solbjørg Højfeldts fortjeneste. Ligesom det morsomme og Holberg-reglementerede spil hos Jens Gotthelf som Leander, Michael Moritzen som Jeronimus, Lars Junggreen som hr. Leonard og Trine Appel som Leonora har været i gode hænder hos Højfeldt.
Men det lader sig ikke fornægte, at det er Jens Jakob Tychsens spil ude i komikkens grænseområde mod vanviddet, som bærer denne forestilling til festlige højder. Man vil kunne aftegne en kurve i bankkrise-stil, som viser forestillingens højdepunkter, når Tychsen er på scenen.
Men vi er under alle omstændigheder på et fint niveau. Og glimrende underholdt. Blæst eller vindstille. Varmt eller koldt. Regn eller sol.
’Regn med sol’. Som Bornholmer Revyen hed engang.
Så gør dét. Også i Grønnegaarden.
