MENNESKER MØDES OG…
Trine Dyrholm og Jesper Lohmann i Jacob Schokking fascinerende opsætning af Roland Schimmelpfennigs nye stykke ‘Mand møder kvinde’.
*****
Tegning: Claus Seidel
Tak skæbne! Her kan du blive forvirret, forulempet, frosset, frataget en masse illusioner.
For hvad er det disse to mennesker har for med hinanden på scenen?
Trine Dyrholm og Jesper Lohmann. Han og hun.
To mennesker et sted i rummet. Et helt konkret sted. I hvert fald for hendes vedkommende. Så konkret, at det er socialrealistisk ’trivial’ fra nærmeste skuffe: Vi kredser omkring hendes ’under middle class’-tilværelse med forstad, 3. sal, beton, barn i vuggestue, aften-tv-gloning, indkøb i Brugsen og mand, der ikke gider stå op om morgenen.
Men det er kun det skrøbelige anker i havbunden for et skib, der er i åben søgang: Kvinden møder en anden. En mand. Forsøgsvis. Vi får aldrig præcist defineret udgangspunktet, d.v.s. hendes motiv til at gå i lag med kontakten.
Og for ham? Han etablerer kontakten via en annonce, søger en kvinde til et eller andet. Ikke sex, viser det sig. Til hende umiddelbare undren – men hvad så? Hvad egentlig? Kontakt. Kontakt på et plan, der må defineres som svævende, psykologisk. Poetisk og dramatisk konkretiseret i en drømmesekvens af forskellige muligheder og situationer, som han og hun leger sig ud i.
DIGT
Jeg siger: Frataget illusioner bliver man. Hvis man har nogle. Om kærligheds virkeliggørelse. Det er vel pointen i dette mærkelige scenespil om to mennesker, der aldrig når hinanden, selvom de ikke har anden drift end netop: At nå hinanden.
Roland Schimmelpfennig er en teaterdigter, der kaster boldene op – på den ene side i en klynge af molekyler, der springer i tilsyneladende uberegnelig slingrekurs. På den anden side en målrettet styring mod noget, der ligner oldtidens middelhavs-kurs mod katastrofe og intethed ved Herkules Port: Gibraltarstrædet.
Og Jacob Schokking er en teaterdigter, der tager sådan en historie i kraven og bruger hele sit arsenal af lys, billede, lyd og manipulation af skuespillerne til at få forløbet til at brænde i isafkølet klarhed, klinisk beregning af injektionerne. Og underliggende: Spændingen til at sitre af betydningsfuldhed.
KRAV
For skuespillerne stiller det krav om at kunne balancere mellem psykologisk nærvær og marionetagtig, koreografisk præcision.
Det er en stimulerende fornøjelse at se alt det, der lykkes. Trine Dyrholm og Jesper Lohmann skal håndtere et yderst kompliceret spil, hvor de springer i tid og sted og handling. De er både manden og kvinden, der mødes for at gennemføre et eksperiment og en leg, der går ud på at spille vidt forskellige situationer med spring i tid og sted.
De er også iagttagerne af deres eget spil. Som de kommenterer. Som de distancerer sig til. Som de fortæller publikum om, nærmest som oplæsning af forfatterens regibemærkninger. Stykket begynder med slutningen – og der har vi den tragiske, illusionsknusende konklusion: Mødet førte til ingenting, kun smerte. Og stykket vender tilbage til udgangspunktet.
SPIL
Slutning og begyndelse. Lige vidt. Som de to bibliotekarer, de spiller i én episode. To supermarkedskunder i en anden episode. Den upper class, britiske gentlemanforsker og hans downstairs-assistent i en tredje. O.s.v.
Mand-kvinde, der ikke når hinanden. Som den røde bi, der bryder ud fra flokken og går til under sin søgen efter frihed.
Et fascinerende spil, udviklet med al den schokkingske visuelle og lydmæssige disciplin, glimrende gennemført af de to spillere og den tekniske stab, der er knyttet til. Som teater helt originalt.
Og som sagt: Forvirrende, forulempende, frysende. Og illusionsnedbrydende – hvis man tror, at mennesker kan mødes og få den søde musik til at klinge længere end til de første og tilsyneladende så forløsende øjeblikke.
