Tuva Semmingsen som Xerxes i ‘Xerxes’ (Foto: Paul van Zijl)
VELKOMMEN VED SWIMMING POOLEN
Händel ville have sagt ok til ’Paradise Hotel’. Det var vel noget i den retning, han så for sig med historien om Xerxes og hans dame-halløj. Sådan oplever vi Den Ny Operas gæstespil med ’Xerxes’ på Det Kgl.
*****
LONDON 1738: 6.000 ølhuse. 8.500 ginudsalg. 250 tavernaer.
Og henne om hjørnet Kings Theatre, hvor man uropførte Händels ’Xerxes’. Det fortæller Claus Johansen meget underholdende om i programmet til Den Ny Operas opførelse af ’Xerxes’ som gæstespil på Det Kgl.s Gamle Scene. For samtidig at fortælle, at teatret i London til sådan en forestilling havde 800 mennesker i teatret – der kom og gik, snakkede og spillede kort, hujede med, når deres yndlingssangere var på banen, og gik på værtshus, når de kedede sig, for så at komme tilbage og snuppe en arie til.
Sådan er vi jo ikke indrettet nu til dags. Tværtimod. Vi opfører os pænt og høfligt, når Tuva Semmingsen som Xerxes indleder operaen med at erklære et lille nyplantet træ sin uindskrænkede kærlighed. Og mere end det: Vi deltager i en sakral begivenhed, vi er saligt lydhøre, andægtige, når hun kvæder ’Ombra mai fu’, bedre kendt som ‘Händels Largo’.
FRISTELSEN
Den er en af operalitteraturens perler. Men den er også: Oprindelig skrevet som en vittighed. En latterliggørelse af kong Xerxes, der i sit eksotiske Babylon skejer ud i sin fjollede lidenskab for gevækster som små nydelige træer, man kan hygge sig under, når solen tager fat.
Så kan instruktøren Elisabeth Linton nok så meget gøre Tuva Semmingsen til en komisk, selvoptaget skabning, med krukkede og bøssede manerer for at vi skal begribe ariens karakter. Vi er ligeglade. Vi vil have lov at folde hænderne. Fristelsen til at svælge i den arie er uimodståelig. Der er en grund til, at den i årevis var et pletskud i ’Giro 413’. Linton kan ikke engang selv stå for fristelsen: Hun lader Tuva Semmingsen genoptage arien i halen på forestillingen efter slutkoret.
GODT FUNDET PÅ
Anslaget til operaen ’Xerxes’ som komisk er ellers understreget af den tyske scenograf Herbert Murauers opbygning af scenen omkring et gedigent drivhus, hvor Xerxes kan pusle med sit private BR-legetøj: Planter, buske og blomster.
Murauer og Linton gør endda mere end det, for at vi skal se komækken. De anbringer en swimming pool foran drivhuset. Drivhus eller ikke drivhus – vil tilbringer to og en halv time i et miljø, som uvægerligt minder om et Hotel Paradise-arrangement.
Godt fundet på. For hvad handler dette her om? Det handler om nogle unge mennesker, der med Xerxes i spidsen sejler rundt i jalousi, forvekslinger, snakkerier om, hvad andre går og bedriver, og hvad man selv er ude at svømme med – og bogstaveligt: At man i snævre vendinger kan puffe hinanden i svømmepølen som hævn. Eller for selv at svale sig oven på en afbrænder. For ikke at tale om at lade som om man vil tage livet af sig for at provokere andre ud af busken.
BAROK
Det er en flot og sjov løsning på en opera, som ud over sit ene superhit ’Ombra mai fu’ indeholder en strøm af ømme dramatiske arier, der ikke er alt for nemme at gøre scenisk lebendige, men overlader til både sangerne og os at fordybe os i hånden-på-hjertet- eller ta-sig-til hovedet- eller jeg-dør-jeg-dør-oplevelser.
Musiceret i orkestergraven af de norske ’Baroksolisterne’, som med deres forlystelsessyge musikalitet konkurrerer flot med vores egen Concerto Copenhagen – her med Lars Ole Mathiasen som dirigent, dér med Lars Ulrik Mortensen.
Og som giver sangerne alle tænkelige muligheder for at udfolde vokalkunst. Solist-ensemblet, som Lars Ole Mathiasen og hans folk har siddet derovre i deres Den Ny Opera i Esbjerg og mailet, telefoneret og besnakket sig frem til, er aldeles storartet.
A+A+A
Den svenske sopran Klara Ek i hovedpartiet som Romida – havde man blot ikke plantet hende under en gråhåret paryk, havde den forventede unge uimodståelighed været til at tro på. Vores hjemlige Anne Mette Balling som Atalante, mezzosopranen Andrea Pellegrini som Amastre, Mathila Paulsen, endnu en svensker, sopran og i rollen som Arsamene – de hedder alle sammen noget med ’A’ i operaen, forvirringen er en del af komikken – og hold fast, kvinder synger manderoller, vores nødløsning for at erstatte datidens kastrater. Og en uden ’A’: Xerxes’ – Tuva Semmingsen, Det Kgl.s mezzosopran, som vi vist dårligt nok har haft fornøjelsen af på Det Det Kgl. gennem hele den forløbne sæson – dér hvor hun ellers er ansat og savnet.
VED PØLEN
Det kunne være en teaterkoncert – men Linton gør sig umage: Personerne dukker hele tiden op i baggrunden, lurer på hinanden, gemmer sig i skræk, kommer tilfældigt til at høre, hvad de ikke skulle høre – og swimmingpoolen yder sit glimrende bidrag til aktivering af sangerroller, der på Händels tid blev eksekveret ved rampen som kostume- og sangershow.
Så vi kan være glade for det gæstespil fra Den Ny Opera i Esbjerg – de havde som altid i disse år noget på hjerte.
