MENS

HILDEGARD VON BINGEN

SANG

’CARITAS ABUNDAT’…

Et tragisk flygtningedrama i 1100-tallet, mens korsridderne huggede sig vej gennem Europa til Jerusalem

Stefan Hertmanns: Konvertitten. Roman. 366 sider. Kr. 300,- Oversat fra nederlandsk af Birthe Lundsgaard. Forlaget People’s Press.

****

ET landkort. Det er det første jeg ser. Et kort over det vestlige Europa og Middelhavet. Anbragt både for og bag i bogen. Med en rute aftegnet.

KORT bringer mig altid på flugt, på vandring, på rejse. Hvem, hvad, hvor og hvorhen. Hvad er nu dette her? Hvor vil bogen hen med mig? Ruten på kortet er tydelig nok. Den begynder i Rouen i Normandiet nær den Engelske Kanal, den slutter i Kairo i Egypten, men tager nogle sving undervejs. Slutter faktisk ikke engang i Kairo – den går tilbage igen det meste af vejen. Over stok og sten, over hav og bjerge, gennem byer, ad floder og landeveje. Altså en rejsebeskrivelse. En rejse, der foregik for tusind år siden, men her i bogen også i dag. Forfatteren har fat i en romantisk kærligheds-affære, en Romeo og Julie-historie fra korstogenes tid. Og han bliver så fascineret af historien, at han følger i hælene på de rejsende og gør datiden levende, tænker, lever og ånder med dem, ser, hvad de har set, lader nutid og fortid vokse sammen i en fascinerende blanding af dokumentar og roman.

ALTSÅ mere end en rejsebeskrivelse. Også en roman. Og en historisk essay. Dokumentar og fantasi hånd i hånd.  Den belgiske forfatter lader ikke sine personer tage mange skridt uden at vi får virkelige navne, steder og situationer hæftet på deres skæbne. Så konsekvent, at man lige skal overvinde det punkt, hvor læsningen hele tiden ekspederer os til nærmeste leksikon eller opslag på nettet. Forfatteren er nådesløs, men dramaet er interessant nok. Og spændingskurven holder: Hvordan kan dette ende? Historien om den 17-årige Adelaïs, lyshåret og med øjne, blå af uskyld, normannisk af afstamning, kristen – en pige, der kaster sine øjne på den 20-årige, jødiske fyr David, og får blikke tilbage, som smelter. David tilhører ikke byens store, jødiske mindretal, han er fra Narbonne i det sydligste Frankrig, en by, hvor hans far er rabbiner. Nu er han sendt til Rouen til en respekteret yeshiva – allerede dér får vi plantet det første usædvanlige ord, ordet for en jødisk talmudskole.

VI kommer hurtigt videre i dette drama, der straks har bragt os på kompliceret bølgelængde med en tid omkring år 1100, hvor den jødiske udvandring fra Israel – diasporaen – havde befolket store dele af Europa. David og Adelaïs stikker i hemmelighed af fra Rouen med hinanden i hånden. Af sted på landeveje, der er øde eller fyldt af røvere og soldater. De sidste især horder af korsfarere, riddere og deres tilløbende mandskab, som er besat af tanken om at skulle til Jerusalem og befri byen, der tog livet af Jesus. En ung jøde og en kristen pige på flugt – endda med kristne riddere i hælene, som er blevet bedt om undervejs at kikke efter pigen og hendes jøde og gerne ekspedere dem hjem til dødsstraf eller indemuring i klostre.

GALT må det gå de to. Foreløbig frelst af Davids far, rabbineren i Narbonne, så på flugt igen, da de er blev sporet af angivere. Videre til den lille by Monieux i Provence, hvor kristne og jøder igen i rimelig samdrægtighed giver dem husly og fred. Indtil en korsfarerbande kommer forbi, slagter den halve befolkning, plyndrer og nedbrænder det meste af byen. David bliver dræbt og de to børn, de i mellemtiden har fået, forsvinder. Adelaïs, som nu er konverteret til den mosaiske tro og har skiftet navn til Hamoutal, overlever og flygter med det tredie, nu nyfødte barn på armen. Hun vil til Jerusalem i en afsindig tro på, at hun vil kunne finde sine to første børn dér, bortført som hun forestiller sig, de er blevet af korsfarerne. Vi skal ikke forfølge hendes utrolige viderefærd til fods, med vaklende kærrer, på æsler, til hest og med gyngende skuder over Middelhavet. En odyssé med voldtægter og andre rædsler, indtil hun kommer i en art foreløbig tryghed med en venlig, jødisk handelsmand i Cairo, som hun gifter sig med. Men uden at glemme fortiden. Og en dag tager hun den lange og ensomme rejse tilbage til den lille Provence-by Monieux og ender sit uafklarede, grusomme liv dér på en stenet bjergskråning.

DET er en frygtelig historie, et grotesk flygtningedrama af eventyrlig art, men ikke en historie, der afholder os fra at acceptere elementerne af troværdighed. Forfatterens dokumentariske parallelløb med research i arkiver og opfølgning af utallige detaljer fra hans egen rejse i sporet af David og Adelaïs/Hamoutal kaster skarpt lys på enkeltheder. Et dokument, som han finder i en hebraisk samling på et bibliotek i Cambridge, er det dokument, han hørte om under et ophold i Cairo, og som synes at bekræfte enkeltheder i hans dramatiske fortælling om Hamoutals skæbne. Det lasede håndskrevne papyrus havde ligget tusind år i et forladt kælderrum i den gamle jødiske synagoge i Cairo.

DENNE fiktiv/dokumentariske beretning er uhyggelig, eventyrlig og utrolig. Men ikke mere uhyggelig, eventyrlig og utrolig end at man uvægerlig kommer til at tænke på de ufattelig mange nutidige paralleller. En mand, jeg traf engang på 4.maj Kollegiet på Frederiksberg, fortalte mig detaljeret om sin flugt hjem fra Rusland i 1945-46. Angiveligt til fods. Intet kan komme bag på os.

I Hertmanns historie om konvertitten, kristne Adelaïs, der blev til jødiske Hamoutal og led så tung en skæbne, får man i tilgift et glimrende indblik i racekonflikter, kultursammenstød, jødiske, muslimske og kristne konfrontationer under kampe, som mest kan forklares i absurde stridigheder om magt og indflydelse, i tilfældigheders makabre og afgørende spil over for bevidste nederdrægtigheder. Urimeligheder. Ikke sat i system. Men uden ophør. En historie i grænsen mellem middelalder og renæssance.

IND imellem lytter jeg for at få ro i sjælen til en cd med Hildegard von Bingens balsamiske ’Caritas abundat in omnia’, som hun sang med nonnerne i sit kloster, mens korsridderne skar befolkninger i stykker på vej til Jerusalem. That’s life.

gregersDH.dk