Meike Droste (Masja), Kathleen Morgeneyer (Nina) og Christoph Franken (Semjon) i ‘Mågen’ (Foto: Matthias Horn)
DE FORTABTE
Tjekhovs ’Mågen’ i blændende tyske gæstespil på Skuespilhuset. En opvisning i rent skuespillerteater.
******
TEATER mod muren! Intet mindre og intet mere.
Dekorationen til Tjekhovs ’Mågen’ spilles op mod en mur i Deutsches Teaters gæstespil i Skuespilhuset.
Vi skal hverken i saloner, haver eller noget som helst, der kan forlyste og stimulere fantasien – andet end ordene og skuespillerne. De billeder, som teksten skaber og skuespillerne formulerer.
Det er aldeles suverænt. Så suverænt, som den fabelagtig intense oplevelse, vi også havde for et års tid siden, da samme berlinske teater bragte en ’Faust’ til Store Scene i Skuespilhuset, en forestilling, der lammede os med de reneste ord for pengene, man kan blive udsat for i et teater. Renset for alt overflødigt.
Skuespilkunst og fortolkning, der raffinerer de enklest tænkelige virkemidler: Sprogets urkraft. Evnen til at gøre hver replik, hver bevægelse levende og betydningsfuld.
PÅ BÆNKEN
Der er mere til det. Til denne vældige mur, som tårner sig op i hele scenens bredde, rykket frem mod os, så selve spillepladsen for skuespillerne er helt tæt på os.
Der er noget så enkelt som en bænk langs med muren. Bænken som venteplads for spillerne i lange perioder, når de ikke direkte er i spil. De venter, som man gør hos Tjekhov – venter på lykken. På kærligheden. På handling. På at noget skal ske. At nogen skal beslutte sig. Gerne de andre. For man kan ikke selv.
Man bænker sig i passivitet. På den måde er effekten anderledes end i den iscenesættelse af Shakespeares ’Richard III’, som Staffan Valdemar Holm begik i efteråret – også på Store Scene i Skuespilhuset. Også med skuespillerne konstant bænker langs scenesiderne.
Men dér var virkningen som i russisk roulette. Man ventede. Sad på spring. Ventede på at blive myrdet. Hvem først? Og hvem så?
DRØMMEN
I denne lammende ramme af passivitet oplever vi en iscenesættelse af Tjekhovs ’Mågen’, der ustandselig eksploderer i en voldsom og vildt dynamisk ekspressivitet – som får sat netop det i perspektiv, der er Tjekhovs ærinde i ’Mågen’. Et russisk førrevolutionært mellemklasse-miljø, der er gået i frø og har mistet sin handlekraft. Men hvor de enkelte i denne familie, det handler om, ind imellem brister som uforløste kanonslag. Fuser ud igen på sekunder, indtil næste udbrud. ’Vi vilde…’ – som de konstante tilløb til handling udtrykkes.
Hjælpeløsheden står malet i ansigtet på den unge, naive Nina, der drømmer om skuespiller-karriere og om at fange forfatteren Trigorins opmærksomhed. Kathleen Morgeneyer har et så hjerteskærende nøgent udtryk i sine helt særegne træk, at man har lyst til at bringe hende ned på vores sjette række midt for, for at tage hende i vores arme.
Hun er – som de tretten øvrige spillere på scenen – konstant i konkurrence med alle andre om på skift at erobre vores opmærksomhed med et gennemført artikuleret spil, sprogligt mejslet i alabaster. Den tyske artikulation står som billedhuggerkunst – ve de arme, skolerne ikke mere formår at docere dette digtersprog!
FORTABTE
Det er således, vi får både den unge, lyse drømmer, digterspiren Konstantin, spillet af blonde Jirka Zett, fortabt trampet flad af sin selvoptagne skuespillerinde-mor, pragtfuldt spillet af Corinna Harfouch.
Også hun i rasende, men frugtesløse udbrud, skuespiller til fingerspidsen som rollen også byder hende, en ensom måge på samme flugt mod muren, som alle andre i dette stykke. Den aldrende bror Sorin, jo mere knækket af livet jo mere højtgjaldende i brok og verbale skud ved siden af, en forbløffende præstation af skuespilleren Christian Grashof.
Intet er overladt til tilfældigheder i denne personbesætning i stykket: Masja, den dybt frustrerede godsforvalterdatter, er i hænderne på Meike Droste, et desperat menneskeligt nederlag skildrer hun, en pige, der tyr til at sniffe, hvad det nu er, hun snitter, for at overleve det tilslumpede ægteskab med skolelæreren, som Christoph Franken giver Nicolas Bro-pondus.
Hendes kolos af en forvalterfar, Bern Stempel som et Frankensteins monster, konstant vildfaren i tumlen med sine heste – alt, hvad vi dog øjner for vores indre blikke uden at se en manke, eller høre en vrinsken!
Peter Pagel som lægen, den resignerede, syrligt smilende, ironiske – en model for alle tænkelige lægeroller i alle tænkelige skuespil.
PAUSERNE
Og således fremdeles.
Det er en forestilling, der med fortryllende sikkerhed spiller på de mest oplagte ingredienser i Tjekhovs kunst: Pauserne, der lammer og fylder os med betydning, det ufortalte, underdrivelserne – alt det, som Hemingway engang kaldet ’resten af isbjerget’. Den endelige pause i sidste akt – billedet frosset, skuespillerne lammet af et pistolskud udenfor. Gæt hvem skuddet gælder.
’Mågen’ spiller igen i aften. For anden og eneste gang i Skuespilhuset. Med en efterfølgende mulighed for at møde skuespillerne og få mere at vide om, hvordan og hvorfor. Bitte, geh doch da, liebe Freunde – der er i øvrigt danske overtekster.
