VÆLGER VI RIGTIGT ELLER FORKERT I REUMERT-JURYEN
Et par ord om nomineringerne til ‘Årets Reumert 2020’, der præsenteres til september i Folketeatret
MON Poul Reumert i sin himmel er beæret over, at der findes en teaterpris med hans navn? Vi ved det ikke. Reumert døde i 1968. ’Årets Reumert’ blev til i 1998. Der kan være teaterfolk og et publikum, der mener, at det var en dårlig idé at opkalde prisen af netop skuespilleren Poul Reumert. Det var det måske. Vi diskuterede det faktisk, da Bikuben Fonden dengang indstiftede prisen. Men ikke længe. Prisen kunne have heddet så meget andet. Men OK med ’Reumert’, sagde vi. En stjerneskuespiller. Højt agtet. Selvfølgelig fortid. Det bliver teatrets skuespillere jo. Men han tegnede en tårnhøj kvalitet. Og først og fremmest: Vi har set, at begrebet ’en Reumert-pris’ siden har fået sin egen værdi. Ikke mange spørger: Hvem var han, ham Reumert? Han er blevet navnet på prisen.
FOR et års tid siden besluttede Bikuben Fonden at afvikle ’Årets Reumert’ og satse sin støtte til teaterkunsten på andre måder. Fonden støtter nu i stedet en række teatre, enkeltprojekter og initiativer, stadig ud fra en målsætning om at være til gavn for nyskabende eller eksisterende teaterkunst. Men juryen til ’Årets Reumert’ fortsætter. Prisen er bevaret. Der bliver igen i år en prisoverrækkelses-fest. Denne gang den 21. september 2020 i Folketeatret, som før har huset prisfesten.
DEN siddende jury er forsat i jobbet i et foreløbigt samarbejde med nyhedsmediet IScene, Fonden CPH Stage, Dansk Teater, der er fællesorganisationen for danske teatre, samt kommunikationsfirmaet Have a/s. Juryen har nu fungeret sådan siden 1.2. 2019, indtil videre under strammede økonomiske vilkår. Også når det gælder selve priserne: Der er ikke som før – takket være Bikuben Fondens støtte – store pengepræmier at hente for vinderne. Det er nu (som med Bodil- og Robert-priserne på filmområdet) æren og prestigen, der er forbundet med at modtage priserne. Ikke penge. I øvrigt heller ikke for juryens medlemmer, der nu arbejder uden vederlag.
VÆLGER vi rigtigt i juryen? Det er til konstant diskussion. Og det har det været siden starten i 1998. Diskussion både i juryen, hos publikum og blandt teatrets folk. Diskussion ligesom om navnet på prisen. Om nomineringerne, om kriterierne, om alt det, der kan være forskellige meninger om. Holdninger til og smag for. Det var ikke anderledes, da vi begyndte vores møder i sin tid. Timelange møder mange gange om året, drabelige argumenteringer og opgør. Ti-tolv jurymedlemmer med individuelle indgange til emnerne – og forskellige opfattelser af kvalitet og grænseområder mellem kunstarterne – hvor var vi henne med de overskrifter, vi gav de enkelte områder? Hvad var helt præcist kabaret, hvad var musikteater, hvad var opera, hvad var musical? Hvad var performance og hvor befandt vi os på scenografi-området – burde det ikke hedde design? Var det rigtigt at arbejde med begrebet birolle – skulle vi ikke omdøbe det til ensemblerolle? Hvad vi så i øvrigt gjorde.
OG så selvfølgelig de vigtige og vanskelige afgørelser om, hvilke præstationer fra skuespillere, instruktører og dramatikere, som hævede sig den smule højere end andres for netop at blive nominerede? For ikke at sige valgt til at få selve prisen? Var hun en tand mere oplagt til at modtage hædersprisen end han var? Var den ene børneteater-forestilling ikke en tand mere vigtig end den anden? Dén danser kan vi da ikke bare gemme til næste år til fordel for ham eller hende? Dén forestilling er for traditionel! Dén instruktør er genial!
VI har råbt til hinanden, vi har været uenige, vi har indgået kompromisser, vi har slugt kameler, vi har bidt afgørelser i os, bøjet os for flertal, bøjet os for argumenter. Vi har hørt på bebrejdelser, lyttet til skuffelser, men næsten altid mødt forståelse for vanskelighederne ved at træffe afgørelserne, de vanskeligheder, man går igennem i processer, hvor der spilles med demokratiske regler hen mod flertalsafgørelser, der så må briste eller bære.
OG så et problem, der netop i disse år må håndteres med omtanke: Er der mening i den nugældende opdeling mellem mandlige og kvindelige hoved- og biroller? Den samme opdeling bruger man ved Bodil- og Robertpriserne – for ikke at nævne Oscar-priserne. Men derfor behøver den opdeling jo ikke at være vores. Jo, vi skelner i køn ved skuespiller-nomineringerne. Pr. tradition. Foreløbig. Og under stadige overvejelser om relevansen. Det er sådan, der blev besluttet under Bikuben Fonden for 22 år siden. Vi afstår indtil videre fra kønsmæssigt at forenkle netop skuespillerpriserne fra to til én – altså én hovedrolle- og én birolle (ensemblerolle)-pris. Det er ikke kun på grund af traditioner. Men også fordi antallet af valgmuligheder i begge kategorier er langt større på det danske ’marked’ i skuespillet end i operaen og i balletten og i de øvrige kategorier, bl.a. dramatikere, scenografer og instruktører. Selvfølgelig kunne vi sagtens nominere f.eks. både bedste kvindelige instruktør og bedste mandlige instruktør. O. s. v. Bedste kvindelige operasanger. Og bedste mandlige. Men indtil videre nøjes vi med fordelingen i køn ved skuespillernomineringerne. Af praktiske grunde. Der er ikke tale om kønsdiskriminering. Vi holder ikke mænd og kvinder op mod hinanden. Så lidt som vi holder rødhårede og sorthårede skuespillere op mod hinanden. Vi søger at få så mange kvalificerede nomineret som muligt.
OM vi vælger forkert eller rigtigt i de enkelte tilfælde, vil altid blive diskuteret. Vores arbejdsmetode svarer til, hvad de gør ved Bodil-prisen, hvor filmkritikernes snævre kreds diskuterer og træffer valg. Filmakademiets Robert-priser inkluderer en slags publikumsafstemning, som jeg ikke kender formen på. Det har selvfølgelig sin egen relevans. Se&Hør har brugt metoden i mange år til de årlige priser.
REUMERT-priserne afviger på afgørende vis fra de andre priser ved, at de besluttes, efter at juryens medlemmer har set teatrenes forestillinger på stedet. Været på teatrene live – dér hvor de bliver spillet. Men kan ikke – selv under corona-krisen – blive siddende i sofaen hjemme og se de nye forestillinger på skærmen. Man kan læse manuskripterne. Men det er på teatrene, det foregår. Det er selvfølgelig umuligt at nå det hele i et Danmark med over hundrede små og store scener og over tusind forskellige forestillinger om året. Deraf juryens regler om, at et nomineringsforslag skal stilles af mindst to jurymedlemmer og gennemargumenteres og diskuteres. Resultaterne vil altid kunne være til debat. Naturligvis.
gregersDH.dk
