Made in China potcast fra Århus T og Teater S-H 24.5. 2020

Er det noget værre noget med de kinesere? En teatralsk fantasi er blevet til et muntert popcast-gys.

 

 

Sigrid Johannesen i Beijing (eget foto)

 

KINESERNE KOMMER!

Er det noget værre noget med de kinesere? En teatralsk teaterfantasi er blevet til et muntert potcast-gys.

’Made in China’. Potcast af karantæne-belagt stykke på Aarhus Teater og Teater S/H i København. Forfatter og instruktion: Sigrid Johannesen. Medvirkende: Lila Nobel og Patrick Baurichter. Varighed: 45 min. Kan hentes på teatrenes hjemmesider eller på Politiken.dk.

***

MAN kan gøre sig alle mulige forestillinger om, hvordan ’’Made in China’ ville have taget sig ud og virket på en teaterscene. Stykket skulle have været spillet på Teater S/H i marts og på Aarhus Teater i april/maj. Men så kom corona-krisen, og ’Made in China’ blev omarbejdet til radioteater og sendes i disse dage som postcast. Stykket er en fantasi, der står og dirrer på randen af den nære virkelighed.

EN ung dansk kvinde er nysgerrig på, hvad det er med de kinesere – hvad er det, de kan? Hvad er det, de vil? Hun møder kinesere i København, hun tager af sted og møder flere kinesere – du godeste, hvor de er flinke, venlige og kloge. Og sindssvagt dygtige. Fremsynede og konstruktive i deres ideer om at skabe et nyt samfund, og ikke bare deres nye samfund, men vores alle sammens. Hun er duperet, overbevises af den uimodståelige indoktrinering, overser, at den venlige embedsmand, hun spiser frokost med, har en åben mobiltelefon liggende på bordet. Hun forvandler sig fysisk og mentalt til kineser, gifter sig med en kineser, kommer hjem til Danmark fyldt af ideen om at være med i det store projekt, være ’den første i en ny menneskeslægt’ – og mere eventyr: Hun gør politisk karriere og – du allergodeste! Hun bliver formand for EU, så hun kan holde brandtaler om Det nye Europa, Euro-Kina, Den nye ’Silkevej’, om friheden for mennesker ved at være under tryg kontrol – ”Aldrig mere meningsmålinger-demokrati!… Hvis I ikke har noget at skjule, er der jo ikke noget at frygte!”

EN stærk og magtfuld karriere for pigen. Som afbrydes, da hun forsvinder fra sit hotel næste morgen, efter at en eller anden har banket på døren. Forsvinder. Ganske og aldeles.

HVOREFTER H.C. Andersen overtager med fortællingen om ’Kejserens nye klæder’, det europæiske, kejserlige demokrati iført det fineste kinesiske silke, som bare er usynligt og får uskyldens lille apostel til at råbe: ’Han har jo ikke noget på!’ – ham eller hende, der taler om det nye samfunds velsignelser. Kejseren. Eller hende den kinesiske-danske EU-formand. Eller hende Mette Frederiksen, som forestillingen forsøgsvis har valgt at associere til med en tilføjelse, der tydeligvis er en aktuel coronakrise-addition. Men ’’Demokratiet vinder! Sejren er vor!!” råber folkemængden med skuespilleren Patrick Baurichter ved megafonen, mens hans kollega Lila Nobel er blevet tavs som den danske kineserkvinde med den dramatiske lynkarriere.

DET er herligt far out og firskåret, det hele, men ikke mere, end at spillet fremmaner de glædes- eller panikgys, vi tumler med ved tankerne på de fremstød, Kina gør i disse år under charme- og erobringstogterne over for omverdenen, in casu Danmark. Økonomisk ambulance-tjeneste hen over den grønlandske indlandsis og yndefulde panda-gaver til Københavns zoologiske Have. Formen er en blanding af monologer, dialoger og fortæller-kommentarer. ’Made in China’ er skrevet og instrueret af dramatikeren Sigrid Johannesen, som i efteråret var på en rejse til Kina og fik oplevelser, der bagefter inspirerede hen til stykket.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *