DUGGEN DYNKER OG DUERNE FLYVER

Oppe og nede, for og bag. I morgen-tv og på CD. Drukner vi i flodbølgen af danske sange? Næh.

Morgensang i tv og en ny cd med Erik Harbo og 30 danske sange

****

KAN man nærme sig en druknedød i danske sange? Vel kan man ej. Man kan jo bare sætte Shostakovitj-operaen ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ på, hvis man lige et øjeblik synes, det bliver for meget med plask i Furesøens vover, havet omkring Danmark eller landgang på alle de lysegrønne øer ud over havet spredt, og Mor Danmark på færde hvert øjeblik til vands og i luften.

DER er ikke noget at gøre. Ladyen hviler, og dér sidder endnu en morgen Phillip Faber og sætter an med ’Jeg bærer med smil min byrde’, så Carl Nielsen og Jeppe Aakjær fjerner eventuel tvivl om, hvad det er for et land, vi bor i. Et land med sange om rugen, der skal høstet og duggen, der dynker et strå. Sprogorientering fra den flinke mand ved klaveret. En finesse som ordet ’dynker’ – min mor brugte det vist, når hun ’dynkede’ vasketøjet inden strygning? Eller sagde hun faktisk stænkede? Nej: hun dynkede. Et perlende dansk ord at blive mindet om.

TONER i bølgegang skulle vi også lige have noget med om. Sangen begynder hos Carl Nielsen med et tonespring ned fra, om ikke timeter-vippen så tremeteren. Set og prøvet før, men fin lille musikpædagogisk detalje at snakke om for Faber, når han og vi har klaret os igennem hans Kaptajn Jespersen-øvelser, som DRs gamle kaptajn ville kalde den slappeste gang morgengymnastik set nord for Po-sletten. Og straks lade følge af formaninger til DR om at ruske op i unge Faber med en ordentlig gang stavgymnastik. Og måske en ordre om at synge mere ’I alle de riger og lande’, ’Kong Christian stod ved højen mast’ og andre fædrelandske slagsange. Det kunne Jespersen godt glemme denne morgen, for vi var videre med Anne Linnets og Møllehaves ’Du er mild, du er lattermild og gavmild’- en af de mange sange, de to begik sammen engang i slutningen af 80’erne, efter Anne Linnets hug i Marquis de Sade – sange af en helt speciel intimitet og blid- og ømhed, og – som ’Du er mild’ – ikke helt enkle at synge som fællessang med deres melodiske og rytmiske små vinklinger, men perfekt som solosang. Forhåbentlig kommer den sang og andre fra samarbejdet med Møllehave med i den musical, som Det Kgl. har på plakaten til foråret 2021 – en totalt Linnet-baseret musical, der gerne skulle blive på højde med den ’Hvid magi’, Betty Nansen Teater spillede på Edison Scenen og Aalborg Teater kort efter under titlen ’Jeg er jo lige her’.

NU vi er ved danske sange – ’den danske sangskat’, som vi kalder det så flot. Den fornyr sig ustandselig, takket være alt det, vi ser gro og gro med Anne Linnet, med Sebastian, med Jeanett Albeck – ’Brøgger’ var Albecks seneste genistreg. Men sangskatten fyldes også hele tiden med påmindelser om alle de gamle sange, der har været båret igennem af så mange sangere gennem et par generationer, Fra Aksel Schiøtz til Kim Larsen. En fin og velslebet cd er f.eks. kommet fra Det Kgl.s tidligere specialist i karaktertenor-faget Erik Harbo. Han har utrætteligt ved siden af gode opgaver som solist på Det Kgl. og en beundringsværdig indsats for at få bevaret og udgivet de enestående optagelser, Knud Hegermann-Lindecrone på egen hånd realiserede af teatrets skuespil og opera-repertoire gennem en snes år – ved siden at dén enorme indsats har Erik Harbo holdt fast i en løbebane som ’sanger med guitar’ – koncert efter koncert, plade efter plade.

OG nu i anledning af 4.maj-festlighederne og jubelåret har han samlet en vældig stribe af sine indsyngninger af danske sange, sirligt, smukt og perfekt sunget – jeg kender få sangere, der behandler det danske sprog med så formfuldendt en udtale. Han tilhører den håndfuld af danske sangere, der har tradition tilfælles med Aksel Schiøtz, når det gælder håndteringen af dybe, klare vokaler og sylefine konsonanter, et klassisk kultiveret dansk, man næsten skal være opvokset på Det Kgl. for at efterleve. Blandt tenorer har vi hørt det hos sangere som Tony Landy eller Kurt Westi – folk, der har haft større og mere glansfulde tenorkarrierer på Det Kgl. og i udlandet. Men mindes jeg ikke galt, så var Harbo i sin livslange karriere på Det Kgl. sandelig en livsfarlig Fyrst Schuskij over for Frans Andersson i Boris Godunov engang midt i 60’erne. Eller i de samme år den infame kong Herodes, der kaster sit slimede blik på Richard Strauss’ ’Salome’ og snerrer ad dronning Herodias.

DEN venlige, kultiverede Erik Harbo præsterede dengang det helt særlige i oplagte karaktertenor-partier. Du tror det næppe, når du nu hører ham udfolde sig så nobelt i disse, de kønneste danske sange.

gregersDH.dk