PENGE, SMYKKER OG SMIGER
Stikkeren Grethe Bartram er et sort kapitel i den danske modstandsbevægelse. Hendes historie er ikke slut, selvom hun blev dødsdømt i 1947. Hun lever stadig under nyt navn i Sverige.
———————————————–
HVEM var denne Grethe Bartram – kvinden, der nu er hovedpersonen i urpremieren på ’Besættelse’?
I årene omkring 1950 var hun gang efter gang på avisernes forsider. En stikkerpige, der havde sørget for, at over tredive danske modstandsfolk blev sendt i kz-lejre, mindst femten udsat for tortur, og fem henrettet. Retssagen mod hende blev fulgt intenst dengang.
Grethe Bartram var en århusiansk arbejderpige. Født i 1924 og vokset op i en arbejderfamilie, hvor forældrene var overbeviste kommunister. Selv var hun under sin opvækst medlem af DKP’s børne- og ungdomsorganisationer. Hun forlod skolen som 13-årig og kom i huset som barnepige og fik senere fabriksarbejde. Hun blev gravid som 17-årig og 18 år gammel gift med en maskinarbejder, der også var medlem af DKP. Snart skilt igen og sønnen sat i pleje.
PENGENE LOKKER
Vi er i 1941. Grethe Bartram fik en ny kæreste og skiftede mellem forskellige jobs – husassistent og en tid nøgenmodel for kunstnere. Krigen er i gang. Tyskerne har besat Danmark, og Grethe Bartram bliver involveret i illegalt arbejde sammen med andre i sin kommunistiske omgangskreds.
Hendes første angiverier af modstandsfolk sker allerede i 1942. Det er pengene, der lokker. De kommer ikke fra tyskerne i første omgang. De kommer fra dansk politi, der udlover en dusør på 1.000 kr. for oplysninger, der kan føre til anholdelse af gerningsmændene til en sabotagebrand i Århus. Grethe Bartram kender dem. De er hendes brors venner. Hun angiver dem. De bliver arresteret.
Hendes informationer går videre til det tyske politi. Gestapo tøver ikke med at udbygge kontakten. Hun kommer på lønningskontoen: 5-700 kr. om måneden gennem resten af krigen frem til befrielsen i maj 1945.
MISTANKEN
En fremragende kilde for Gestapo. Hun er nemlig samtidig i det meste af perioden medlem af en kommunistisk sabotagegruppe i Århus. I lang tid uden at nogen i modstandsbevægelsen får mistanke til hendes dobbeltspil.
I sommeren 1943 bliver hele ledelsen af det illegale, kommunistiske arbejde på Århus-egnen trevlet op som følge af hendes oplysninger. Ingen drømmer om, at Grethe Bartram er stikkeren. Tværtimod. Hun bliver sendt til København af modstandsbevægelsen for at prøve at få en ny århusiansk ledelse op at stå. Rejsen betalt af illegale midler. Men her begynder nogle at fatte mistanke. Hun bruger for mange penge.
Grethe Bartram aner selv uråd. Hun får Gestapo til at arrangere en skinanholdelse af hende og sende hende for en tid til kz-lejren i Frøslev ved grænsen. Kort efter forsøger modstandsfolk at likvidere hende, hun bliver skudt i hovedet, men overlever og kommer sig. Tyskerne placerer hende først i Flensborg for at spionere blandt tyske marinere, som man frygtede ville begå mytteri. Derefter i Kolding, hvor hun arbejder som stikker blandt de indsatte i det lokale fængsel.
DØDSDØMT
I befrielsesdagene i maj 1945 flygter hun, men anholdes allerede 10. maj. Ved kriminalretten i Århus bliver hun dødsdømt. Der er i 1946, og dommen stadfæstes året efter først af landsretten, så ved Højesteret, som dog ryster på hånden: Tre ud af elleve dommere voterer for livsvarigt fængsel.
Der opstår en debat om betimeligheden af at henrette en kvinde. Ingen kvinder er blevet henrettet i Danmark siden 1861. Mange frygter, at en henrettelse af en kvinde nu vil virke voldsomt stødende i dele af befolkningen og være pinefuld for dem, der skal eksekvere henrettelsen.
I december 1947 bliver Grethe Bartram benådet ved kongelig resolution med henvisning til hendes unge alder og hendes opdragelse i ’en antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd’.
LYST TIL SPÆNDING
Dødsdommen konverteres til livsvarigt fængsel.
I 1956 bliver hun benådet og løsladt. Hun emigrerer til Sverige, hvor hun bosætter sig under nyt navn, etablerer senere en selvstændig virksomhed med en samboende veninde og lever nu i sit 87. år.
Grethe Bartrams motiver til sine handlinger under besættelsen forbliver lidt af en gåde. Det nærmeste, man kommer, er formodentlig det, der fremgår af forfatteren Anne Sofie Oxenvads manuskript til teaterstykket ’Besættelse’: Nemme penge, smykker og smiger. Og formodentlig: Lyst til spænding.
På det punkt adskiller hun sig markant fra den eneste anden danske stikkerkvinde, der blev dødsdømt, Anna Lund Lorentzen. Hun var overbevist nazist allerede i 1930’erne. Hun protesterede mod sin benådning, ville hellere henrettes, men sad fængslet ligesom Grethe Bartram indtil 1956, hvorefter hun emigrerede til Tyskland, hvor hun engagerede sig i nødhjælpsarbejde for krigsramte børn.
