DEN SYMFONISKE MESTER
Karantæne-rapport XIII – Velfortalt biografi om Beethoven
Peter Dürrfeld: Beethoven – den symfoniske mester. 288 s. 299,95 kr. Kristelig Dagblads Forlag
****
EN umådelig flittig mand, Peter Dürrfeld. Han har skrevet romaner og noveller, en bog om København, flere bøger om skak, rejsebøger, bl.a. om Wien, en hel stribe små og store om Mozart, ja musikbøger i det hele taget. Nu er det Beethovens tur. En bog på op mod 300 sider i anledning af 250-året for Beethovens fødsel i 1770.
BØGER er der nok af om Beethoven. Dürrfeld er den første til at notere det – han er en klog og beskeden mand, der ikke slår på tromme for sin bog som en enestående udgivelse. Han citerer mange skribenter og musikforskere i bogen, og vi er trygge ved hans omhu og pålidelige citater fra gamle og nye beskrivelser af Beethovens værker. Men det vigtigste er, at hans bog er fuld af personlig glæde ved at fortælle om Beethovens liv og kompositioner – især kompositionerne: Værkerne, store og små, symfonierne, klaversonaterne, kammermusikken. Vi er hele vejen rundt. Også et smut til Beethovens eneste opera ‘Fidelio’, som han havde problemer med at få facon på efter en premiere i 1805 – ikke bare fordi der sad en flok franske officerer i parkettet og brokkede sig højlydt. Måske fordi de ikke forstod tysk, men muligvis også fordi de opfattede historien som et angreb på Napoleon – franske tropper havde lige besat Østrig. Men Beethoven havde problemer med ‘Fidelio’. Skrev om og om. Der er ikke mindre end fire forskellige ouverturer til operaen.
DÜRRFELD er ikke en forskersjæl, der har gravet sig ind i nye og epokegørende analyser. Han sætter sine læsere ind i værkernes karakter og tilblivelse, nøjeregnende med data og årstal. Enhver komponist og musiker af betydning får sine årstal med i parentes. Det er ordentligt arbejde. Tilmed udførlige registre bagest med væsentlige indspilninger noteret, henvisninger til anvendt kildemateriale, navneregister, en liste over opusnumre, en liste med musikalske fagudtryk, en tidstavle for Beethovens liv fra fødsel til grav – det er en fagmand på arbejde. Pædagogisk og nyttigt.
BOGEN fortæller historien om en dreng, der vokser op i Bonn, og døjer med en far, der slår hårdt og holder lille Ludwig til klaveret i håb om, at han har fostret en ny lille Mozart, der er succes og penge i. Om den ung Ludwig, der faktisk hurtigt har så meget succes, at adelige velyndere støtter ham og får ham ekspederet til Wien – hvor den unge mand med grev Waldsteins salut i Beethovens stambog – ”med hjælp at uophørlig flid skal modtage Mozarts ånd fra Haydns hænder”. Og frem mod den 32-årige, der en sommerdag i 1802 på landet uden for Wien nedfælder sit berømte ’Heiligenstadt Testamente’ – tre sørgmodige og desperate sider, hvor han røber sit begyndende høresvigt og plages af det pinefulde, han forudser vil komme i omgang med andre mennesker.
UNDERVEJS så de omhyggelige beskrivelser af værkerne, der strømmer fra ham frem til den 9.symfoni med den overvældende slutkor, der med sit hovedtema er blevet fælles fanfare for alverdens internationale begivenheder. Og som han selv oplever ved uropførelsen af den 9. i 1824 stående ved siden af dirigenten, forsøgsvis dirigerende med, mens han ser i partituret, næsten ude af stand til at høre noget. Det fortælles, at en af de medvirkende sangerinder forsigtigt vender ham mod publikum, så han kan tage imod bifaldet. Dürrfeld mener, det var sopranen Henriette Sontag. Andre, at det var mezzoen Caroline Unger.
LIGE meget. Myter hører til begivenheder af det format. Sådan er det også en smuk tanke, at Dürrfeld i epilogen forestiller sig, at ’Det Wanderer über dem Nebelmeer’ – den mørke bjergvandrer, der står med ryggen til og stirrer ud over bjergene på Casper David Friedrichs berømte maleri – pludselig kunne vende sig og afsløre, at Friedrichs model har været den ensomme Ludwig van Beethoven. De to var jævnaldrende. Men de har næppe mødt hinanden. Billedet hænger i Hamburger Kunsthalle. Det er gengivet i Dürrfelds bog.
gregersDH.dk
