SPIDS ØRERNE

Karantæne-rapport XII – Sarte og skarpe toner fra komponisten Jakob Davidsen

Jakob Davidsen: ’The World Is Babel and Ivory’. Figura Ensemble og Kammerat Orkestret og Signe Asmussen (mezzosopran). Dacapo 8226137.

****

PÅ gyngende grund. Gyngende eller snarere sitrende og bævende. Musik, der er sart og smutter bort. Gemmer sig. Kikker frem og forsvinder igen. I blusel? Forskræmt? Tankefuldt? Jakob Davidsen hedder komponisten. Jeg har ikke mødt eller hørt ham før, han er avanceret jazzmusiker fra 90’eerne, og samtidig kompositionsuddannet af Bo Holten og Niels Martinsen, som vi kender især fra kor- og operahjørnerne i dansk musik.

MEN spidser ører og lytter. Til Figura Ensemblet og Davidsens eget Kammerat Orkester. Og til Signe Asmussen, mezzosopranen, der som så tit lader sin præcise sangkunst vove sig ind i ukendt land.

ALLERFØRST knitrer skarpe instrumentlyde og summen som af insekter omkring et ’Hamlet’-citat: ”Af kærlighed må jeg jo være hård”. Det er fra scenen i 4.akt, hvor Hamlet har stukket en kniv i Polonius og belærer Dronningen om, hvorfor. Måske ikke nogen oplagt indledning til det, der følger: En række lynglimt af citater fra digte af Ursula Andkjær Olsen, en suite, der hedder ’Verden er Babel og elfenben’, der kredser om eksistensen mellem det store ubegribelige intet og det nære fortrolige. Med et barns fødsel som kernepunkt. Signe Asmussen er på vej rundt i digtenes tætte tankevæv i en blanding af dæmpet, næsten instrumentalt samspil med instrumenterne. Vibratoløst nogle gange, af og til reciterende, sjældne gange med stemmen fuldt udfoldet.

HUN er en sangerinde, der i sjælden grad forstår komponisters personlige sprog – her en Jacob Davidsen, der taler i enkle udtryk, spinkle skala-modeller og med næsten anton webernsk knaphed. Intenst og koncentreret og i et grænseområde til be bop jazz. Helt smukt i det afsluttende naturreligiøse digt ’Nærmere’ af Ole Sarvig fra hans ’Grønne digte’.

SJÆLDNE sager, dacapo er i stand til at bringe i rillerne.

gregersdh.dk