HAM DEN HØJE

Karantæne-rapport VIII – en tommetyk biografi om Niels Olsen, der venligt og gelinde er blevet en af landets morsomste skuespillere.

Jacob Wendt Jensen: ‘Kan ham den høje ikke lige sætte sig ned’ En biografi om Niels Olsen. 370 s. kr. 299,95 Gyldendal

*****

GLIMRENDE bog-titel. ”Kan ham der den høje ikke lige sætte sig ned’. Opfordringen kom fra instruktøren under prøverne på en filmskole-film. ’Ham der den høje’ var skuespilleren Niels Olsen. Bogens forfatter, journalisten Jacob Wendt Jensen har grebet replikken i flugten og sat den på forsiden. Niels Olsen er høj – 1 m. 93. Han er også så meget andet. F.eks. morsom. Og det får vi et godt indblik i gennem bogens 370 sider. I alle beretningerne om Niels Olsen liv og præstationer med ’Cirkus Montebello’, ’Så hatten passer’, ’Cirkusrevyen’, ’Tam Tam i Glassalen’, ’Den gode, den onde og den virkelig sjove’, ’Ørkenens sønner’ og revyer i mængder. Her og dér.

MEN for at begynde et sted midtvejs i bogen: Ved ’Hamlet’. Ikke for at fortælle, at Niels Olsen er en stor, klassisk og seriøs Shakespeare-skuespiller. For det er han ikke. Har aldrig været det. Men for at fortælle, at hans eminente komiske egenskaber var noget, Peter Langdal havde øje for, da han skulle iscenesætte ’Hamlet’ på Betty Nansen Teatret i 1992. Han valgte Niels Olsen til sammen med Søren Østergaard at spille 5. akts 1. scene, den berømte scene, hvor graven graves til Ofelia, der har druknet sig. Vi henvises på side 135 til den YouTube-optagelse af scenen, DR har liggende. Den er et kvarters vanvittig komik proppet med mere og navnlig mindre autentiske replikker. Østergaard taler en slag jysk, Olsen en slags fynsk, et mix af volapyk og klovneri, mundhug og sort humor.

SØREN Østergaard siger i bogen, at ’teaterpolitiet syntes gravscenen var forfærdelig, men publikum elskede os.’ En situation, der ikke er ukendt i Peter Langdals instruktør-karriere. Men Shakespeares originale replikker var lige til – med lidt ekstra pynt – at vende til det vildeste, sorte humor. Ikke mindst, når han havde Østergaard og Niels Olsen, der kendte hinanden ud og ind gennem bl.a. flere års optræden med improvisations-teater i Turnus gruppen. Niels Olsen havde Peter Langdal haft med kort før på ABC Teatret i en crazy forestilling, der hed ’I kunst og kærlighed’ – et ’typisk peter langdalsk ’kamikaze-projekt fortæller Niels Olsen, ’han fandt f.eks. pludselig på, at jeg og Henrik Koefoed, der spillede to advokater, skulle komme ind på scenen, som om vi var to sporvogne’. Det gjorde de så.

NIELS Olsen, den elegante, noble og alvorlige skuespiller, som vi netop har set for et par måneder siden spille hovedrollen i ’Den skaldede frisør’ på Scandic Falkoner Scenen – dén Niels Olsen har næsten konsekvent holdt sig til det komiske rollefag. Revy, satire, komedie. Det er alt det, vi kan følge i bogen. Lige fra hans første spring ud i gadeteater sammen med Thomas Mørk, mens de gik på teaterskolen i Aarhus. Det, der blev til de tos ’Cirkus Montebello’, og som udviklede sig videre til striber af sjovt teater. Spille, skrive, instruere. Og placere sig – først med skræk i livet og nerverne på højkant, men snart mere og mere ubesværet i dansk underholdningsteater. Jacob Wendt Jensen har i start og slut på bogen kapitler om den seneste udgave af ’Ørkenens sønner’: ’En fez i en hornlygte’. Først situationsrapporter fra de indledende prøver, og så til sidst fra forpremieren i oktober 2019. Ørkensønnerne får ikke for lidt i bogen med gode, tit skarpe karakteristikker af samarbejdet mellem Søren Pilmark, Niels Olsen, Henrik Koefoed og Asger Reher.

TIL en solid biografi – og solid dét er den – hører selvfølgelig også historierne om, hvor Niels Olsen kommer fra, det pæne akademiske miljø i Århus, skæg og sjov med kammerater og damer, vildt på et kultiveret niveau, Niels Olsen glider gennem privatliv og karriere uden at slå sig på de skarpeste kanter, uden at blive banket på plads af mere dramatiske hændelser end en langvarig forlovelse med en skuespiller-kollega – ni år! – der sluttet i al høflighed. Og nu et ægteskab, der allerede befinder sig i sølvbryllupsformat med skuespilleren og instruktøren Joy-Maria Frederiksen.

OG først og fremmest: Opgaver. Og så nye opgaver.

ER Niels kommet let til det hele. For let? Det kan nogle være tilbøjelige til at mene. Bogen har et kapitel mod slutningen, hvor Jacob Wendt spørger teaterfolk, kritikere eller kolleger om Niels Olsens karriere-forløb.

VENNEN Thomas Mørk fortæller, at han nogle gange havde spurgt Niels Olsen, om han ikke havde lyst til at lave flere seriøse ting. Svaret havde været, at det ikke var fordi, han ikke havde lyst. Han havde det bare godt, hvor han var. Anmelderen Jacob Steen Olsen siger: ”Niels Olsen har ikke for alvor tilladt sig selv – eller fået lov til – at udfordre talentet. Vovet sig derud, hvor man for alvor vinder nyt land. Kollegaen Bodil Jørgensen siger, at Niels Olsen ikke kan lide at forlade en sammenhæng, han allerede er i. Hun ville ønske, at han gjorde det lidt oftere: ’Jeg ville gerne se ham spille en nervøs, ensom mand. En mand, der står i kø for at tisse. Og pludselig tisser han i bukserne. En tragikomisk figur. Et skrøbeligt menneske med flakkende øjne…’ Men: Han har det godt, hvor han er.’  Hans gamle makker Søren Østergaard efterlyser færre quiz-programmer og mere vildskab – ’Jeg kunne godt tænke mig, at han droppede det store smil ud til publikum… Ih, hvor kunne jeg godt tænke mig, at han smed det ad helvede til og tog den dumme skurk på for at se, hvad der så skete…’

ANMELDEREN Morten Buckhøj er enig i det meste, men slår så et herresving i en ny retning: ’Når Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard en dag takker af derude, kan jeg meget vel se Niels og Joy som deres afløsere: Hun som den effektive og dygtige instruktør, og han som drivkraften og stjernen på scenen.’

DEN lader vi stå i luften.

gregersDH.dk