DET UFORSONLIGE TEATER

Karen-Lise Mynster lammer og forstummer med sin Mutter Courage i Skuespilhuset.

Forfatter: Bertolt Brecht. Iscenesætter: Sigrid Strøm Reibo. Scenograf: Katrin Nottrodt. Komponist: Paul Dessau. Nyoversættelse: Madame Nielsen. Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Mathias Skov Rahbæk, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Anders Hove, Öslem Saglanmak, Martin Bo Lindstn, Morten Brown, Peter Christoffersen, Rikke Bilde og Alvin Olid Bursøe.

’Mutter Courage og hendes børn’ spiller på Skuespilhusets St. Scene. Varighed: 3 timer inkl. pause

*****

DET handler om krig. ’Mutter Courage og hendes børn’ er et iskoldt stykke om, hvad krig gør ved mennesker. Stykkets titel forfører os på en måde. Courage er det franske ord for mod. Det kunne lyde, som om Mutter Courage er en amazone, der fortjener medalje for tapper krigsindsats.

SÅDAN er det ikke. Mutter Courage er kvinden, der trækker sin marketenderi-vogn gennem krige og slagmarker, bare kører videre og overlever de ukristeligste udfordringer. Hun er modig i den forstand, at hun bider sig fast i sin skæbne. I de vilkår, der er hendes. Lever med, at hun mister sine tre børn og forsøger at gennemføre business as usual. Handler med hvem, der er at handle med. Skifter sit katolske reklameskilt ud på trækvognen, når hun er blandt protestanter. Og tilbage igen, når det går den anden vej.

KAREN-LISE MYNSTER spiller hende med stoisk ro, determineret og fast besluttet på at overleve hvad som helst, hun slår en ring om sin verden, trækvognen, pengekassen, varerne og hendes tre børn, hvis skæbne er det eneste, der tæller og giver plads til følelser. Katrin, der har mistet stemmen. Eilif, der lokkes til at lade sig hverve og mister livet, og den yngste, dummepeteren, der bliver kaldt Schweizerost. Hendes lille verden er hendes kampplads. I den kaotiske krigstummel tilføres hendes omflakkende forretning tilløb af tilfældige folk, en præst, der nasser på hende – Anders Hove som skvattet og forvildet opportunist – og en kok, hun har kendt engang – Jens Jørn Spottag, der mener, han og Mutter burde slå sig sammen igen om at drive værtshus – Folk, som hun bruger til lidt af hvert, selskab, tilfældigt arbejde – pas lige på vognen, mens jeg går på markedet.

HUN er prototypen på en, der mingelerer sig gennem en krig. Troen på, at den en dag slutter – krige kan slutte, men der begynder hele tiden nye krige. Brecht vidste det. Han havde været tysk soldat under 1. verdenskrig, han skriver ’Mutter Courage’ i måneden efter, at Hitlers tropper er brudt ind i Polen og England erklærer Tyskland krig. Han var selv på flugt – flere år i trediverne bosat ved Svendborg som andre politiske flygtninge fra Tyskland, der bl.a. nød godt af den danske forfatterinde Karin Michaëlis gæstfrihed – den gæstfrihed, der bliver fortalt om i denne tid i det svendborgske Baggårdsteaters ’Jagten på det gode menneske’.

STYKKE efter stykke kredser Brecht om kriges motiver, kriges arnested: Profitten, albuerne, behovet for at ekspandere, for at rage til sig.

PÅ scenen har den norske instruktør Sigrid Strøm Reibo fulgt Brechts plan med at ladet stykket være en næsten endeløs gennemgang af den europæiske Trediveårskrig fra 1618 -1648, af og til meddelt os med nogle årstal undervejs og soldatergrupper, der synger kommentarer om, hvor vi nu er henne i historien. Men rammerne sprænges i ryk af soldater fra andre og senere tider – krig er en kæde af evige genoptagelser, nye våben, nye årsager til at slås, ingen tilforladelige  forklaringer, det religiøse opgør mellem protestanter og katolikker smuldrer i det kaotiske vrimmel af konkurrerende småstater og først og fremmest det efterhånden næsten totale sammenbrud i økonomi, opretholdelse af dagligliv og forsyninger. I nøddeskallen: Mutter Courages lille chance for at klare sig igennem.

MUTTER COURAGEs nøgterne vurdering af, hvad der betaler sig, har ved mange opførelser af det berømte stykke udfordret både medvirkende og publikum, fordi kvinden afstår fra de personlige følelsesudbrud, man kunne forvente af en kvinde, der gennemgår så mange lidelser. Sådan ville Brecht have det. Vi skulle som publikum have leveret de rå hændelser og tænke vores.

HANS danske medarbejder, skuespillerinden Ruth Berlau har f.eks. beskrevet de problemer, hun havde, da hun i efteråret 1950 skulle iscenesætte ’Mutter Courage’ for ham i Rotterdam i Holland – hun havde været assistent på flere opsætninger, nu var hun alene på et delvist udbombet teater med hollandske skuespillere, der havde svært ved at finde stilen, ikke rigtig forstod, at der ikke skulle spilles følelsesmæssigt ud i mange af scenerne. Alt appellerede til skuespillernes helt friske personlige erfaringer under 2. verdenskrig. Ruth Berlau erkendte selv, hvor svært det kunne være, men var på den anden side loyal over for Brechts senere så konsekvent indarbejdede Verfremdungs-teknik.

ISCENESÆTTELSENS historisk opsplittede fortællestil forløber næsten som en tegneserie – stadig med ét holdepunkt: Mutter Courages trækvogn læsset med salgsvarer, med hende private stue og soveleje og oven i det: Plads til orkester, klaver, orgel, sax, kontrabas og trommer. Det mest forbløffende menageri til brug også for de sange, Karen-Lise Mynster synger undervejs – komponisten Paul Dessaus udstyring af Brechts visetekster med aggressivt enkle melodier, der har en effekt på os som når vi ser på Goyas krigsbilleder på Prado Museet i Madrid. Vi forstummer, Brechts tekster sætter kløerne i os med faste greb og uden omsvøb. Krig. Det er bare sådan, det er.

FORÆLDET, firkantet teater?  Jeg hørte nogen sige det. Jeg vil snarere kalde det uforsonligt teater.

gregersDH.dk