Solen er så rød mor…

SANGSKATTEN NYPRESSET

Premieren på Kaj Munks ’Ordet’ aflyst på Aarhus Teater. Hvad gør man? Snupper lige samme teaters ’Lyden af de skuldre, vi står på’, som aldrig blev anmeldt, da den gik forrige sæson. Den er heldigvis genopsat.  

*****

INTET er så skidt, at det ikke er godt for noget! Banal, men udmærket lærdom.

AARHUS TEATER aflyste denne torsdag aften premieren på Scala Scenen på Kaj Munks ’Ordet’ – pludselig sygdom. Men skulle man af den grund undvære Kaj Munk? Næh. For på Store scene kunne man redde sig en plads som erstatning, og der blomstrede Kaj Munks ’Den blå Anemone’ som en af sangene i teatrets forunderlige musical med den lige så forunderlige titel ’Lyden af de skuldre vi står på’. Den blomstrede ikke alene, Anemonen, men var et herligt eksempel på, hvordan det er lykkedes at få en, nej, lad os ikke kalde det en musical, men bare i al beskedenhed: Et pletskud af en dansk sang-forestilling. Nationen med al sit virvar af salmer, fædreland, vuggeviser, dansk naturlyrik i sommer og vinter. Gamle og næsten-nye.

SAGT kort: Den danske sangskat. Sat på scenen i dristige, men også hjertevarme gengivelser. I scenografier, der kaldte sole og måner ned fra loftet, forbløffende kostumer, men især klange og rytmer, der nok var anderledes i tonefald end vi har vænnet os til. Sakrosante i den facon, de er nedfældet og normalt bliver sunget. ’Den blå anemone’ dukkede i forestillingen op som sprunget ud efter Thorkild Bjørnvigs ’Mørk af november’, som han skrev til en dansk renæssance-melodi, her sangerne forklædt som snefnug og iskrystaller – og pludselig sad en af dem med en pragtrød blomst – vist ikke en farve, der er meget anemone i, men det var marts, der var forårsgennembrud, det var smukt – Kaj Munk skrev sangen under besættelsen, i øvrigt kort før han blev myrdet.

DEN hele aften var begyndt med ’I Danmark er jeg født’ – teatrets kor, skuespillere og sangere som et lille folkekor. Vi blev ikke bedt om at synge med, men det var sådan, det skulle ske, scene og scener i to timers præcist timede, gennemkomponerede situationer. Brorsons ’Her vil ties, her vil bies’ – om tålmod til trofast kærlighed – sunget af Anders Baggesen og Lisbeth Balslev under ensomt favntag. Balslev – jamen, du godeste! For tyve år siden var hun den første modtager af Reumerts ærespris, allerede dengang med glansroller hjembåret fra store internationale succeser i Wagner og Richard Straus-repertoiret!

OG videre: Ingemanns ’Dejlig er jorden’ – ufravigelig til begravelser, men her sunget som festligt glædesudbrud – og jo, læs og tænk teksten om ’sjælens glade pilgrimssang’.

’DU danske sommer jeg elsker dig’ – så kønt og regelret som vi elsker den, men selvfølgelig: Koret garneret med paraplyer. Overraskende at se – og høre! – igen Lisbeth Balslev over for skuespilleren Arian Kashef, de to i rollerne som Agnete og Havmanden – folkevisen arrangeret som et lille yndefuldt og sørgmodigt spil. Carl Nielsens og Jakob Knudsens ’Tunge mørke natteskyer’ med – var det Mikkel Becker Hilgart, der tungt og mørkt ved nat slæber sig døddrukken fra et gilde, kun for at blive reddet af Maria Marschner? Carl Nielsen ville have smilet lunt.

OG meget, meget mere: ’Se, nu stiger solen’, ’Solen er så rød mor’ ’I skovens dybe stille ro’ – frydefulde sange på stribe, kærligt – ikke endevendt, men drejet smukt og nutidsklingende af sangskriveren Simon Kvamm og komponisten Marie Højlund, begge aktive i loger på hver side af scenen. Nicolei Faber som instruktør og Christian Albrechtsen som scenograf.

AFBRÆNDEREN med Kaj Munks ’Ordet’ glemt et øjeblik, men det bliver man klogere på i morgen, fredag.

gregersDH.dk