‘Rusalka’ Operaen, Det Kgl. Teater 9.3.08 Anm.

HVAD SKOVSØEN GEMTE

Det Kgl.s opførelse af Dvoraks ’Rusalka’ giver sved på panden, kløjs 2. akten, men lever på en herligt syngende Gitta-Maria Sjöberg og en karismatisk Susanne Resmark.

****

Rusalka Operaen, Det Kgl. Tegner: Claus Seidel

Johnny van Hal som prinsen, Susanne Resmark som heksen og Gitta-Maria Sjöberg som Rusalka. Tegning: Claus Seidel

Ønskeroller – ønskePARTIER, som det hedder i operaen.
Titelpartiet i ’Rusalka’ må være et ønskeparti for en sopran som Gitta-Maria Sjöberg. Der er noget ungt og drømmende ved den stemme. En friskhed og en varme, en særlig lyrisk tone, der rammer i hjertekulen.
Hvad kan man forlange mere af en sopran, der skal fremstille en nymfe, der stiger op af vandet, forelsker sig i en prins og køber sig til menneskeskikkelse hos en heks, men til en blodig pris: Tabet af sin stemme? Måske, at man netop ikke taber stemmen. Pokker skulle kalde det et ønskeparti, når man ikke må synge. Men ok: Det er kun i 2. akt. I første og sidste akten kan Gitta-Maria Sjöberg udfolde Dvoraks lyrisk-dramatiske inderlighed med usvækket kraft.

FRA TREMETEREN

Noget, man genkender i beskrivelsen af den nymfe? Jo tak. Dvorak og hans librettist har læst H.C. Andersens ’Den lille havfrue’. Plus andet gods af samme art fra tjekkisk folklore.
Operaen er naturmystik og romantisk eventyr, så det basker. Den emmer af – ikke storm og hav, som hos Andersen – men skovsø, mosebryg og tåger à la ’Elverhøj’ eller Palle Rosenkrantz-romanen ’Hvad skovsøen gemte’.
Vi har ikke set operaen før herhjemme, sært nok. Den rummer en masse klingende musik, lige til at gå til, og ikke mange kan være gået glip af Rusalkas kønne sang i es-mol til månen fra 1. akt, et paradenummer for alle sopraner. Gitta Maria Sjöberg synger det fra toppen af en tremetervippe, så vi sidder med livet i hænderne, mens månen over hende nikker venligt beskyttende til hende.

RESMARKS JERNNÆVE

Den engelske instruktør Richard Jones har leget med de tre akter.
Rusalkas løsrivelse fra vandland og tremetervippe i 1. akten inkluderer både nymfe-terzet, der yder sød referens til Wagnes kvidrende najader i ’Rhinguldet’, samt en heks, der sært nok er plantet i et amagerkansk kolonihavehus, så småt, at vi får en ekstra oplevelse ved at se og høre Susanne Resmark som heksen Jezibaba træde ud derfra iført sin prægtige korpus og lige så prægtige jernnæve af en alt-røst.
For at blive ved Susanne Resmark har vi fornøjelsen igen i 3. akten, som Richard Jones har henlagt til helvedes forgård i form af et bordel, hvor kvinder, der har solgt sig til fanden selv og hans stedfortræder på jord Jezibaba, hygger sig på noget, der ligner en luderbar ved kanten af den dystre flod, hvor Puccini afholder jalousimord i ’Kappen’. Susanne Resmark står bag disken. Klar til at levere Rusalka den kniv, hun skal bruge for at ekspedere den svigefulde prins, når han arriverer.

OVER KAJEN

Denne 3. akt er oplagt den musikdramatisk mest givende. Dvoraks partitur for fuld swung. Det giver både heks, Rusalka og prins godt albuerum på en fascinerende baggrund af en flok LSD-stenede ofre for heksemor og hendes kunster. En stribe ludere i venteposition, pålagt den eksistensberettigelse at bore en kniv i kunderne og skubbe dem over kajkanten.
Her er den ulykkelige Rusalka indlagt, har fået stemmen igen og forenes i makaber dødsdans med sin prins, Johnny van Hall, der er den mest uelegante prins på denne side Ejderen – van Hall er både stemme- og figurmæssig til et mere heavy repertoire. Det lykkes den karisma-ladede Susanne Resmark at beherske scenen næsten totalt som mutter med whisky, kniv og jernblik.

SVAGESTE LED

2. akten er så det svageste led i kæden. Dvorak har tænkt sig hoffest i det frie efter en jagt. Richard Jones er rykket inden døre i et lokalt forsamlingshus, vel ud fra en idé om, at jagtens lokale klappere skal have sig et glas skummende Pilsner, og at den arme, vildfarne Rusalka lige så godt kan gøres til grin, henholdsvis skræmme, en flok bønder, som hun kan chokere et selskab af hoffolk.
Musikken understøtter med let slaviske folkedanserytmer. Om det så også understøtter idéen, at den gæstende erstatning for Tina Kiberg, den tjekkiske sopran Eva Urbanova i rollen som prinsessen, der udkonkurrerer den stumme nymfeskønhed Rusalka, er blevet iklædt et lortebrunt maximalsæt af jakke og nederdel, som får hende til at ligne en prokurator-sekretær fra en Morten Korch-roman, kan man jo overveje. Jeg mener, det gør ondt værre. Til gengæld: Hun synger formidabelt.
Ligesom Gitta-Maria Sjöberg. Der som sagt bare må døje med at være stum i 2. akt…

Gregers DH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *