Simon Mathews, Alexander Mayah Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard (tegn.: Claus Seidel)

FORELSKET TIL DØDEN

Goethes ’Werther’ glødende og originalt fortolket på Teater S/H til besværgende musik.

Tekst: Johan Wolfgang Goethe. Bearbejdning og iscenesættelse: Sargun Oshana. Scenografi: Nathalie Mellbye. Komponist og lyddesign: Di Garbi. Medvirkende: Simon Mathew, Sara Viktoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen og Di Gardi.

’Den unge Werthers Lidelser’ spiller på Teater S/H, der – hvis du ikke ved det, ligger i Staldgade 26-30, et mageløst, let skummelt sted i den gamle Kødbyen mellem Halmtorvet og Ingerslevsgade. Varighed: 1 t. 40 min. uden pause. Spiller indtil 22. februar. Samproduktion med Aarhus Teater.

******

DET er så enkelt. Er det? Ja. Goethes fortælling om en altopslugende besættelse, forelskelsen, den vi kalder kærlighed, men ikke rigtig ved, hvad er, hvor vi skal gøre af den, hvad den betyder, hvor den fører os hen.

ENKELT kan den fortælles på teatret. Tilsyneladende. Men der kan alligevel føjes meget til. På Teater S/H havde ’Den unge Werthers lidelser’ premiere i aftes. Det er Sargun Oshanas iscenesættelse fra Aarhus Teater – du spørger: Sargun Oshana, hvem er det? Det er en mand med et sikkert instinkt for at se og mærke kræfterne i Goethes tekst. Mere behøver vi ikke sige. For det, han har digtet med Goethes drama er netop enkelt, selvom det føjer så meget uventet til.

VI lukkes ind i S/H Teatrets spæde rum, ser i halvmørket en scene, som scenografen Nathalie Melbye har gjort mærkelig stor, hvordan dét så kan lade sig gøre. Et sakralt tempel i naturen, vi er ikke i tvivl, frodigt og stort, hvor øjet rækker: Vi skal føres langt bort, er vi som i en fortryllet østerlandsk have. Der lyder en ensom sang i rummet, hvor kommer den fra? Hvem er hun, den sorte skikkelse, der står med ryggen til os på scenen i halvmørket. En præstinde? Synger hun tyske ord? Er der Goethe-tekster i den fjerne, vibratoløse stemme? Eller er det oraklet i Delphi, der varsler om skæbne? Vi skimter et kulsort flygel, hun langsomt sætter sig ved, mens hun synger, er det et Steinway, nej, fandeme nej, ikke med den sprøde, metalliske klang, men magisk lyder kvindens spil, et impromptu, der forsætter i halvanden time – også sangen, en magisk indsvøbning af de tre skuespilleres færden i rummet og morderiske forsøg på indbyrdes forståelse –  rolig, vi kommer til det! – men den stemme! Og det besynderligt filmiske akkompagnement fra kvinden ved klaveret, der umærkeligt nogle steder går over i indspillede klange, der lyder som mutede messingblæsere – Schuberts ’Ave Maria’ toner igennem som en røst fra graven, mens Werther forvandler sig til næsten den Korsfæstede i afgørelsens øjeblikke, martyriets time er inde, nej forløsningens time, Werther tager sit liv i fortvivlelse, den romantiske Sturm und Drang blæser ham af livet ved egen hånd.

HVEM er den mystiske kvinde med fjerne, kryptiske og skønne elegier? Navnet er Di Garbi står der i programmet, som i det puritanske S/H Teater befinder sig som en fodnote på bagsiden af et postkort. Di Garbi. Javel. Dét hedder hun så. Vi spørger ikke mere. Hun og hendes musik er fra en anden verden. Måske henne fra en gade i Århus, men ikke nu.

SÅ enkelt, ja. Også dét. Dette er endnu en ’Den unge Werthers Lidelser’ i løbet af få år på danske scener. Få har glemt Det Kgl.s Røde Rums debut med Elisa Kragerups gennembrud med netop Goethes hvidglødende ungdomsdrama. Det er ti år siden, Det Røde Rum er fortid, men det er på en måde det sus af fornyelse, der blæser videre med forestillinger som den, vi nu kan se på S/H med Sargun Oshanas følsomme kanyle ind i sjælen på den unge Werther, der krydser gennem sit farvand af kaotiske følelser – Simon Mathew spiller ham med hele sit fysiske og mentale instrument spændt ud mellem lykke og fortvivlelse og jagten på at forstå, hvad der sker i pigen, han elsker, men som selv tæller på knapper i tigerspring af følelser op og ned – Lotte hedder hun hos Goethe, Sara Viktoria Bjerregaard i den skinbarlige virkelighed, en skuespiller fra det århusianske, der minder om Det Kgl.s Johanne Louise Schmidt, et ungt flamme-temperament, sikker i sin usikkerhed som desperat genforelsket i Werther, og lige så desperat bundet, for ikke at sige klynget til den kæreste, der har øjne og beslutsomme følelser limet til hende – Alexander Mayah Larsen hedder skuespilleren. Werthers bedste ven.

SÅ hvad ser og får vi ikke af konflikter? Som Oshana ikke gør mindre, allerede i de første mange minutter, hvor han lader de to venner jagte scenen igennem som et par bloddråbe-næsten-ens fyre, jublende i kammeratskab og overstadig leg, en treenig dans med pigen, der har fællesskabet, den berusende ungdom, den sviende forelskelse, den lammende tvivl om sit valg susende og borende i kroppen – Oshana har på en måde gjort hende til det centrum, vi hager vores opmærksomhed til. Det plagede kvindevæsen, der er dømt til at slide sig lige så meget til blods på følelser som hendes Werther er. Han skyder sig en kugle for panden med den pistol, hun nærmest er fordømt af skæbnen (damen med de besværgende sange?) til at række ham. Hun går til evig visnen med Albert, vennen, den kloge, den perfekte, den rigtige, den indlysende ægtemand.

DET er et helt Ibsen-drama, Goethe digter hundrede år før Ibsen.

HVOR bevægende, opførelsen rammer os. I Oshanas fortolkning, i de tre skuespilleres og i den mystiske Di Garbis favn- og kvælertag, I duften fra scenografens fortryllede have og fra de mørke gange i forelskelsens djævelske labyrint.

gregersDH.dk