Emil Hartmann-kammermusik 3.1. 2020

Flaskepost fra 1800-tallet - yndefuld kammermusik af Emil Hartmann

FLASKEPOST FRA 1800-TALLET

En CD med nyt fra romantikkens enkle og blomstrende, musikalske følsomhed

Komponist: Emil Hartmann. Kammermusikværker. Musikere: Elisabeth Zeuthen Schneider (violin), Nicolas Dupont (violin), Tony Nys (viola), Justus Grimm (cello) og Daniel Blumenthal (klaver). DACAPO 82261833

 ****

HARTMANN er et komponistnavn, der summer gennem dansk musikliv gennem et par århundreder. En af Hartmænnerne hedder Emil. Ikke voldsomt bemærket i forhold til sin berømte far, Johan Peter Ernst Johan. Emil har fået sig fire stykker kammermusik på CD. Spillet med den yndefuldeste charme, der bringer os lukt tilbage i intime, romantiske hjørner af koncertliv i store og små sale i sidste halvdel af 1800-tallet. Det er violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider og nogle af hendes udenlandske musikervenner, der med stor delikatesse bringe Emil Hartmanns musik til live på CD. Og selskabet Dacapo, der sørger for, at det sker. Et par livskraftige strygekvartetter og en lille A mol-sag for violin og klaver.

MEN allerforrest en klaverkvintet i G-mol, der straks efter en varm cello-indledning i førstesatsen får os til at studse – jamen, hvor kender vi det tema fra? Jo, det er hovedtemaet fra Schumanns berømte klaverkoncert i A-mol. Hartmann omfavner det, endevender det, udsmykker det, fordyber sig i det. Og vi skal ikke være ømskindede, pibe over det og kalde det tyveri. Der er ingen grænser for, hvad komponister har snuppet fra hinanden i tidens løb. Det er først i det senere århundrede at copyright bringer sindene i kog. Mozart, Liszt – der er endeløst mange tilfælde, hvor komponister har lånt – eller hvad vi vil kalde det – fra hinanden. Og givet sig selv og os andre herlige fornøjelser.

SÅDAN også denne Emil Hartmann. Og de fire strygere, der har allieret sig med en pianist, der pludselig bringer os på Schumann-tanker, ikke bare med det A-mol koncert-temaet i 1.satsen, men også med de efterfølgende scherzo- og allegro-satser. Vi er er i selskab med højromantikkens enkle og blomstrende følsomhed. Vi er i et dansk/midteuropæisk musikkultur, I Mendelsohns og Schumanns og Niels W. Gades verden. Vi modtager – som Elisabeth Zeuthen Schneider, der er på primo-violinen, kalder det i CD-ens noter: Flaskepost fra 1800-tallet.

OG hvis vi vil vide mere, så kan vi sideløbende fordybe os i læsning i CD-noterne om en komponist, der befandt sig i skyggen af sin fars berømmelse. Som fik gnister af løft i sine ambitioner om en international løbebane under rejser i Tyskland og Frankrig. Men som skrev operaer, der aldrig nåede til opførelse. Som sloges med mentale problemer, der i nogle år bragte ham til psykiatrisk behandling på Oringe ved Vordingborg. Som giftede sig ind i velhavende borgerskab-miljø i København. Og hvor vi møder den enerverende konfrontation mellem kunstnertemperament og erhvervstop-mentalitet. De hjerteskærende problemer i det hjemlige kan man læse om i 4. bind af musikforskeren Inger Sørensens vældige værk om J.P.E. Hartmann-kredsens liv og værk.

MEN vi kan jo også nøjes med at lade hans musik stryge os blidt og varmt om ørerne på denne CD.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *