Palle Knudsen og Susanne Resmark i ‘Sweeney Todd’ (tegn.: Claus Seidel)
STEGT ELLER KOGT
Helsekost-servering og gratis barbering i Operaens foyer til ’Sweeney Todd’. Hvis vi tør.
Komponist: Stephen Sondheim. Tekst: Stephen Sondheim på basis af en roman af Hugh Wheeler. Instruktion: James Brining. Dirigent: Ian Ryan. Medvirkende: Palle Knudsen, Susanne Resmark, Nicholas Morton, Cassandra Lemoine, Frederik Rolin, Johannes Mannov, Jens Christian Tvilum. Gert Henning Jensen og Aleen Itani. Operakoret og Det Kgl. Kapel
’Sweeney Todd’ spiller på Operaen indtil ?????. Varighed: 3 timer inkl. en pause.
*****
VEJRUDSIGTEN lyder på en brise af angelsaksisk galgenhumor. Muntert på vej ind over os. På tv følger vi Boris Johnson, der med et vellystigt smil er i gang med at lægge strikken om halsen på Storbritannien, mens Parlaments-speakeren John Bercow slår i sin pult og råber ´Order!’ til vores store fornøjelse som var det taktslag i en operette.
PÅ Operaen kaster de nu gnister af festlig, morderisk uhygge på scenen med ’Sweeney Todd’, der havde premiere i aftes – i kølvandet på Operaens lanceringer af den engelske komponist Adès’ ’The Exterminating Angel’ (’Morderenglen’) og samme komponists ’Powder Her Face’, der pudrer en engelsk overklassekvinde til et par ekstra åndedrag i sin visnende tilværelse af britisk dekadence. Operaer, hvis plot, vi har kunnet gnide os i hænderne over som eksempler på britisk humor. ’Sweeney Todd’ er ganske vist skrevet af amerikaneren Stephen Sondheim, men han har næsen dybt i Londons tågede baggårde. Der er stukket flere knive end der kan tælles i ryggen på det britiske parlaments medlemmer, og latteren runger jo dybere de stikker, for ’Sweeney Todd’ er en makaber komedie. Det er ikke meget af gamle Charles Dickens sociale indignation, der rusker i Todd-historien, selvom forestillingens instruktør prøver at få os den vej. Når latteren runger, er det fordi stykkets makabre hændelser overdøver med sit show af systematiske, korporlige aflivninger, gennemført med kølig konsekvens og på spektakulær facon. Barberen Sweeney Todd skærer halsen over på kunde efter kunde. Han er en vred mand, der er på hævntogt efter en dommer, der engang uretfærdigt har dømt ham til mange års forvisning til Australien – den tur var populær i tidernes morgen, ligesom franske dommere heller ikke kunne få dømt folk langt nok væk, men valgte øer i det caribiske hav, jfr. Dreyfuss-affæren. Dén sag handlede om politik og antisemitisme og var fra det virkelige liv – ’Sweeney Todd’-affæren er fiktion, rent digt, en roman og et skuespil om et dumt svin af en dommer, som Sweeney Todd jagter efter sin hjemkomst fra Australien. Med barberkniv i hånd og sin salon som henrettelsessted. Ikke bare som straf for den forkerte dom. Dommeren har også benyttet lejligheden til at voldtage hans kone.
INGEN pardon. Heller ikke overfor publikum, der allerede i Operaens foyer møder Londonstemning: Du kan få pudset dine sko af en underklasseknægt. Der er arbejdende barbersaloner langs med væggene. Og der er servering sat frem af pies og kager, sikkert delikate og velsmagende al den stund, at vi må forestille os – hvis vi har lyst – at de er bagt efter den opskrift, de er brugt i ’Sweeney Todd’…
HER er vi ved fortællingens kupagtige glansnummer: Barber Todd allierer sig med sin nabo, bagerdamen Mrs Lovett – en operamæssig alliance mellem barytonen Palle Knudsen og mezzosopranen Susanne Resmark. Palle Knudsen af operagængere forbundet med en glad Papageno i ’Tryllefløjten’ og mange elegante og smukt formulerede Mozart-partier i øvrigt, samt – hvad skal vi nævne – hans Wolfram i Wagners ’Tannhäuser’ – en sanger, der nu som barber Todd udfolder sin glansfulde stemme og sit noble ydre i en anklagende barbers kølige og militante modangreb, forurettet og målrettet. Og Susanne Resmark, Det Kgl.s gloriøse, imposante mezzo forbundet med bl.a. store Wagner-partier – jeg ser hende for mig som Erda, selveste Moder Jord, i Det Kgl.s ’Ringen’ for nogle år siden – nu her som bagerkonen med det ukuelige overskud til at gå i forbund med barberen i et forretningsfælleskab omkring etableringen af en kage- og pie-produktion, der udnytter barberens aflivede kunder til bagning og tilberedning af kødfyldte lækkerier. En rungende salgssucces. Udtænkt i et samarbejde og en stemning mellem barber og bagerdame, som var det en øvelse til tvs bagedyst, og udført i en teknisk installation, der kunne være udtænkt af Storm P: Barberstolen med det røde sæde – blodspor nemme at kamuflere! – kan fikst og lydløst lade kunderne glide ned i bageovnen i kælderen efter aflivning med Todds skarpe kniv.
MAN skal vare sig for spekulationer om lighed med IS-krigeres henrettelser af ikke-troende, vi er til fiktiv kammerkomedie og trøster os med, at der er gammel tradition i engelsk litteratur og lystspil for mord af alle arter. Med eller uden Baskervilles hund hylende som akkompagnement.
DET er muligvis hårdkogt spøg for nogle teatergængere. Et par rækker var delvis tømt, da vi gik i gang med 2. akt efter pausen, og der stod få urørte kødfyldte pies i foyeren tilbage. Var vi i den grad til reality-opera, at de publikummer, der gik i utide havde spist sig mætte i resterne og oplevet engelsk operakomedie på fatalt nærmere hold end os andre? Stimulering til at deltage i fornøjelserne kan være opstået med Palle Knudsens og Susanne Resmarks overdådige opregning af pespektiverne i deres produktionsplan lige før pausen – alle mulighederne opremset i en svingende vals. En af den type musikalske slagnumre, Stephen Sondheim brillerer med i et partitur, der er mesterligt varieret, komponeret med et utal af orkestrale raffinementer i grænseområdet mellem egentlig opera, jazzrytmiske virkninger og effektfulde lån fra det ene og andet, engelske viser, kirkemusik, og endda et nostalgisk klip fra Bernsteins ’West Side Story’: Tonys og Marias ’Somewhere’.
JEG skal ikke fordybe mig yderligere i historiens brogede plot og persongalleri. Barberen og Bagerkonen (det lyder som titlen på et H.C. Andersen-eventyr) – de to er vores hovedpersoner, Susanne Resmark især med et forrygende komisk gennembrud, ubetalelig med ekskursioner i ublufærdige bidrag til forretningsmoralen, som kunne hun være en ansat i den danske Socialstyrelse med uskyldsrene fingre i pengekassen. Hvis ikke hun lige fremførte alt på uforfalsket londonsk cocney og var en forrygende humørbombe. Der bliver sunget prægtigt af mange af de medvirkende ud over de to hovedpersoner. Ikke mindst af Operakoret, der har gennemgående betydning i begge akter som kommentatorer til barber- og bager-regimet i Fleet Street. Med dirigenten Ian Ryan i graven (orkestergraven) som animator – det er en engelsk produktion af stor og fantasifuld scenografisk effekt overført til Det Kgl. – alt sunget på glimrende engelsk. Så engelsk dansk opera i det hele taget fører sig frem pt! – ny engelsk chef på Cop. Summeropera, ny engelsk operachef på Det Kgl. – overchefen på det samlede Kgl. Teater, Kasper Holten selv med hovedet godt fyldt med erfaringer fra sine år som operachef på Londons Covent Garden.
SWEENEY TODD… Nu er du advaret. Værket bliver i programmet kaldt lidt af hvert: En musical, en musikalsk thriller eller en opera. Sikkert set af mange på film med Johnny Depp i titelrollen. Af teaterpublikummet som en forestilling på Århus Teater for en del år siden.
gregersDH.dk
Fantastisk skrevet, Gregers! Jeg glæder mig i den grad til januar nu!