Kari Dahl Nielsen, Sine Bundgaard, Anna Kasyan, Matteo Macchioni og Magnus Kjelstad i ‘Cosi fan tutte’ (Tegn.: Claus Seidel)
MANDSCHAUVINISTISK SVINESTREG DIREKTE RETUR
Mozart er tilbage på Operaen med sin hjertegribende joke ’Cosi fan tutte’ – stadig lærerig anno 2019.
Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart. Librettist: Lorenzo da Ponte. Iscenesætter: Tim Albery. Scenograf: Tobias Hoheisel. Dirigent: Paul Goodwin. Medvirkende: William Dazeley, Anna Kasyan, Magnus Ingemund Kjølstad, Karl Dahl Nielsen, Matteo Macchioni, Sine Bundgaard. Det Kgl. Kapel.
’Cosi fan tutte’ spiller på Operaen. Varighed: 3 timer inkl. pause.
*****
’COSI FAN TUTTE’ er en slikbutik af skøn musik. Arier, ensembler, duetter oven i hinanden. Du kan ikke sidde i fred for noget af det. Dine ører får ikke ro et øjeblik til at bande over, at dine ører keder sig, fordi der ikke sker noget. Vokale perler. Strømme af små og store åbenbaringer.
NU er den der igen på Det Kgl. – ikke hørt dér, siden en herlig og pjanket udgave for otte år siden med et næsten rent dansk drømmehold af sangere: Inger Dam Jensen, Elisabeth Jansson, Johan Reuter, Peter Lodahl og Palle Knudsen.
Pjank dengang. Nu med en understregning af, hvor moderne en opera ’Cosi fan tutte’ er. Selvom nogle vil kalde den gammeldags, fordi den påstås at handle om nogle selvoptagne mænd, der laver et væddemål, der bare går ud på at bevise, at kvinder af naturen er troløse og lige klar til at hoppe på limpinden, når mænd vifter med, hvad de nu har at vifte med. Titlen siger det: Cosi fan tutte… Sådan gør alle, underforstået: alle kvinder.
MEN dét operaen fortæller, er, at mænd er lige så troløse som kvinder, når det passer dem. Beviset for kvinders indbyggede og naturgivne eneret på troløshed ramler nemlig hurtigt, da deres to kærester – guidet af en ældre kyniker – anstiller et eksperiment, hvor de i 24 timer bytter identitet. Den ene forklæder sig som den anden og den anden som den ene. De prøver at forføre hinandens kærester, og begge render ind i, at bedraget fungerer. Forførelserne lykkes sådan set. Men samtidig falder de begge to mere eller mindre for deres vens kæreste. Ikke alene er eksperimentet en mandschauvinistisk svinestreg mod pigerne. Men de ender selv lynhurtigt i deres egen fælde. Væddemålet er på en måde dobbelt tabt. De fire unge vikler sig – som unge til alle tider – ind i et fælles cirkus af tvivl, af følelser, der render af med dem, gør den usikre og skæve i hovedet af en blanding af lyster, dårlig samvittighed og overvejelser over, hvad de hver for sig har gang i. Og operaens engang anfægtede frivolitet har uindskrænket gyldighed, lige fra Mozart og Lorenzo da Pontes egen tid til i dag. Jo, ’Cosi fan tutte’ er en moderne opera.
VI skal ikke undlade at fortælle, at der bliver spillet og sunget godt og smukt i forestillingen – kynikeren Don Alfonso af den fine baryton William Dazeley, de to fyre Guglielmo og Ferrando af barytonen Magnus Ingemund Kjølstad og tenoren Matteo Macchiani, og de yndefulde damer Fiordiligi og Dorabella af sopranen Anna Kasyan og mezzoen Kari Dahl Nielsen, for ikke at tale om tjenestepigen med det suveræne fut i, Despina: Sine Bundgaard. Vi skal heller ikke overse, at iscenesættelsen leger med, at den beregnende inspirator Don Alfonso er en videnskabsmand, der bakser med både tekniske eksperimenter som Camera obscura og sex-psykologiske forsøg af den art, vi ser i ’Cosi fan tutte’: Teorien om de svage kvinder over for de stærke mænd. Han taber væddemålet. Teorien holder ikke. Mænd og kvinder er fælles om at være på glatis. Selvom Mozart og da Ponte holder på rokokkohat og briller og lader operaen ende i kejserblå småborgerlighed. Til gengæld søler de uanfægtet til det sidste med guddommelig musik.
gregersDH.dk
