OPUS FOR OPUS

Jeg er som ’et træ, der vokser opus for opus og så bliver fældet’, sagde Niels Viggo Bentzon.

’Bentzon – komponist, pianist, provokatør’. Forfatter: Toke Lund Christiansen. 326 s. Illustr. Aarhus Universitetsforlag. 299,95 kr.

****

KOMPONISTEN Niels Viggo Bentzon ville have været 100 år nu. Myterne om ham har båret hans folkelige ry gennem årtierne. Det er godt at få dem – ikke dementeret – men suppleret med grundig behandling af hans musik. Det gør Toke Lund Christiansen med sit værk om ham. Jeg kalder det et værk, for 326 tæt skrevne sider i et bogformat, der bringer brevvægten i knæ, kan vi godt tillade os at kalde et værk. Og bogen har også værkets karakter i lange passager, hvor Toke Lund Christiansen gennemgår hele arsenalet af kompositioner fra Bentzons hånd, så vidt de lader sig registrere og tælle. Selv havde Bentzon aldrig præcis rede på antallet, han bare skrev og undfangede musik og idéer, undfangede dem næsten hvor og når som helst i strømme af produktivitet.

DET vidtspændende i værkernes karakter kan man tænke sig til, når man ser på bogens forside: Bentzon i kjole og hvidt, i dramatisk fugleflugt foran det sorte Steinway ved en – koncert? En happening? – i hvert fald en af de i øjne- og i ørespringende situationer fra 60’erne eller 70’erne, hvor hans rastløse, musikalske ekskursioner bragte ham foran publikum. Fluxus-bølgen satte hans fantasi og kreativitet i skred, og det har Toke Lund Christiansen flere gode forklaringer på i bogen – en af dem handler om Bentzons utæmmelige lyst til afprøvning af alt, der i videste forstand havde relation til toner, rytmer, instrumenter og hans eget menneskelige udtryksbehov. En anden forklaring handler om hans generelt rastløse sind og sjæl. En tredje om hans tilbageskuende forankring i et par generationers nationale og internationale musikudvikling – hvor befandt han sig selv ud fra sin baggrund som dansk komponist med et helt register af forfædre og slægtninge, som har tegnet traditionerne gennem et par århundreder bagud, Hartmann i flere udgaver, Gade, Carl Nielsen etc.? En fjerde forklaring, der aftegner de eksistentielle vanskeligheder, som en blomstrende og broget livsførelse bød ham.

HAN var god for enhver spontan idé, der kunne klare økonomien, idéer af den type, der også skabte de farverige myter om ham. Selv husker jeg en situation i kantinen i Politikens Hus, hvor hans sad med Ekstra Blad-journalisten Chris Wammen og pludselig foreslog Wammen at komponere et tema, Ekstra Bladet kunne bruge som logo. Han gik i gang på stedet. På den nærmeste serviet. Muntre Chris Wammen forlod bordet, gik ind til chefredaktør Sven Ove Gade med værket og Bentzons pris: 25.000. Længere kom ideen ikke. Men hvorfor ikke? kunne Bentzon med god ret spørge. Han fortæller selv til bogens forfatter, hvordan han engang præsenterede DSB’s generaldirektør Povl Hjelt for et musikalsk signal til brug for etaten. Det lille motiv sat sammen af tonerne d-es-b, som i årevis kom til at fungere umiskendeligt fra højtalerne. Da Hjelt spurgte, hvad han skulle have for de tre toner, skød Niels Viggo ud i luften: ”Én øre pr. afgang”. Først så Hjelt glad ud. Dét lød jo ikke af meget. Men så fór han op: ”Er De gal, Bentzon… det bliver – vent lidt, og han skriblede en masse tal ned på et stykke papir. Det bliver jo MILLIONER, altså kroner, ikke ører!!” Så det endte med et engangshonorar.

MYTERNE og anekdoterne blev en del af Bentzons image. Bestyrket af ham selv i hans urolige omgang med tilværelsen. Hvor Toke Lund kan bekræfte den sammenhæng, der er med Bentzons enormt flittige produktion i alle verdenshjørner – og de hurdler, han støder ind i i et musikmiljø, han både var og ikke var en del af. En del af, fordi han var traditionelt opdraget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, klassisk skolet, selv ansat som lærer på stedet, selv i årevis succesrig komponist til værker i de traditionelle genrer, kammermusik af alle arter, symfonier, koncerter for soloinstrumenter og orkester – succeser, der undertiden gik verden rundt, og herhjemme blev betragtet som centrale i dansk musik. Og samtidig i 60’erne ser han en ny generation af komponister – ikke meget yngre end han selv – en generation, der skubber store dele af de klassiske dyder og manérer til side, griber ud efter kompositionsmetoder, de henter udefra – det internationale nybrud med Darmstadt som nervecenter og udgangspunkt i tolvtoneteknik og forskellige former for atonalitet  – i virkeligheden en genopdagelse af noget, der allerede var sat i værk i årene efter 1. verdenskrig med komponister som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton Webern i hovedroller. Alt sammen noget, Bentzon snusede til med sine vibrerende næsebor og forsøgsvis kastede sig ud i, men uden voldsomt held. Mest med den samme ildhu og nysgerrighed, der drev ham mod f.eks. det næste årtis flirt med fluxus, happenings og provokerende performance. Mens han stadig frem til sin død i 2000 bliver ved med at komponere nye symfonier, ny kammermusik, nye klaverstykker, alt det, der ligger i hans blodomløb og hjernesystem, intakt og direkte formmæssigt tilgængeligt og selvfølgeligt.

TOKE Lund Christiansen citerer ham med et svar, han får i 1978 under en af sine mange samtaler med Bentzon: ”Du må forestille dig et egetræ. Et stort et. Jeg skærer den første gren, opus 1, og den næsten, opus 2, og sådan bliver jeg ved år efter år. Og du spørger, hvad der sker, når egetræet står uden grene? Ja, så skal det fældes. Så enkelt er det.”

BENTZON manglede aldrig ord og billeder. Han skrev bøger og artikler i strømme. Han talte, holdt foredrag, diskuterede. Rejste, mødte kolleger rundt i verden, blev spillet, spillede selv, for han var en forrygende pianist, hvis greb om klaveret var lige så dynamisk og karismatisk som hans person. Han læste, havde favoritter som E.T.A. Hoffmann – det blodrige, det mystiske, det fantastiske havde let fat i ham. Vi så det i f.eks. ’Faust III’, den opera, han skrev midten af 60’erne, og som bygger på både Goethe, Kafka og James Joyce, et værk af forvirrende kvalitet, men stort tænkt og anlagt. Uropført på operaen i Kiel i 1964 og kort efter overført til Det Kgl. Teater.

TOKE Lund Christiansen skriver flydende og levende om denne ekstravagante personlighed i det 20. århundredes danske musikliv. Han har selv spillet en del af Bentzons musik, både som solist og som solofløjtenist i DR Symfoniorkester. Det mærkes bogen igennem – både i den omfangsrige gennemgang af enkeltværker og i de tætte karakteristikker af Bentzons person og gøremål. Så meget er med. Det bliver lidt langt enkelte steder. Det kan nok tage pusten fra nogle, f.eks. i begyndelsen med den omhyggelige udredning af musikere i slægten. En udredning, der på den anden side medvirker til at forstå de splittelser, der ligger i Bentzons blanding af forankring og oprør. Ligesom omfanget af gennemgangen af værker får os til at forstå, hvordan den klassicistiske substans i Bentzons musik fylder meget i forhold til hans udadvendte performance og mytologiseringen af ham.

JEG genopfrisker i mit eget arkiv et stort interview med Bentzon fra september 1961, som handler om hans arbejde på det tidspunkt med korværket ’Torquilla’ og hans ’Symfoniske variationer’, som det efterår skulle spilles på en Europa-turné med Det kgl. Kapel og Sergiu Celibidache som dirigent. Redaktionen på min daværende arbejdsplads ’Dagens Nyheder’ bragte interviewet søndag 3. september (der blev det gamle dagblads sidste nummer) med overskriften ’Løvebrølet i dansk musik’ vedføjet et billede af Bentzon, der struttende af urkraft dukker op af Øresund. Det var myte, image og musikalsk overskud samlet i ét interview – et øjebliksbillede af Niels Viggo Bentzon, sådan som man nu får ham skildret grundigt i Toke Lund Christiansens store bog.

gregersDH.dk