Troels Lyby, Julie Agnete Vang, Katrine Greis-Rosen-thal og Niels Ellegaard (tegn.: Claus Seidel)
DE ’SJOVE’
GULE STRØMPER
En overdådig ’Helligtrekongers Aften’ på Grønnegårds Teatret ofrer til tidens umådeholdne jagt på kønsudjævning.
Dramatiker: Shakespeare. Iscenesættelse og bearbejdelse: Instruktør: Christoffer Berdal. Scenograf: Peter Schultz. Kostumer: Nicholas Nybro. Medvirkende: Katrine Greis-Rosenthal, Troels Lyby, Julie Agnet Vang, Niels Ellegaard, Ann Leonora Jørgensen, Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.
’Helligtrekongers Aften’ spiller på Grønnegårds Teatret indtil den 24. august. Varighed 1t 40 min. uden pause.
****
HVOR er vi henne? Hvor skal vi hen? Narren i ’Helligtrekongers Aften’ synger sine melankolske sange et par steder undervejs i Shakespeares ’Helligtrekongers Aften’. Feste hedder han. Festlig er han, jo da. Provokerende med sine frækheder. Men mere melankolsk. Og egentlig tvetydig. Som stykket i det hele taget. Er vi til en grotesk farce? En munter kærligheds-forveksling? Til underspillede tydninger af livets lattervækkende meningsløshed?
”KOM og kys mig tusind gange/Ungdom er et flygtigt spil,” synger Narren et sted. Og han får det sidste ord i femte og sidste akt, da han har resumeret sit eget mislykkede liv: ”Men det er det samme, her ender vort spil/Vi vil gerne jer more hver evige dag.” Sunget i Niels Ellegaards let tilslørede, sarkastiske tone, der forplanter sig flerstemmigt til de medvirkendes finalesang.
VI har set mange måder at fortolke Shakespeares stykke, der har fået titlen ’Helligtrekongers Aften’, fordi den er skrevet til den tolvte aften efter jul. Der er konkret, festlig anledning nok. Dronning Elisabeth bestilte den til et fyrstelig besøg. Shakespeare sad netop på det tidspunkt med færdiggørelse af skriveriet på ’Hamlet’.
DET klinger næsten af, at han har tænkt: Nu skal der søreme skrives noget helt andet, noget med spræl i. Det lykkes, men ikke hundrede procent. Der er død og ulykke som en svag tråd gennem al halløjet i ’Helligtrekongers Aften’. Det starter med en skibskatastrofe, der er krig og dødsfald som baggrund for flere af personerne. Ved opsætningen på Det Kgl. for et par år siden havde man helt udeladt narren Feste – måske fordi hans beske melankoli forstyrrede den underholdende forvekslings- historie omkring den strandede pige Viola, der tager job forklædt som mand hos hertug Orsino og må agere postillon d’amour for ham til den skønne enke Olivia, der straks forelsker sig i den unge budbringer – hvorpå der kører et yndefuldt forvekslings-spil gennem hele stykket, selvfølgelig et spil, der er – og skal være – totalt gennemskueligt for publikum.
SAMTIDIG med, at man som et spil i spillet har drukkenbolten Tobias Hikke og hans ven, dummerniklen Andreas Blegnæb til sammen med Olivias tjenestepige Maria at gennemføre en practical joke, der skal latterliggøre Olivias hushovmester, der sandelig også er et taknemmeligt offer, fordi han er et hovent, selvoptaget, arrogant og ikke særlig begavet væsen.
DET var i sin tid en glansrolle for Jørgen Reenberg på Det Kgl. Men på Grønnegårds Teatret har man valgt at lade rollen spille af en kvinde som et udslag af tidens efterhånden ret umådeholdne jagt på at forsøge at udviske kønsskellene i den pæne, men trættende hensigt at påvise ligheden mellem kvinder og mænd. Vi lukker gerne øjnene for den jagt i velvillig accept af, at kønsdifferentiering er et urimeligt fortidslevn på en række praktiske og intellektuelle områder. Men må erkende, at trenden er meningsløs, når Olivias hushovmester ved navn Malvolio skal gøres til hushovmesterinden Malvolia. uden at det har nogen påviselig ny dramatisk effekt. Vi konstaterer bare, at Ann Eleonora Jørgensen spiller rollen med stor og underholdende slagkraft, prægtig i latterlig, men tragisk selvoptagethed, som det kræves af rollen. Hun giver den ikke for lidt i henrivende krukkeri og hjælpeløs uforskammethed. Men hun må altså stå model til et påfund, der ikke har nogen relevans i forhold til den dramaturgisk velargumenterede gennemskuelighed i Violas bevidste optræden som mand. Det er dér spændingen og spændingens udløsning befinder sig.
DER er masser af kultur- og teaterhistoriske pointer i – og baggrunde for – at mænd i tidens løb har spillet kvinderroller, f.eks. på Shakespeares tid. Og at vi f.eks. møder kvindelige sopraner i barokoperaernes manderoller. Men det er uden mening, at rollen som Malvolio skal ændres til en kvinderolle blot for at demonstrere et øjeblikkelig lune og en midlertidig trend i kønsrolledebatten. Tobias Hikke, Andreas Blegnæb og frk. Maria opnår ikke at få Malvolia til at virke mere latterlig med de gule strømper end den Malvolio, Shakespeare ifører gule strømper. Tværtimod. Jeg vil nærmest mene, at det overvældende gule antræk, Ann Leonora Jørgensen stiller i, er flot og skønt og kunne anvendes på stedet og med held af Boozt eller Hennes og Mauritz som forårsmode.
OG det falder på der herligste i tråd med den ekstravagante kostumering, som udfolder sig i hele persongalleriet. Det fremgår af programmet, at instruktøren Christoffer Berdal og kostumedesigneren Nicholas Nybro har gjort studier på Balkan, hvor man må formode, at det fiktive Illyrien, som Shakespeare henlægger handlingen til, befinder sig. De har hjemtaget og fået produceret et orgie af farverige kostumer, der gør opsætningen i Grønnegården til at bølgende renæssancemaleri af overdådigheder. Et eventyr, der har indledningens skibbrud-dekoration med bølgende hav som baggrund – så skuespillerne kan videreudvikle den forvirrende handling som bølgeskvulp af misforståelser under op- og neddukken i det scenografiske bølgeskum, der er udformet så malerisk af Peter Schultz.
VI møder Troels Lyby som en Hertug Orsino med herlig teatralsk stemmeføring, Katrine Greis-Rosethal og Henrik Lund som Viola og Sebastian, bror og søster som et par forvekslelige perler på snor i hvidt. Julie Agnete Vang som den erotisk kogende enke Olivia i sort, hendes flabede tjenestepige Maria – Laura Bro struttende af liv i rødt som et rosenbed i Haveselskabets Have. Og Asbjørn Krogh Nissen som Tobias Hikke, der ligner et udskrab fra en Themsen-kloak sammen med Anton Hjejle, som udfolder sig som pyntedukken Andreas Blegnæb. Der er store traditioner forbundet med de roller, og vi genoplever deres forskellige måder at gribe dem an på.
GÅ trygt til det foruroligende pjank i Grønnegården. Og overvej argumenterne i programmets artikler for Malvolios rolle som Malvolia.
gregersDH.dk
