Arnold Bezuyen og Johan Reuter i ‘Nixon in China’ (Tegn. Claus Seidel)

MAO OG NIXON

Gå ikke hjem efter 1. akt. Det er i 2. og 3. akt af ’Nixon in China’ det sker.

Komponist: John Adams. Libretto: Alice Goodman. Scenografi: Dick Bird. Medvirkende: Johan Reuter, Sarah Tynan, Zachart Altman, Arnold Bezuyen, Sofie Elkjær Jensen, David Kempster, Hanne Fischer, Karl Dahl Nielsen og Johanne Bock m.fl. Dirigent: Alexander Vedernikov. Det Kgl. Kapel og Operakoret.

’Nixon i Kina’ spiller på Operaen endnu to gange: På søndag kl. 15 og på torsdag 6.6. kl. 19. Varighed: 3 t. 15 min. inkl. 2 pauser

****

VI studsede lidt, da vi hørte det: En opera om Nixon på statsbesøg i Kina for næsten 50 år siden? ’Nixon in China’ – det lyder som en charterrejse-reklame fra Victors Farmor. Men den er god nok. Det er historieskrivning sat i musik. Det skete i 1972, og det var Mao, Nixon besøgte. Det var bossen fra kapitalismens U.S.A. på visit hos kommunist-diktatoren i Kina. Fint – hvorfor ikke opera? Opera- og teaterlitteraturen er fuld af fortid, nationernes topfolk, der brager sammen, prøver at undgå det, men gør det alligevel. Shakespeare var leveringsdygtig og behøvede heller ikke gå langt tilbage i tiden for at finde sine emner. De Richard’er, de Henry’er – der var nok at tage af. Alle har en dagsorden. Det havde Nixon også i 1972. Eller det var måske snarere Henry Kissinger, der fil den forbløffende ide: Vi tager til Kina. Ingen præsident har været der siden 1949. Vi må have hul på det forhold. Det kan rokke ved Vietnamkrigen og magtbalancen med Sovjet.

NIXON ankommer altså til Beijing. Der er dokumentar-film og billeder fra det hele. Ud og ind af fly, håndtryk, embedsmænd i flokke. Og så er der komponisten John Adams’ musik, der ligger som Stars&Stipes-tæppe allerede fra første hug i orkestret – en musik, som vi definerer som minimalistisk – du kan hurtigt lade dig forlede til et: Når det er med dén på! Arsenaler fyldt af gentagelser, små motiver, intervaller sat sammen på staveplader, rytmiske figurer, man kan lukke øjnene og mumle i kor med sig selv til som var de medicin til at falde i søvn på. De følgende tre timer. Det er en lang opera.

MEN dér kortslutter man bogstaveligt. Nøjagtig som man måske synes, at musikken kortslutter. For der sker noget. Musikken sniger sig ind på dig, den gror som veltrimmet ukrudt efter en 1. akt, hvor Adams og libretto-forfatteren Alice Goodman sætter deres beretning fra Beijing i gang –  i uendelig gang, synes man. Præcis afskrivning af, hvad der blev sagt ved det første møde mellem Mao og Nixon, hver for sig garneret, den først med Chou En-Lai, den kinesiske udenrigsminister, den anden med Henry Kissinger, U.S.A.s udenrigsminister. Det er fin research, det er i orden, det er interessant, men det meste af det bliver tørlagt dialog, hvor vi lige registrerer to temperamenter, den selvsikre Mao, den usikre Nixon, der tyr til forsøg på charmerende munterhed. Det foregår i en atmosfære af støvet-brunt møblement og gråmalede omgivelser.

DEN akt er en tung affære, musikken får ikke ret meget til at løfte sig ud af den spegepølsemaskine-facon, der kan være minimalismens svaghed. Vi noterer os Arnold Bezuyens Mao som hårdstemt og sikker dramatisk tenor, og Johan Reuters Nixon med sin prægtige baryton skruet ind til konversationsformatet. David Kempster som Chou En-Lai og Zachary Altmann som Kissinger, to diskrete manipulatorer bag deres chefer.

MEN så ekspederes fruen, Pat Nixon – sopranen Sarah Tynan – på sightseeing i 2. akt for at blive belært – og betaget – af sider af kinesisk kultur, der handler om kvinderoller og dans. I en pudsig blanding af glad nysgerrighed og elementær betagelse drømmer hun sig nærmest ind som medvirkende i de farverige balletoptrin, hun præsenteres for: En historie om en danserinde, der bryder ud af korpset og gør oprør med herremanden, der tyranniserer de ansatte kunstnere i en stribe optrin, hvor musikken udvikler sine enkle strukturer i synkoperede mønstre, der er en livgivende afart af jazzens udtryksmidler, stædigt insisterende puls og masser af facetter i en instrumentation, der bruger blæserne som tyngdekraft. Der er fascinerende rytmisk flow i scenerne, og der er melodisk fantasi især i fortællingen om den straffede, mishandlede og næsten afdøde danserinde. Pat Nixon er på nippet til at medvirke i hendes frelse – vi hører komponisten være i Wagnerhjørnet og på vej ind i Brünnhildes opvågnen, da Siegfried finder hende sovende på bjergtoppen. Minimalismen i hans musik får uventet strøm til.

PERSONGALLERIET får chokerende slagkraft, da Maos kone Chiang Ch’ing træder ind – Sofie Elkjær Jensen som en satanisk sort, sadomasochistisk figur, blikket og tonen skærpet til en flammende ragekniv, stemmen iskold og glansfuld – den myteomspundne kvinde ved Maos side, vi husker som medlem af Firebanden, der blev arresteret efter Maos død og dødsdømt.

SIDSTEAKTEN i operaen er en dramatisk, magisk blok af status over Nixon-besøget. Vi følger de to par – Richard og Pat, Mao og Chiang i en slags efterskrift til besøget. I hver side af scenen indvies vi i skarpt adskilte udviklinger, dramatisk fiktive, men bevidst markerede af iscenesætteren John Fulljames, Det Kgl.s nye operachef. Nixon’erne er hjemme i Californien, hvor livet går med hyggesnak, kortspil og burgere. Og vi ser Mao og hans Chiang i scenens kongeside, hun i snigende jagt på sin affældige ægtemand, han vigende for hendes faretruende tilnærmelser, det er en rovdyr- og offerkrig, kattens leg med musen – den virkelighed, man har kunnet ane i årene omkring Maos død i 1976. De to scener ledsages af en musik, der bliver mere og mere differentieret klangligt og rytmisk. Mystificerende og bevægende på én gang. Scenografien gravsætter dem alle i en blok, mere dyster end det gravkammer, Aïda og Radames slutter livet i i Verdis opera – Pat og Richard, Chiang og Mao føres ind i en kæmpekasse, der kunne indeholde måneders eksport af Danish Crown-skinker til Kina.

SÅDAN kommer denne opera efter en firkantet start gradvist til live som dramatisk underholdende i 2. akten og dramatisk sort i 3.akten. Grå start, farverig midtvejs, tankevækkende i slutningen. Det er en forestilling, der bringer knaldsikre Kapel-musikere og Operakorsangere styret af dirigenten Alexander Vedernikov i fokus i et værk, der fører Operaen et skridt videre ud over hverdagens repertoire.

gregersdh.dk