Skattegraveren Takkelloftet Operaen 2.4. 2019

Tang Kristensen vandrede på heden, lyttede og kom hjem med 3000 gamle folkesange. Mød fortællingen på Operaens Takkelloftet.

 

Mauro Patricelli, Thommy Andersson, Signe Asmussen, Mathias Seibæk og Chano Olskær (foto: Søren Meisner)

SKATTE-GRAVEREN

Tang Kristensen vandrede på heden, lyttede og kom hjem med 3000 gamle folkesange. Særpræget musikalsk fortælling på Operaens Takkelloftet.

Forfatter og komponist: Mauro Patricelli. Iscenesættelses-konsulent og fortæller: Klaus Risager. Sang: Signe Asmussen. Kontrabas: Thommy Andersson. Slagtøj: Matias Seibæk. Trommer: Chano Olskær. Cembalo: Mauro Petricelli.

’Skattegraveren’ spiller igen søndag 6.4. på Operaens Takkelloftet. Varighed: 1 time 15 min. uden pause.

****

HER sker der noget af særpræget art. Den italiensk-danske komponist og pianist Mauro Patricelli graver sig ind på folkemindesamleren Evald Tang Kristensen på helt original facon. Han har skrevet, hvad han kalder en ’dokumentar-opera’ om Tang Kristensen, som levede nogenlunde samtidig med Carl Nielsen og var en skolelærer i Vestjylland, der gjorde det til en livsopgave at hente sange og historier op af fortiden. 3.000 folkesange og mindst lige så mange historier og legender blev det til.

PATRICELLI griber det an som en fortælling i billeder, sang og musik – og det er der i sig selv ikke noget mærkværdigt ved, men metoden er speciel. Han sidder selv ved klaveret, han har en kontrabassist og to slagtøjsmusikere og en sangerinde ved sin side. De medvirker alle med talrige replikker. Replikkerne kan samtidig læses på store skærme hen over store landskabsbilleder – den jyske hede, som på en måde er forestillingens scenografi. Dét, vi hører om, er Tang Kristensens vandringer over den jyske hede fra hus til hus i årevis, sommer og vinter, på besøg hos mennesker, særlig de gamle, som kan fortælle ham om traditioner, der er gået i arv gennem generationer, og som kan synge for ham. Sange, der ikke har været nedskrevet, før han nu tålmodigt gjorde i sin notesbog – i hans seneste årtier også på sin medbragte fonograf.

DET er som at blade i en stor lydbog. Frem og tilbage. Med hvilepunkter, dramatiske øjeblikke, øjeblikke, hvor de medvirkende griber skovle og graver, som er det efter de skatte, bønder og godtfolk gemmer i deres erindring. Billedsekvenser, der viser striber af portrætter af gamle mænd og kvinder, som Tang Kristensen har taget, da dét blev muligt. Men først og fremmest sangene, som Signe Asmussen med sin herlige, grundsikre sopran og en forbilledlig tekstbehandling synger i Patricellis versioner, der nok er nykomponerede, men med respekt for det musikalske stof, som det er blevet nedfældet af Tang Kristensen – respekt for sangenes strofiske karakter, og fortællingernes nøgterne kommentarer og sammenbindinger. De sidste læst med Klaus Risagers myndig stemme.

SELV omgiver Patricelli sangene og teksterne med cembalistiske indslag, der er som musikalske træsnit, rytmisk skarpe, suppleret af gennemarbejdet medvirken fra de øvrige musikere. Signe Asmussen endda på violin, når det stikker hende.  I de sporadiske kommentarer hører vi, at den australsk-amerikanske komponist og selv folkemusiksamler Percy Grainger har besøgt Tang Kristensen i Jylland, ligeså Svend Grundtvig, digter N.F.S.’s søn, professoren i sprog- og litteraturvidenskab, som forskede i folkeviser.

ENKELTE indslag har stærk og voldsom virkning: Indledningens beretning om den nygifte Tang Kristensen, der kort efter sit bryllup mister både sin kone og deres nyfødte barn. Ellers er det navnlig sangene, der gør indtryk. Bl.a. ’Gamle Marens’ strofiske sang ’Jøden på Helgenæs’ – 35 vers, der begynder lige på og hårdt med et resumé: ”En jøde gik til Hellesland/Han kom dér til forlis/Han vidst’ ej, hvad skuld’ hændes ham/Han var dog ej så vis”. Så er vi forberedt.

DEN spredte, kaleidoskopiske måde at gå til værks på, har Patricelli brugt før. Første gang med materiale fra den gamle folkesanger Ingeborg Munk. Seneste for tre år siden på Betty Nansen Teatret med ’Dansejæger’, som handlede om den danske musikforsker Fridolin Weis Bentzon, der indsamlede sardisk folkemusik på Sardinien i 1960’erne – også det var en ’dokumentar-opera’, der blev opført med næsten de samme medvirkende som nu i Tang Kristensen-forestillingen. Vores anmeldelse af ’Dansejæger’ kan læses på gregersDH.dk 11.6. 2016.

gregersDH.dk  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *