Kurt Ravn, Nicole Luketic og Markus Schneider (tegn. Claus Seidel)
PIGEN FRA BUENOS AIRES
Kurt Ravn er rørende som den spøgelsesagtige drømmer i tango-succesen ’Maria de Buenos Aires’
Komponist: Astor Piazzolla. Libretto: Horacio Ferrer. Instruktion: Philipp Kochheim. Scenograf: Barbara Bloch. Dirigent: Johanna Motter.
’Maria de Buenos Aires’ spiller i morgen i Frederiksborg-Centret i Hillerød og forsætter på turné rundt i landet indtil den 13. april. Varighed: 1 t 10 min.
***
TEATERLANDSKABET har sine for- og baghuse. Der er langt fra Operaens marmortrapper og røde plysstole til Pumpehusets jerntrapper og interimistiske stolerækker. Til gæld højt til loftet begge steder, når idéer får lov at udfolde sig. Det er tilfældet i Pumpehuset i disse dage, hvor Den Jyske Opera har fundet vej til det gamle pumpehus, der blev bygget for et par hundrede år siden med det formål at pumpe vand til københavnerne fra cisternerne i Søndermarken. Pumpehuset ligger i Studiestræde – 50 meter fra Rådhuspladsen!
DEN Jyske Opera? Jo. De nærmer sig, de syngende jyder! Forleden med den opsigtsvækkende ’Kleopatra’ som gæstespil på Det Kgl. Nu med argentineren Piazollas ’Maria de Buenos Aires’ – et tango-stykke, der har været lidt af et verdensnummer, siden sin premiere i Buenos Aires for 50 år siden. Vi kan med lodder og trisser kalde det en opera, det er nu mere et lille stykke musikteater, som er vist flere gange tidligere også her til lands, både på Takkelloftet og på den Fynske Opera. Musikteater med sange. Og så med dans, tango, så det knager i gulvbrædderne og med flyvende elegance og tavst drama hos dansere, der behersker krop og den stramme tango-stil.
I Pumpehuset er det en lille drømmehistorie. Kurt Ravn er en ældre mand ved navn Duende – det betyder spøgelse på spansk – han drømmer sig tilbage til et besøg i Buenos Aires, hvor han engang har mødt en pige, var hun luder, sangerinde, danser, en underklassetøs? – sikkert det alt sammen, men hun var pragtfuld og de havde tre dage sammen, inden hun forlod dette liv, fundet i en rendesten.
DRØM og virkelighed fletter sig sammen, et danserpar er på banen som levende vision af den tango, der syrer igennem Kurt Ravns hvidlokkede hoved. Pigen, som vi har set blive spillet af Kaya Brüel eller af Ingeborg Novrup Børch i tidligere udgaver, bliver i Pumpehuset spillet af Yamil Borges, en puertoricansk sangerinde, der engang sang hovedrollen i Chorus Line-filmatiseringen ved Michael Douglas side, en sej dame med en ru, spansk sangstemme. Og det langbenede danserpar er i Kurt Ravns forvirrede fantasi og tågede erindring både tyske turister og argentinere med musikken som drivkraft. En musik, som udgår fra et seksmands orkester, der for enden af den catwalkagtige scene, afleverer Piazollas blodrige, tango-swingende rytmer med al den melankoli og melodiske pågåenhed, der karakteriserer stilen. Et band, hvor den argentiske traditionelle bandoneon klinger igennem som en diskret motor.
’Maria de Buenos Aires’, der er iscenesat af Den Jyske Operas nye chef Philipp Kochheim, fortsætter efter Pumpehuset til en række byer frem til 13. april. Det er en ganske rørende, original lille forestilling.
gregersDH.dk