Gert Henning- Jensen, Johan Reuter og Peter Lodahl (foto: Miklos Szabo)

MORDET I

FINDERUP LADE

HVORFOR?

Var årsagen voldtægt? Forførelse – med kvindens accept? Var hun led i et komplot, der gav marsken et alibi til at myrde kongen? Politisk krimi-opera?

Komponist: Peter Heise. Libretto: Chr. Richardt. Iscenesætter: Amy Lane og Kasper Holten. Scenograf: Philipp Fürhofer. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Kostumer: Anja Vang Kragh. Dirigent: Michael Schønwandt. Medvirkende: Peter Lodahl, Johan Reuter, Sine Bundgaard, Gert Henning-Jensen, Sofie Elkjær Jensen, Morten Staugaard, Simon Duus m.fl. Det Kgl. Kapel og Operakor.

’Drot og Marsk’ spiller på Operaen. Varighed ca. 3 timer inkl. pause

*****

HVAD den dog ikke sætter i gang, den ’Drot og Marsk’-premiere! Her sidder vi ved midnat og vil finde ud af, hvad han egentlig var for en skvatmikkel, ham Erik Klipping, den konge af Danmark, som i 2. akten i skikkelse af tenoren Peter Lodahl kryber sammen som en forskrækket mus i et hjørne, da Marsk Stig verbal-spanker ham, fordi han har været for tæt på fru Ingeborg, marskens kone. Vi slår op i de kongelige stamtavler. Og dér er han: Erik Klipping lovformelig gift med en prinsesse fra Brandenburg og far til syv børn, inden han blev myrdet af Marsken og hans venner i Finderup Lade ved Viborg en novembernat i 1286. Fru Klipping og de syv børn hører vi ikke noget om i operaen. Der er så meget andet, vi heller ikke hører om. Vi kan ikke engang være sikre på, at det var marsken, der stod for mordet i Finderup Lade. Måske var det. Men operaen er ikke dokumentarisk historiefortælling. Den er digt. Ligesom Ingemanns romaner, der foregår i den samme middelalder, i 1200-tallet.

SÅDAN er dét. Men vi har siddet i tre timer på Operaen og været i operaens vold. Oplevet en musikalsk fabulering over et øjeblik i danmarkshistorien, som er skolelærdom. Mordet i Finderup Lade. Om hvorfor det blev begået. I operaen fordi kong Erik ikke kunne holde fingrene fra marskens kone, da marsken var ude af huset for at føre krig på kongens vegne i Sverige. Men vi fornemmer en fortolkning, man kan lægge ind over, nemlig at fru Ingeborg var en villig brik i et komplot, der skulle give marsken et alibi til at få ryddet kong Erik af vejen. Det er en udlægning, som jeg tror, hverken komponisten Peter Heise eller libretto-forfatteren Chr. Richardt vil juble over. Den ville kræve, at den fru Ingeborg og den Marsk Stig, der mødes i operaens stærkeste scene i et opgør om, hvad der er sket mellem hende og kongen, mens marsken var væk – nemlig forførelse og voldtægt af en sådan set ret banal art. Med Ingeborg som offer og kongen som en liderlig slubbert. Det er en scene præget af chok, raseri, vrede, sorg, fortvivlelse og hævn. Ikke en scene, der bekræfter planlagt og indforstået accept af ’voldtægten’ fra fru Ingeborgs side for at støtte sin mand marskens politiske planer. Komponist og forfatter tænker sig en lige-ud-ad-landevejen, romantisk forførelses- og jalousi-affære, der ganske vist fik historisk skæbneglans. Næppe en politisk krimi.

OPSÆTNINGEN af operaen bliver krydret af en masse god sang og helt særligt: En scenografi, der skaber en fortættet atmosfære af glødende katastrofe, borg-elementer, der kan vendes og drejes og spejle sig selv i alle mulige vinkler, hele tiden afvekslende med rugende landskaber, dyster jysk natur af grum idyl, belyst gennem tunge skyer af glimt af efterårssol, der bryder igennem. Og navnlig artistisk belysning i teatrets lyskunstneriske udfoldelser – der er totalbilleder af scener med koret, der kommer til at stå som rene rembrandtske kunstværker. Scenografen er Philipp Fürhofer, som vi husker fra en lignende farvemættet og fantasifuld scenografi til Det Kgl.s ’Siciliansk Vesper’, dengang i samarbejde med den geniale iscenesætter Stefan Herheim, nu i samarbejde med Kasper Holten og hans medinstruktør Amy Lane. Variationen i de scenografiske elementer, den måde, de ustandselig skifter og giver de medvirkende nye ind og udgange – alt sammen fungerer i ledtog med handlingens tvetydige aktioner mellem venner og fjender, munke og soldater, hof og tjenestefolk.

OG som sagt: God sang. En marsk, der med Johan Reuters enorme vokale og fysiske pondus sætter sig grundigt på handlingens forløb, den uomgængelige katalysator for fortællingens konsekvenser, bl.a. hans egen landsforvisning. Peter Lodahl som en drot, der – som han bliver skildret her – svækkes af sine egne stemningsskift, en konge uden autoritet, der falder for jordiske fristelser, skejer ud med fester og damer – Lodahl synker sammen korporligt ved mindste modstand, bliver skæv og krum i kroppen, med blikke, der flakker for kun at blive sikkert i øjeblikke, hvor nogen frister ham med kærtegn. En Åse, den forelskede kongelige kammerpige, der er en oplagt rolle for Sofie Elkær Jensens smidige sopran og alerte væsen. Og Sine Bundgaard, hvis vokale format og sceniske statur lyser mere end nogensinde, ro og intensitet på én gang – blot som for mange af de medvirkendes vedkommende med en tekst, der tilsløres af bestræbelserne på den eksemplariske stemmedannelse. Det er ikke et usædvanligt problem blandt operasangere – i tilfældet ’Drot og Marsk’ særlig problematisk, fordi det er en dansk opera med dansk tekst, ganske vist i et sprog, der er 1800-tallets. Forestillingens program beskæftiger sig faktisk i en af sine artikler med det centrale i den sungne teksts danske substans. Det er Gert Henning-Jensen, som taler om det ’forløsende og meget tilfredsstillende’ ved at skulle synge på dansk i en dansk skrevet opera, ikke bare synge et oversat dansk. Selv er Gert Henning-Jensen i denne ’Drot og Marsk’ – ud over Johan Reuter – den absolut klarest sprogligt formulerende, en egenskab, der er velkendt i hans måde at synge på også fra andre operaer. I det hele taget er han en tenor, der udnyttet sin stemme meget sikkert dramatisk og ekspressivt – i ’Drot og Marsk’, så han næsten har den handlingsmæssige føring og fremdrift i flere af scenerne. Spændstigt og elegant, timet i detaljer.

HEISES musik til ’Drot og Marsk’ omtales som regel som interessant, fordi Heise planter folkevise-temaer forskellige steder, især i munden på Aase, men det tilslører ikke, at da musikken løsriver sig fra den type i sig selv fine danske indslag stiger den i dramatisk slagkraft, f.eks. i scenerne mellem Erik, Ingeborg og Marsk Stig. Dér får musikken internationalt format. Det minder på den måde om det, der sker for August Enna i den ’Kleopatra’ vi netop har oplevet i Den Jyske Operas gæstespil på Gamle Scene. De to operaer, ’Drot og Marsk’ og ’Kleopatra’ er skrevet næsten samtidig i slutningen af 1800-tallet. Begge komponister fik ikke fortsat opera-karrieren for alvor ud over de to værker. Heise fordi han døde ret kort efter at han havde skrevet ’Drot og Marsk’.

AFTENENS dirigent Michael Schønwandt har et særligt forhold til ’Drot og Marsk’. Han fortæller i programmet, at han har været tæt på det, siden han i 1972 som statist var spydbærer i den version, John Price iscenesatte på teatret. Kærligheden til værket er ikke mindsket siden, det mærkes i det koncentrerede liv har sætter i sin ledelse af Kapellet og ensemblet gennem hele opførelsen, og ikke mindst i de store brillante korscener.

OM værket ikke ville have godt af at blive forkorte flere steder, er en tanke, der indfinder sig undervejs. Det drøjer med mordplottet, da klokken passerer 22, lumske Rane Jonsson har udført sit job, vi vil se blod, og musikken har sagt, hvad den skulle.

gregersDH.dk