Charlotte Guldberg som Mary Poppins (Tegning: Claus Seidel)
VELSMURT SYMASKINE
Sceneteknik i topklasse på Det Ny Teater i ’Mary Poppins’. Farver og show.
Men sangligt på lavt blus og fyldt af skuespil-klichéer.
****
En flyvetur til vejrs over publikum. Det er Mary Poppins’ finalenummer i ’Mary Poppins’ på Det Ny Teater. Herligt, flot, dristigt. Her er noget, Det Ny Teater kan og tør.
Det Kgl. Teater går heller ikke af vejen for at ekspedere medvirkende i luften. De tre drenge i ’Tryllefløjten’. Sylfiden i ’Syfiden’. Der er eksempler nok. Men det sker i scenerummet. Ikke i salen, så publikum må dreje nakken af led som i Det Ny Teater og gyse i takt med Charlotte Guldbergs nervesystem.
Dét teater kan noget med teknik. Jeg havde nær sagt: Det er dét, det kan.
Som om det ikke kan andet. Dét ved vi, det kan. Men det er alligevel, hvad der bliver hængende efter premieren i aftes på teaterversionen af den gamle Walt Disney-historie fra 1964, filmen med Julie Andrews om tjenestepigen, der vender op og ned på tilværelsen i familien Banks hjem:
Et sceneri, der klapper som en velsmurt symaskine.
KULØR
Billede på billede, hvor dekorationer, sætstykker, kulisser, bagtæpper, mellemtæpper, fortæpper – alt skifter, kører, kommer ned fra loftet, ind og ud – det er som at se tandhjulene i Jens Olsens Verdensur i Rådhuset fungere.
Du er i familien Banks stue. På 1.salen. På taget. Du er på gaden. I parken, den ene park og den anden park. Du er i banken mellem søjler, så Danske Banks Peter Straarup må dukke sig, hvis han ser denne sværm af bankansatte, der krydser scenen som en bande af sorte biller.
Billeder. Visuelle små orgier. Det er noget, Det Ny Teater kan. Og viser med denne ’Mary Poppins’-opsætning. Tilmed i kulører som en slikbutik, nej, som BR legetøjs-butikken gange to. Poul Gernes’ maling af Palads Biografen er som en grå vinterdag i sammenligning. Sjældent har man set et sådant forbrug af Dyp i Dyrup, eller hvem der er leverandøren.
CANDYFLOSS
Og sjældent et sådant opbud af festlige kostumer. Vildest i nogle af massescenerne. Da børnenes dukker bliver levende omkring dem i en elskværdig mareridtscene. Eller da Mary Poppins ekspederer dem på markedet i ordleg-scenen, der udløser det rablende tutti-sangnummer – jeg staver det for en sikkerheds skyld: ’supercalifragilistisexpialidocious’. Festligt, så det let kvalmende candifloss-orgie glider ned med et skvulp. Og mixes med en betydelig respekt for det ensemblearbejde, der er gjort med de mange medvirkende af instruktøren Lisa Kent og scenografen Terry Parsons. Det har kostet sved.
KLICHÉER
Historien er den sødsuppe, vi kender fra filmen. Den levner ikke spillerne mulighed for meget andet end klichéer.
Morten Staugaard er det bryske fortidslevn af en familiefar, der blødgøres i Mary Poppins vaskemaskine, hans sorte basbaryton kan runge det hårdt arbejdende orkester på plads i graven. Og Christine Gjellerup Koch har kun at være elskværdig og medgørlig som den pæne frue med de blidt frustrerede skuespillerambitioner og så i øvrigt oplade sin så kønt klingende mezzosopran.
De to børn, der ved premieren blev spillet af Mira Andrea Balloli og Simon Ulvsgaard, fungerede sødt og levende som Jane og Michael. Og Mary Poppins selv – nydelig er hun, elegant er Charlotte Guldberg, og – som sagt – med på at stige til vejrs. Det lyder også rimeligt pænt, da hun får sunget sig op.
Men når vi nu er ved det sanglige: Det er hverken hos hende eller overhovedet i hele ensemblet et sangligt niveau, der er på højde med, når Det Ny Teater har været stærkest. Charlotte Guldberg indfrier ikke helt de forventninger, man har haft til hende, siden hun sang Maria så smukt i ’Sound of Music’ for seks år siden.
SKINGERT
Noget må hænge på dirigenten Per Engström, som åbenbart ikke har den stærkeste sans for at afstemme og modulere sangerne individuelt eller sammen. Værst i den første skingre scene efter pausen, hvor alt kører skævt klangligt.
Overvågningen af stemmerne og det sanglige niveau ser ud til at være koncentreret om de komiske effekter – Marianne Mortensens gjaldende fanfarer som skrapperten Miss Andrews eller kæften på Birgitte Bruuns mokke af en husholderske, Mrs. Brill.
Heller ikke lydbalancen er i orden. Der bruges en voldsom mikrofonnforstærkning mange steder, langt mere end nødvendig. Skæv i forhold til orkestret. Udifferentieret mellem de medvirkende. Den, det klarer den situation bedst er Kristian Studsgaard, der som amatørmaler og skorstensfejer har et godt forhold til lyd og bevægelighed på scenen. Han har det held, at det også er ham, der lægger stemme til ’Mary Poppins’ bedste hit, den livsglade ’Chim Chim Cheree’.
PLAKATKUNST
’Mary Poppins’ er blevet en visuelt flot familieforestilling. Som måske vil blive kørt sangligt bedre i stilling efter premieren. Som har nogle flotte ensemblenumre, der også nok med tiden vil vinde i sikkerhed, så de matcher de glimrende tekniske sceneskift.
Forestillingen klarer sig som en art musical-plakatkunst, der bare aldrig bliver bevægende for alvor. Dertil er den for flad i sin historie.