Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Mirian Rosenbaum og Kirsten Peuliche (Tegn. Claus Seidel)

EN SKY

AF ORD

Er du med på, hvad xenofeminisme er? Nå, ikke. Så bliv det på Teater Sort/Hvid.

Forfattere: Line Knutzon, Naja Maria Aidt og Mette Moestrup. Iscenesætter: Liv Helm, der også har bearbejdet teksterne sammen med scenografen Franciska Zahle, komponisten Hannah Schneider og dramaturgen Tanja Diers. Medvirkende: Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum.

’Frit Flet’ går på Sort/Hvid Teater på Vesterbro i København indtil 16. marts. Derefter på Mungo Park, Kolding 21. marts til 4. april. Varighed: 1 t. 10 min.

***

ER De forvirret? Som slutreplikken lød efter hvert afsnit af tv-serien ’Skum’ i 80’erne. Ja, vi var. Lige så forvirret, som vi bliver, da vi ser ’Frit Flet’ på Teater Sort/Hvid. Premiere i aftes.

STYKKET er en ophobning af gods fra de tre forfattere Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. De har i fællesskab udgivet bogen ’Frit Flet’ for nogle år siden – en flod af tanker, billeder, citater, meninger, erindringer, udfald og indfald, politiske manifestationer. Tre bevidste og selvbevidste kvinder, som planter deres holdninger til liv og død fra fødsel til grav i en bog, man kan blade i som i en svulmende søndagsudgave af Berlingeren eller Politiken eller Jyllands Posten og blive opfyldt af vrede, medfølelse, irritation, jubel, dybt engagement og råbe: ja-for-satan! og nej-for-satan! Sådan forstår jeg beskrivelsen af bogen og kommentarerne til den.

JEG har ikke læst den. Jeg ser den som teater – et stykke, der varer en god time. Jeg får at vide, at bogen er på 600 sider. På Teater Sort/Hvid, er den altså et dramatisk short cut. En ganske overrumplende, tæt fortælling fra fire skuespillere. Essensen af forfatternes betragtninger om kvinders forhold til deres krop og eksistens, begyndende med en veritabel fødsel og sluttende med livets endeligt – manifesteret stykket igennem med et vældigt sort hul midt i scenen, hvoromkring forgængeligheden kan udløses – til slut i sanglig requiem kvartet. Smukke fortællinger, desperate fortællinger, news-kommentarer, emner, der knaldes ud som nu-er-vi-på side 6, nu-er-vi-på side 185 – men forløbet holdt delvist sammen som kvindeliv på langs og på tværs, materialiseret i de fire spilleres alder, den yngste Sofie Torp, den ældste Kirsten Peuliche og midtvejs Marie Nørgaard og Ina-Mirian Rosenbaum.

DET ene øjeblik fødsel med gråd, gisp og musikalsk genklang i gulve og æter – som i den forestilling, instruktøren Liv Helm iscenesatte på Teater Republique for et par år siden – ’Hovmod’, der handlede om en biologisk etableret jomfrufødsel. Det næste en oplæsning af en liste over 152 måder, mænd har myrdet kvinder på ifølge en svensk statistik, isnende gru i telegramstil.

VI er vidt omkring. Lige så vidt som i Line Knutsons ’Camilla Clouds brevkasse’, der går i øjeblikket på Mungo Park Teatret i Allerød – et fyrværkeri med spredehagl af indskydelser. Rystende gåder afvekslende med larmende tanketomhed. Samlet som billede på diffus menneskelig aktivitet.

DER kredses i disse år intensivt om feminisme, og hvad dét er og hvorfor. I forestilling efter forestilling. Christina Hagens ’Med mig selv i mine egne arme’ på Republique ser vi en kvinde, hvis tanke om at føde et barn er noget, der får hende til at gispe af forventning, men også ser som en rædselsvision. Naja Maria Aidts ’Bastard’, som vi så i teaterversion på Aalborg Teater for nogle år siden, handlede om forvirring og desorientering som en grundtone hos nutidens kvinder og mennesker i det hele taget.

PROGRAMMET til ’Frit Felt’ taler om ’xenofeminisme’. Den tygger vi lidt på. Xeno betyder ’fremmed’ på græsk. Altså fremmed-feminisme? Det virker nærmest som om det, stykkets brogede indhold prøver at forholde sig til, er nogle spredte idéer om en håndfast og firkantet feminisme, der er ved at overleve sig selv og bliver fremmedgjort over for sin oprindelige målsætning. Som om alt, hvad ’Frit Flet’ vil, er at fortælle om alment menneskelige livsytringer og erfaringer. Uafhængig af køn. Det er den rimeligt forståelige tone gennem dette hulter-til-bulter teaterstykke. En tone, som Liv Helm anslog med stykket ’Og nu verden’ på Husets Teater for et par år siden – dengang om rastløse unge, hvor én kunne sige: ”Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal tilbringe tiden mellem fødsel og død.” Det modsvares godt af Liv Helms program-beskrivelse af indholdet i ’Frit Flet’ som ”en sky af ord, billeder, lyde og handlinger… måske ser og hører du det hele på én gang. Måske bliver kun et enkelt ord hængende”…

SÅDAN går det da også. Her f.eks. en udgangsreplik fra Kirsten Peuliche: ’Kræft plukker kød af kroppen, som var en krop en vintergæk.” Den bliver hængende.

gregersDH.dk