Niels Jørgen Riis og Klara Ek i ‘Idomeneo’ (Foto: Anders Bach)
OG SÅ KOM KVARTETTEN
Mozarts ’Idomeneo’ på Den Jyske Opera rykker først for alvor efter pausen. Men så sker det også. Mozart rejser sig i al sit 24-årige geni.
****
Vi er efter pausen. Lidt inde i 3. akt. Her sker der noget, som får os frem i sæderne. Mozart tager fat.
Vi har hørt på arier, den ene efter den anden siden åbningsscenen i hans ’Idomeneo’ – og jo, så udmærket alt sammen. Sandelig også korscener, storm og hav, der males med stærke farver.
Og vi er blevet introduceret til de fire hovedpersoner: Kongen af Kreta, hans søn Idamante, den trojanske prinsesse Ilia og den landflygtige Elektra.
Vi har fået arbejdet os ind i den brogede historie: Idomeneo er vendt hjem fra krigen mod Troja, han er strandet ved kysten under en storm, og han har lovet guderne, at han vil ofre det første menneske, han møder, som tak for sin redning.
Hvem møder han? Sønnen Idamante. Og hvem er sønnen lige blevet lun på? På den tilfangetagne trojaner-prinsesse. Og hvem bliver rasende over det? Elektra, der har kastet sine øjne på Idamente.
SVÆRE ODDS
Nu ved vi, hvad det handler om. Der er lagt op til nogle dilemmaer, der vil noget!
Men indtil da har det være lidt tungt at komme igennem. Omstændeligt musikalsk – vi er tidligt i Mozarts karriere. Han sloges med lidt af hvert.
Skrev for øremærkede sangere. Havde en librettist, der var en mand af mange ord. Og en arbejdsgiver i München, der ville have leveret varen i en fart. Og så havde han en far hjemme i Salzburg, der sad tungt på processen som mellemmand til den besværlige librettist.
Svære odds. Intet skal bebrejdes den 24-årige Mozart.
Han får en masse hurtigt fra hånden. Og han kan jo ikke gøre for, at et nutidspublikum skal til klassisk lærdom for at følge med. Den lærdom, som ikke er alle beskåret: At kende sin græske mytologi og skrønerne hos Homer. Det hjælper en smule, hvis man har set Det Kgl. Teater løbende opsætning af Holbergs ’Ulysses von Ithacia’. Den fortæller under stort halløj og grin om Odysseus’ deltagelse i Troja-krigen.
Mozart-operaens Idomeneo hører til samme mediterrane sagnkreds.
KVARTETTEN
Men så sker det altså i 3. akt: Mozart samler konflikterne over seks-syv minutter i kvartetten ’Andró ramingo’, der lader de fire hovedpersoner tørne sammen i et lille musikalsk mirakel af skønhed, stemmerne individuelle, modsætningerne mellem personerne tydelige, men de fire stemmer alligevel flettet sammen i bevægende enhed:
Den desperate Idomeneo – Niels Jørgen Riis med fortættet og smukkeste tenorale stemmeføring (Partiet var for ti år siden Poul Elmings gennembrud som tenor). Andrea Pellegrini i drengetøjet som Idamente, hendes mørke mezzo som hedeste undertone til de to sopraner, svenske Ingela Brimbergs blodskudte sopran og hendes landsmand Klara Ek med Figaro-Susanna-sopranen – her som Ilia, den ulykkes- og kærlighedsramte Troja-pige.
Og mere til: Et orkesterakkompagnement, hvor Mozart udfolder de medspillende, kommenterende, men også bærende dramatiske elementer, som i det hele taget er noget, der gør denne opera spændende og høreværdig mange steder undervejs. Men altså definitivt her i samspil med sangerne.
HØJDEPUNKTER
Det var om den kvartet, Mozart skrev til den aldrende tenor Anton Raaff, der sang titelpartiet ved uropførelsen og brokkede sig over, hvad han blev budt:
”Kære ven, hvis jeg bare kunne finde én forkert node i denne kvartet, så ville jeg straks gøre det. Men der er ingen satser i denne opera, som jeg er så tilfreds med som denne kvartet…”
Et højdepunkt i ’Ideomeneo’, der altså efter megen stilstand langt hen ad vejen, vandrer mod andre højdepunkter af både musikalsk og scenisk power. Især en halvhugning, der ville blive slem, hvis den ellers blev virkeliggjort (fædres ofring af en søn er en klassiker, siden Abraham ofrede Isak i det gamle testamente). Men også et drabeligt og medrivende raserianfald fra Elektra, da hendes private slag er tabt. Instruktør Claus Hoffmeyer lader hende gribe sin Colt 9 mm, og vi aner hendes endeligt ved eget våben, indtil hun stormer ud af scenen for at bruge skyderen mod – formodentlig den forhadte Ilia. Hvem ved. Det står åbent.
Vi kender Hoffmeyers små, men skarpladte associationer til nutid, hans fokusering på dybereliggende tidløshed i anslaget. Anakronismer er til for at provokere os til indsigt i de kræfter, der huserer undervejs – allerede i åbningsscenen iklæder han de tilfangetagne trojanere hætter over hovedet. Der ringer straks Abu Ghraib i vores hoveder.
MODIGT
Det er modigt af Den Jyske Opera at tage ’Idomeneo’ op. Man forestiller sig, at den kunne vinde ved en endnu grundigere barbering af den første halvanden time, end der allerede er foretaget. Men der er under alle omstændigheder fine solister på premiere-holdet. De nævnte plus den karismatiske jernnæve-tenor Ole Hedegaard som Arbace. Endelig en stærk iscenesættelse, der også indbefatter Birgitte Mellentins enkle tiltag, Jesper Kongshaugs lyssætning og Signe Kroghs dramatiske videoprojektioner af himmel og hav.
Enkelt, ja – opsætningen er til turnébrug. Den kommer til Kgl. Teaters Gamle Scene fra 17. februar.
