Kasper Leisner, Kitt Maiken Mortensen, Maria Rich og Jakob Oftebro i ‘Et andet sted’ (Foto: Mungo Park)

SONGÜLS SAGA

Mungo Park Teatrets ’En anden tid’ er en vældig beretning om indvandreres dilemmaer. 

****

Sagaernes tid er ikke forbi. En af forfatterne til ’En anden tid’ – premiere i aftes på Mungo Park i Allerød – fortalte her til morgen i TV Lorrys ’Lounge’ om, hvad han havde lært i skolen. 
Parminder Singh hedder han. 2. generations-invandrer fra Indien. Han fortalte, at skolelærdommen om Danmarks historie for hans vedkommende begrænsede sig til saga- og vikingetiden plus 2. verdenskrig.
Det, Singh nu har begået på Mungo Park – sammen med Martin Lyngbo og Vivian Nielsen – er en rigtig saga-historie. En slægts historie i fred og ufred. Over nogle generationer. Som kulisse: En tid i forvandling.

FAR ER VRED

Noget af historien i ’En anden tid’ kan ligne Singhs egen – sådan som han kort skitserede den i tv-programmet.
På teatret møder vi en tyrkisk indvandrer, der kommer til Danmark omkring 1970, da der var masser af arbejde at få. Han sender penge hjem til familien, bl.a. til at bygge hus for i landsbyen. Han og konen får en datter, der vokser op i Danmark, og bliver så dansk, at det ender med at gøre ondt, da hun vil giftes med en dansker og ikke med forældrenes udvalgte. Helvede er løs. Der bliver ikke trukket knive, men familien knækker. Far er vred. Forstøder datteren. Pigen får en søn og bliver skilt. Sønnen vokser op – og dér starter egentlig handlingen: Sønnen prøver at få mor og morfar forsonet.
Derfra får vi et forløb, der springer mellem flash backs og videreudvikling – med et stærkt nøglepunkt omkring det øjeblik, hvor Maria Rich som datteren har afvist forsoningen, og Jakob Oftebro som sønnen er rejst af sted med sin nedslåede morfar (Kasper Leisner) mod Tyrkiet, men strander i Wien, hvor den gamle dør på et hotel.

DILEMMAER

Det er en vældig beretning, bestrålet af godt og gedigent karakterspil af de medvirkende, inklusiv Kitt Maiken Mortensen, der er mormoren, men – ligesom de andre – også har biroller at passe ind imellem, alle i det kaotiske halvlys mellem tyrkisk og dansk.
For der ligger problemet: Indvandrerne havner i identitets-dilemmaerne. Som kajakroere må de padle sig frem til højre eller venstre for at holde kursen. Det gælder alle tre generationer, men først og fremmest pigen i midten.
Maria Rich mobiliserer som pigen Songül alle facetter af usikkerhed, tvivl, vrede og fortvivlelse i den lange 2.akt, hvor hun prøver at padle mellem hensyn og forståelse for forældrene og forelskelsen i den danske fyr, der har meldt sig – hun er midt i jurastudium og kvindeoprør, og det flår i hende. Som det flår i de andre fra deres respektive ringhjørner af kulturelle forankringer. Urgammel familietradition over for moderne vesteuropæisk frigjort- og løssluppenhed.

I BOKSERINGEN

Fortællingen snor sig over det meste af tre timer. Den udspiller sig på en mere eller mindre nøgen scene, der hele tiden kan bestykkes med skiftende elementer til at sidde eller ligge på, og sætstykker, der kan antyde vægge og adskillelser. Og spillere og publikummer, som er mobile – endda i den forstand, at hele 2. akten rykker til foyeren, hvor ægteskabs-opgøret udspiller sig i en art boksering.      
Martin Lyngbos instruktion er gennemarbejdet i detaljer – der er bakset med at gøre de danske skuespilleres halvt- eller helt tyrkiske personager troværdige.
Og iscenesættelsen fortætter mange steder på glimrende vis handlingsforløbene ved at splitte dem i filmiske klip, dikteret og ledsaget af lys- og lydeffekter af stor præcision.
Dialogen spiller med sigende pauser, der tit er meget virkningsfulde, ligefrem får åndeløshedens kvaliteter ind imellem, men også en del steder tynger fremdriften i stedet for at skabe intensitet.

MORFAR I KOLLEKTIV

Der er ingen tvivl om, at det er formålet at etablere netop vekselvirkning mellem de voldsomme temperamentsudladninger og den desorientering, som er et grundlæggende mønster, når indvandrere møder fastboende, og kulturer går i clinch.
En svær balance. Den lettes ikke her af, at forfatterne i deres iver efter at få alt med har indlagt et langt flash back til 70’erne, hvor ’morfar’ som ung fremmedarbejder roder sig ind med en pige i et kollektiv. Han er selvfølgelig i kollektivets øjne et bedårende fremmedelement, som man dyrker i tolerancens navn – men alligevel ikke orker at dyrke. ’Han ta’r bare fra køleskabet. Det var vel ikke meningen…’  
Udmærket set, men tyngende for fremdriften i forestillingen. Det er jo ikke en serie som ’Udvandrerne’, hvor man kan fordybe sig i næsten hvad som helst over 24 afsnit. Og sagaer udmærker sig tit ved at være ordknappe.

GregersDH.dk