Dancer in the Dark Aarhus Teater 30.10. 2018

Aarhus Teaters udgave af Triers 'Dancer in the Dark' knitrer af skæbne og nærvær

Sofie Nolsøe og Christian Hetland i ‘Dancer in the Dark’ (Foto: Emilia Therese)

KNITRER

AF

NÆRVÆR

Aarhus Teaters udgave af Trier-filmen ’Dancer in the Dark’ knitrer af skæbne og nærvær

Dramatisering: Patrick Ellsworth efter Lars von Triers film. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Helle Damgård. Musik og lyd: Marie Koldkjær Højlund, Morten Riis, Klaus Q. Hedegaard og Steffen Lundtoft Jensen. Medvirkende bl.a.: Sofie Nolsøe, Christian Hetland, Holger Østergaard, Nanna Bøttcher, Lise Lauenblad, Anders Baggesen og Christoffer H. Rønje. Drengerolle: Bertram L. E. Jarkilde eller Ernst Boye. Aarhus Teaters Kor.  

‘Dancer in the Dark’ spiller på Aarhus Teaters Scala Scene. Varighed: 2 t. 40 min. med 1 pause.  

*****

MUSIKKEN!… Det er musikken, rytmen, lydene, der binder Lars von Triers tragedie om kvinden Selma sammen. Selma, der er ved at blive blind og derfor dobbelt følsom over for alle lyde. Det er godt set og tænkt af instruktøren Anne Zacho Søgaard og hendes scenograf Helle Damgård. For ikke at tale om de fire komponister, der har ansvaret for musikken og det konstant skiftende lydbillede – med lammende generalpauser, der får lyd og musik til at stå ekstra skarpt.

FRA det øjeblik Selma i Sofie Nolsøes skikkelse træder ind på scenen foran tæppet og står dér dirrende af spænding ved at skulle til prøve på den musical, hun drømmer om, og hun tager de forsigtige steptrin – fra det øjeblik er vi i en verden af fortryllelse. En fortryllelse, hvor lydene bliver afgørende som medvirkende i forestillingen. Derfra og helt frem til de skridt, Selma tager, da hun føres ned ad trappen fra sin celle på vej til dom og henrettelse – hun har i sin ensomhed sunget noget, der lyder som en tjekkisk folkesang, og skridtene fortsætter sangens rytme som et ekko af et Dies iræ, vredens dag. Musikalske impulser har uafladeligt tag i handlingen, som er scenisk henlagt til en enkel opbygning, hvor midterscene kan forvandles fra fabrik til retssal, sidepodier fra bolig til celle eller chef- eller lægekonsultation.

KLAVERET rykker med mellemrum ind, bliver en del af sceneriet ligesom slagtøjet, der er lejret på fabriksbalkonen. Hver lyd vokser til et klinisk indgreb. Reallyd, sang og visuel fabulering glider i ét, du er med i Selmas jagt på mentalt fodfæste, hendes lille dreng har uskyldens vidt opspilede intuition. Kolleger er venner og fjender eller ligeglade og tonedøve over for hendes situation.

HISTORIEN er enkel og forfærdende. Kvinden er kommet til U.S.A. fra Tjekoslovakiet med en dobbelt drøm om at danse i musicalens hjemland og om at kunne få opereret sin lille dreng for den arvelige blindhed, hun selv er på vej ind i. Drømmen er, at hun med slidsomt arbejde på en fabrik kan tjene pengene til operationen – ligesom Lassefar i ’Pelle Erobreren’ tror hun på lykken i det fjerne for sig og sit barn. Han i det rige Danmark. Hun i det eventyrlige Amerika.

MEN alt går skævt, katastroferne regner ned over hende. Hun bliver fyret på en arbejdsplads, hvor hendes usikre adfærd ramler ind i nådesløse krav til industri-effektivitet. Hun bliver franarret sin opsparing til drengens operation af en politimand. Hun bliver beskyldt for at have myrdet manden, hun snører sig ind i et spind af stædig offerrolle og selvbedrag for at sikre drengens fremtid.

ALT imens lever fantasierne i hende. Om dansen, sangen, den forløsende musical. Hun er som en klassisk, tragisk figur, hvor omgivelserne – fabrikspersonale, politifolk, naboer bliver som et græsk kor, der kommenterer hendes handlinger.

HENDES ubehjælpsomme visioner omsættes musikdramatisk i scener, hvor fabrikkens værksted pludselig bliver en dansehal med klaprende låger, lamper, der svinger op og ned, en klingende og knitrende distortion-vanvid, virkelighed og drøm tørner sammen – som det gør også senere under retssagen mod hende, hvor vidneudsagn fra en indforskrevet tjekkisk skuespiller konverteres til et optrin i stepdans. Det er skuespilleren Anders Baggesen, som udfolder sig, som er retssalen pludselig en lille glitrende showsituation i Kit Kat Club i ’Cabaret’.

OG det er Sofie Nolsøe, som skaber en indædt målbevidst heltinde, der med skyklapper omkring sine svigtende øjne byder alle kompromiser trods. Alle venlige forsøg på overtalelse preller af på hendes stålsatte beslutsomhed. Vi er ikke til opera, men hun er som heltinderne i en Puccini-opera skæbnebestemt til døden i forsøget på at frelse andre. Butterfly. Tosca… Selma  – ‘en  danser i mørket’ som koret synger i slutscenen, mens rebet lægges om hendes hals.

EN stram og velspillet teaterudgave af Triers film.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *