Albert Stein Ankerstjerne og Anna Nøhr Tulstrup (foto: Morten Fauerby)

MÆT AF DAGE

Kan man være ’Mæt af dage’ som purung? Sagtens formodentlig. Men mæt nok til aktiv dødshjælp?

Dramatiker: Thomas Markmann. Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen. Scenografi: Karin Gille. Medvirkende: Albert Stein Anderstjerne, Anna Nøhr Tolstrup, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup.

’Mæt af dage’ spiller på Teater Svalegangen i Århus indtil 24, november. Varighed: Ca. 90 minutter uden pause.

*****

EN beslutning hinsides al såkaldt sund fornuft: At tage sit eget liv, hvis der ikke er påviselige grunde til det – smerter, sult, kærestesorg, krig, tabt ære – verdenshistorien er fyldt af eksempler på gode grunde. Men bare beslutte at ville dø som hovedpersonen Karen gør det i Thomas Markmanns nye stykke ’Mæt af dage’? Uden en ordentlig grund, sådan som sund fornuft i vores moderne, velfungerende, vakuum-indpakkede samfund venligst beder os om det?

DEN går ikke. Slet ikke i Karens unge alder med kæreste, mor, venner og hele det arsenal af psykologer, som omgivelserne er klar til at ordinere, for at hun kan få kureret den ubegribelige beslutning. Især psykologhjælp, men ellers alt godt: Sove, spise, elske, glæde sig over andres omsorg, kærlighed og forståelse, snak om fremtidsperspektiver med børn, hus, rejser, og hvad den fortvivlede kæreste ellers kan udmale for hende af jordisk lykke.

INTET bider hun på. Det alt sammen udvikles af kæresten og moren, især af kæresten med en forståelig voksende desperation. Suppleret af hans ven og moren. Deres reaktioner svinger usikkert mellem forsøg på forståelse, medynk, raseri – og selvmedlidenhed: hvad bilder hun sig egentlig ind, tror hun da ikke, de elsker hende, kan hun ikke forstå dem, forstå, hvad de siger til hende, hvad hun betyder for dem? Kæresten og hans ven geråder nærmest i slagsmål om, hvad der er galt. Skal dette her nu også ødelægge deres venskab’?

’KAN vi ikke bare være stille?’ siger Karen på et tidspunkt. Men nej, det er svært. Vi befinder os i noget, der ligner et vakuum – jeg havde nær sagt dødvande – af forestillinger om livets mening, en kredsen omkring utilgængeligheden i tankerne og motiverne hos den unge kvinde. De andre udmaler resonable måder at vælge at dø på, i hvert fald, når man er gammel, slidt og udbrændt, f.eks. hvordan grønlændere engang brugte at ende livet, sat ud for at fryse ihjel på en isflage – hvor selvvalgt dét så var, kan man måske gisne om. Men at Karen synes, at livet ikke mere er værd at leve, er ufatteligt, på grænsen til fornærmelse mod dem.

NOGEN håndfast forklaring har hun heller ikke. Hendes livstræthed er mest interessant, fordi den er ubegrundet, også af hende selv. Sådan er rollen skrevet. Hverken depression, forulempelse eller andet bruger hun som forklaring.

REAKTIONERNE fra kæresten, moren og vennen udmales målrettet af Thomas Markmann, af Albert Stein Ankerstjerne som kæresten, Kirstine Hedrup som moren og Jakob Hannibal som vennen. Men med en overraskende vending mod slutningen, da moren foreslår et hospice i Schweiz, hvor aktiv dødshjælp er tilladt. Kæresten går med på det – begge måske for at vikle sig ud af både den dårlige samvittighed og selvmedlidenheden. Vi inviteres som publikum til at iføre os briller, så vi som virtual reality kan være tilstede, da Karen med kæresten i hånden indtager en dosis dødbringende medicin og forlader denne verden som ønsket.

DRAMATURGISK en enkelt løsning på stykket, der kun varer halvanden time. Virtual reality benyttet som en prøveløsladelse af en teaterteknisk model, vi ikke ser normalt. Vi behøvede den ellers egentlig ikke i en scenografi, hvor vi sidder anbragt i begge sider af Svalegangens nøgne og kridhvide tagetagescene, som vidner til de ophuggede, skarpladte scener mellem aktørerne, og et enormt liglagen foldet ud som eneste rekvisit i Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse og Karin Gilles scenografi. Hvis vi er tiltænkt rollen som de strikkende kællinger ved guillotinen under den franske revolution, bliver vi hurtigt berøvet den strøtanke. Thomas Markmann har netop i dagens Jyllands Posten beskrevet, hvordan hans egen fars selvmord satte ham i gang med emnet.

HANS ’Mæt af dage’ handler om retten til selv at bestemme, om man vil dø. Sat på spidsen, når han vælger at gøre motivet til at udnytte den ret så eksistentielt sløret. Men det gør på en måde problematikken dobbelt interessant.

gregersDH.dk