Krig på vippen i ‘Satyagraha’ (foto: Olafur Gestssen)

OPERAEN BLEV

SUNGET PÅ

OLDINDISK!

Operafestivalen sluttede med en cirkus-opera om Gandhi – sunget på det oldindiske sprog sanskrit!

Komponist: Philip Glass. Iscenesættelse: Tilde Björfors. Scenografi: Dan Potra. Dirigent: Matthew Wood. Medvirkende: Bl.a. Leif Aruhn-Solén, Lisa Carlioth, Hanna Fritzson, Karolina Blixt, Lars Johansson Brissman og Lars Arvidson. Cirkusartister: Aino Ihanainen, Alexander Weibel, Magnus Björu, Sarah Lett og Oscar Karlsson. Folkoperans Kor og orkester.

****

SÅ sluttede CPH Operafestivalen denne søndag eftermiddag. Og det  med manér. Festivalen er gået til så mange hjørner af operaens sære verden. Men sandelig og heldigvis også til outsider-hjørner, hvor vi har fået andet at høre end standardrepertoiret, som Den Kgl. Opera klamrer sig til af frygt for at skræmme publikum og politikere, der stirrer stift på billetsalg og budget.

’SATYAGRAHA’ er sådan en outsider. Sær, handlingsløs efter traditionel målestok, en mystisk titel, en komponist, hvis navn ikke lokker andre til end de virkeligt nysgerrige, der – som ordet siger – er… ’gerrige efter nyt’. Og hvad sker? Folketeatrets Store Sal fyldt to aftener i træk, trods forventelig skepsis hos mange. Hvad er ’Satyagraha’ for noget? Og hvad er det, de skriver – at det er lige så meget nycirkus som det er opera? Og hvem er ham Philip Glass, der har skrevet operaen?

KORT fortalt: Ordet Satyagraha er sanskrit og betyder ’krav om sandhed’. Det ord brugte det moderne Indiens skaber Indira Gandhi om den bevægelse, han satte i gang. Først da han anførte den indiske Sydafrika-befolknings frigørelse fra det engelske overherredømme. Så da han rykkede til sit hjemland og gjorde det samme dér. Det kunne lyde som om, vi har at gøre med en historisk fortælling med en handling fra a til z. Det har vi ikke. Operaen rammer emnet i de tre akter. Men kun indirekte. Det er mest stemninger, associationer, begreber, der bliver skildret. Oven i købet sunget og fortalt på det klassiske hindusprog sanskrit! Citaterne hænger i skrift over scenerne ind imellem – skrevet på dansk lykkeligvis – det er som at være i en kirke og få Bibel-ord serveret til reminder om, hvad der er god kristen moral. Sunget og fortalt… plus udført af artister, der kaster sig ud i ekstravagante luft- og jonglørnumre på cirkusmaner. Vi har set det før som middel til at fortælle klassiske historier. En publikummer minder mig i pausen om H.C. Andersens ’Den lille havfrue’, som Teater Republique engang satte på med nycirkus-ekvilibrister fra samme stockholmske gruppe, som dem vi ser nu.

JAMEN, hvordan fortæller det om Gandhi og inderne, og deres ikkevoldelige kamp for selvstændighed? Hvordan kan krumspring og saltomortaler og livsfarlige sving i tove fortælle den historie? Det kan det delvis i nogle scener – de delvis voldelige konfrontationer, der opstod i Sydafrika lige efter 1900-århundredeskiftet skildres f.eks. dramatisk ved at to artister på skift ekspederer hinanden op i luften fra en vippe, aggressivt og et ganske nervepirrende syn. Men ellers er vi masser4 af steder overladt til vores respektive fantasi eller vi overgiver os rent til nydelse og forbløffelse af cirkus-artisteri.

MEN som sagt: Det er også en opera. Der bliver sunget – helt overbevisende smukt af den tenor, der fremstiller Gandhi i forskellige øjeblikke, en lysende stemme, en karaktersanger, der hedder Leif Alruhn-Solén, præcis så stoisk behersket og karismatisk, som Gandhi må have været, stærk i sin udstråling. Men også af andre sangere, ikke mindst koret, der til daglig har hjemme på Stockholms Folkeoperaen.

I tredje akt vokser korets betydning – det indiske folk, de indiske kvinder i særlige tilfælde – så det nærmest er en koropera, eller et oratorium, vi er i selskab med. Meget smukke satser, hvor koret udfolder den enkle musik, der er Philips Glass måde at udtrykke sig på. Og med hans musik befinder vi os i maksimal, såkaldt minimalisme. D.v.s. ekstrem enkelhed, en tilsyneladende monotoni, der på den ene side kan virke søvndyssende. På den anden side euforiserende, lange sug af statisk klang, der bedøver og binder os fast i en stemning af mild bedøvelse. Glass har vundet ry for denne stil, man kan sagtens hænge hm op på monotoni – det gjorde jeg selv for mange år siden, da jeg hørte et af hans første operaer, ’Husets Ushers undergang’ efter Edgar Allan Poes roman. Den blev spillet Malmø, og jeg var ved at gå til af kedsomhed. Nu kan jeg med hans Gandhi-opera høre, hvordan han kompenserer de utallige melodiske gentagelser med konstant variation i taktarter, alt skubber sig hele tiden minimalt, og det er derfor man ikke sætter sig til at sove, når han lader sine strømme af enkle figurer i orkestret og hos koret komme igen og igen. Vi holdes fast af rytmiske mikrobevægelser.

OG for nu at gøre en lang historie kort: Glass’ Gandhi-opus er en forbløffende scenisk manifestation af, at musikteater er et milevidt begreb, forvirrende nogle gange, udefinerbart, krævende og indlysende på én gang. På Folketeatret denne søndag eftermiddag en visuel og tankevækkende oplevelse.

ET interessant og modigt punktum for denne sommers CPH Operafestival.

gregersDH.dk