Christian Jost og Horenstein Ensemblet. Yderst tv tenoren Peter Lodahl (Foto: Olafur Gestsson)
OVERLÆSSET
Peter Lodahl indisponeret i aftes? Det var ikke problemet. Problemet var en komponists mislykkede eksperiment med Schumanns ’Dichterliebe’.
Komponister: Robert Schumann og Christian Jost. Tekster: Heinrich Heines ’Dichterliebe’. Solist: Peter Lodahl. Musikere: Ti musikere fra det berlinske Horenstein Ensemble. Dirigent: Christian Jost. Sted: Takkelloftet i Operaen. Arrangør: COP Operafestival og Det Kgl. Teater.
***
CPH Operafestivalen har udviklet sig til en sangerfestival mere end en operafestival. Det gør såmænd ikke noget. Koncerten på Operaens Takkelloftet onsdag og torsdag aften var endnu et eksempel. En liederaften med Schumanns ’Dichterliebe’.
MED den sangcyklus er vi ganske langt fra opera – Schumann er par excellence lied-komponisten. Schumann fik aldrig for alvor skrevet en opera, jo, en enkelt, ’Genoveva’, men den var en kikser, og han prøvede ikke igen. Symfonier og orkesterværker? Jo. Men det er en anden sag.
DET er festivalchefen, tenoren Peter Lodahl, der selv har sat ’Dichterliebe’ på programmet. Og hvis publikum ikke har sét sig for, så vil nogle blive forbavset over, hvad de får at høre: En ’Dichterliebe’, der lyder meget anderledes end de er vant til i den udgave, de har hørt – eller måske sunget selv. Heines og Schumanns ømme, romantiske kærlighedssange har været hjemmesange i generationer, kvædet ved klaveret i mere eller mindre nødtørftighed eller selvfølgelig især hørt på cd med, hvad de nu hedder alle sammen, de fremragende fortolkere: Aksel Schiøtz, Fritz Wunderlich, Dietrich Fischer-Diskau etc.
AT opføre ’Dichterliebe’ ved operafestivalen er sådan set flot nok. Lodahls valg er helt i takt med det repertoire af specialiteter og ukendte størrelser, der er med på festivalen midt mellem Opera-Bingo og operette-sejlads på havnen og morgensang ved Torvehallerne.
’DICHTERLIEBE’ i den nye version er Schumann-sangene bearbejdet for et kammerensemble. Melodier og temaer er sådan set bevaret. Delvis og næsten. Men i stedet for den sublimt spinkle klaverledsagelse, vi kender, er klaverstemmen eksploderet i et lille landskab af instrumenter, strygere, træblæsere, slagtøj og harpe. Komponisten Christian Jost, der også dirigerer ensemblet, skriver den følsomme klaverstemme om til brogede illustrationer og maleriske lydbilleder til Heines intime tekster – hans sitrende, forelskede stemninger af ømhed, savn, længsel, stille fortvivlelse og sort desperation, alt nu forsøgt udtrykt med ganske håndfaste midler af ikke mindst slagtøjet. For langt udspundne mange gange, sangene er ikke japanske haiku-digte, men lidt derhenad som spæde, intense skitser, der gerne må følge i tæt rækkefølge. Og – hvad der er ganske problematisk i Josts udpensling af de fleste af dem: Han skaber et ret ensartet, kompakt og ganske højrøstet lydbillede, der gang på gang slører sangerens stemme, ikke bringer hans tekster frem til os i tydeligt slyngvenskab med de fortrolige vendinger og udsagn, Schumann har beregnet. Hårfine nuancer forsvinder.
PETER Lodahls egen fortolkning af teksterne virker godt gennemarbejdet. Og gennemtænkt. Man sidder ligefrem og ønsker orkestret sendt på Bloksbjerg, selv om det ikke lige er årstiden, og selvom musikerne gør sig professionel umage. Lodahls omhyggelige fortolkninger kommer ikke rigtig til deres ret. Det har ikke noget at gøre med – som vi før start fik at vide – at Lodahl ikke var helt ved stemme denne aften. Det kan da godt være, han er belastet af sit benhårde arbejde i disse dage med festivalen og alle dens arrangementerne. Men vi fornemmer i hans foredrag, at han ved nøjagtig, hvor han vil hen. Det vil være fint en dag at høre ham synge ’Dichterliebe’ i den originale udgave med klaver, jeg tror, vi vil høre et meget tættere spil mellem ham og klaverakkompagnementet.
OG det har slet ikke noget at gøre med, at de enkelte lieder mange steder har fået tilkomponeret fortænkte ændringer, tekstgentagelser, pauser og orkestrale supplementer midt i det loyale brug af den originale tematik. ’Loyale’ i øvrigt? Når man nu får lyst til at kalde det mere misbrug end brug?
BEARBEJDNINGEN virker kunstig, irrelevant – et eksperiment, der er en konstruktion, et forsøg, der ikke lykkes. Interessant. Men mislykket.
gregersDH.dk
