Tammi Øst og Olaf Johannesen i ‘Krasnoyarsk’ (Foto: Bjarne Stæhr)
EFTER SYNDFLODEN
I CaféTeatret kan man overveje jordens undergang sammen med Tammi Øst, Olaf Johannesen og Martin Greis. Stykket hedder ’Krasnoyarsk’. En kold, men ganske underholdende omgang.
****
CAFÉTEATRETS lille scene udfoldet i en bredde, som var det Skuespilhusets store scene. Et optisk synsbedrag selvfølgelig.
Vældige flager af jordskorper, tektoniske brudflader efter en naturkatastrofe skræver til alle sider. Vi hører endnu knagende lyde.
Noget at se i halvmørket? Jo. Et par krogede fingre hager sig op over en kant. Er vi til en fiktiv fortsættelse af Capeks ’Krigen mod salamandrene’? Er Capeks krapyler på vej tilbage for at erobre verden?
Frygt og lammelse står i hvert fald malet i ansigtet på den ensomme vandrer, der dukker op: En luvslidt Olaf Johannesen, bundfrossen antropolog, en af de sidst overlevende efter den jordens undergang, der synes at være i skred. Vi er ikke i tvivl om, hvor vi befinder os. Det fortæller stykkets titel: ’Krasnoyarsk’ – navnet på en by i det centrale Sibirien. 50 minusgrader i januar, når det ser sortest ud. Vitus Bering ville have kunnet bevidne det. Han passerede Krasnoyarsk i vinteren 1734-35. To hundrede år senere var byen udgangspunkt for Gulag, Stalins fangelejre.
HOVEDKULDS
Det er den unge norske dramatiker Johan Harstad, der bringer os i selskab med Olaf Johannesens antropolog og endnu et par overlevende. De krabbede hænder er ikke salamanderkløer. De tilhører nydelige Tammi Øst, der af uforklarlige grunde bærer navnet Kreuzberg. Mens antropologen er navnløs. Ligesom endnu en antropolog, der bliver spillet af Martin Greis, og som pludselig dukker op, lige så hovedkulds som han i ’Come together’ på Gasværket dukkede hovedkulds ned. Ved et uheld. I orkestergraven.
Nu følger vi i små sæt de tre væsener, der prøver at finde en grimasse, der kan passe til den absurde situation:
Tammi Østs nærmest fuglelette, flaksende Kreuzberg, vildfaren i mørket, slået af en slags sproglig sønderbombning, der får hende til at tale sort, når hun ikke bliver nostalgisk optaget af nogle papirer, nogle ’rapporter’, fra før syndfloden. Beretninger om det liv, der er gået til. Ankre til fortiden.
Dernæst antropolog 1, som Olaf Johannesen begraver i panisk sortsyn med den pludselig opdukkede kvinde som halmstrået, som han forsøgsvis klamrer sig til. Jo mere opstemt, jo mere Kreuzberg fabulerer og fremmaner fantasifulde billeder af liv, der leves.
Og sidst Martin Greis, der som antropolog 2 nærmest synes at være en livskraftig KGB-agent, der måske er ekspederet ud for at finde overlevende. Med fornuftige argumenter i lommen for livets ufortrødne fortsættelse på gamle præmisser.
Men det er ikke altid helt klart, hvor i feltet mellem kaos og overlevelse, de tre befinder sig. Personlig ville jeg satse på Tammi Østs ekstreme vitalitet og verbale fantasifuldhed. Frem for sortsynet. Eller den mistænkelige snusfornuft.
GLIDEBANER
Det er virkelig sært teater i Line Paulsens musikalske instruktion. Som science fiction logisk placeret et sted i det mere obskure Sibirien, hvor Sovjetunionen huserede med både atomare missiler, kraftværker, miner og militære forlægninger. Et helvedets forgård, hvor kan forestille sig hvad som helst af katastrofer.
Stykket er halvanden times mental glidebane mod en ukendt fremtid – de tre personer tager på skift turen op og ned ad scenegraf Rikke Juellunds tektoniske brudflader, der er så grå som den nye Oslo Operas enorme rutchebaneflader er snehvide.
Vi er underholdt, irriterede og fascinerede. Men ikke rigtig rystede. Hvad der måske er hensigten.
