Victor Marcussen i ‘Osvald’. I baggrunden Pia Hessner, Anne-Vibeke Mogensen og Julie Riis. (Foto: Morten Fauerby)
OSVALD I SYREBAD
Svalegangens Osvald Helmuth-forestilling er rørende og afslørende.
****
Et sted i ’Osvald’ læser skuespilleren Rolf Hansen som Fritz Helmuth op af et ugebladsinterview med far Osvald. Et interview i ’Hjemme hos’-stilen. Det handler om det yndige familieliv i Skovshoved-villaen, især den ægteskabelige idyl med ’Søster’, som hun blev kaldt.
Det er den myte, der punkteres i Svalegangens ’Osvald’. Ikke for første gang. Det skete allerede for nogle år siden med journalisten John Lindskogs bog ’Faders vilje’, som igen var baseret på Søsters dagbøger, skrevet mellem 1927 og 1965 gennem et langt ægteskab med Osvald Helmuth. Åbenbart et indblik i hårrejsende hjemlige forhold i Helmuth-familien og i husherrens eskapader af forskellig art.
Svalegangens forestilling – i samarbejde med Jomfru Ane Teatret i Aalborg – fortsætter med at pille glorien af den geniale revykunstner for så vidt angår hans labile, tyranniske karakter.
FISSE OG HOMOSEX
Man kan blive i tvivl om, hvad man skal med ransagningen af de mislige karaktertræk, når nu det væsentlige for os er viserne og deres bølgetop-placering i dansk revy- og skuespilkunst.
Men alligevel. Dramatiseringen giver et stærkt indblik i det kaotiske sind, det temperament og den primal-operative indstilling til sine medmennesker, der er jordbunden, som Osvald Helmuths visekunst gror i. På godt og ondt.
Vi ser og hører og oplever, hvordan det, der var hans force: At ramme hverdagens små antihelte på kornet, den krævende, smålige, men også rørende og genkendelige dansker med kærligheden til leverpostej og moderlig omsorg, bajere og kælderbeværtninger – hvordan dét også rummer undertoner af drifter, hidsighed, surhed og aggression og al den jordiske hang til sidespring, fisse eller homosex, som efter god småborgerlig recept aldrig blev budt ham af vise- og revyforfatterne. Men åbenbart i en vis mængde i hans virkelige liv.
Vi får med andre ord et skarpt kik ind i den kunstner, der synger: ’Jeg har aldrig kysset andre end Marie’, så vi prøver at tro på dét. Men også i den kunstner, der skaber en temmelig rystende Jeppe på Det Kgl. Teater. Og en bums af en skraldemand Alfred i ’My Fair Lady’ i Falkoner Centret, en rolle som sjovt nok kun strejfes i Svalegang-forestillingen.
DEN URIMELIGE TUMLING
Forestillingen er bygget op omkring skuespilleren Victor Markussen, der før har vist, hvordan han evner at skildre det kraftfulde og jordbundne med troværdighed – senest husker jeg hans hjemfarne sømand i Jomfru Ane Teatrets ’Cimbertyrens nosser’.
Hans gavflabede charme har mindelser om Kim Larsens. Lykkeligvis prøver han ikke i på Svalegangen at imitere Osvald Helmuth. Han skaber sin egen Osvald. Og rammer ind imellem virkelig dybt i en person, som både dyrker sit ego, men også krakelerer i selverkendelse. Det har instruktøren Pelle Koppel formodentlig meget af ansvaret for.
Vi både gribes og irriteres over denne tumlings urimeligheder. Men først og fremmest tør Victor Markussen og manuskriptforfatteren Gunnar Geertsen bryde sangenes ikonagtige status op, og give dem ny relevans i den – egentlig spinkle – handlingsgang, der uden større kronologiske hensyn fortæller historien om en selvoptaget, forkælet og besværlig kunstner og hans arme, stolte hustru – det sidste sikkert en manipuleret forenkling, men glimrende forvaltet af Anne-Vibeke Mogensen.
DETALJER
Om der ligger historiens mest grundige research bag forestillingens portræt af Osvald Helmuth, tvivler jeg på. Osvald forbillede Frederik Jensen var muligvis bøsse og forførte Osvald. Melodien til ’Ølhunden glammer’ er i hvert fald ikke en operaarie, som den benævnes, men en napolitansk popsang. Og jeg betvivler, at Poul Reichhardt var en nærigrøv, som kunne finde på at rage de gave-flasker, han medbragte til Fritz Helmuths bryllup, med sig, da han forlod hjemmet på Søbakken. Det skudsmål bliver ufortjent hængende i forestillingen.
Men det er ellers ikke væsentligt at gå i pegefingerdetaljer. Med Rolf Hansen og Julie Riis i en stribe sideordnede roller omkring Markussen og Anne-Vibeke Mogensen er det en fin og ganske bevægende forestilling.
Og stærkt musikalsk heldigvis. Takket være klaverakkompagnetørens yderst vigtige rolle, plejet, passet og kælet for af Pia Hessner med ekstravagant lydhørhed i rollen som Osvalds faste partner ved klaveret Inger Christrup.